Techno på odenseansk

Ravi Kuma

★★★★★☆

Efter at vinde Karrierekanonen i 2018 starter Ravi Kuma 2019 brancheåret med at nedlægge Spot, Roskildes Countdown, Smukfest i August og i aften rammer duoen så Odeology flankeret af et af årets mest helstøbte, provokerende og rowdy udgivelser, nemlig "Sub" (2019).

Bagkataloget leveres da også i aften gennem Sharon Kumaraswamy fløjsbløde proteststemme og Aske Knudsens steroidefyldte beats i denne vidunderlig musikalske alliance.  

Weekendstemningen er over publikum og den tunge techno viger i tre kvarter, mens Prinsesse Sharon rulles ind i sin balsal gennem publikumsmængden og "If You're Nice to Me" påbegynder hitparaden. "Honey" og "Only Make Out With Myself" åbner op, inden et tøjskift guider publikum fra Colombo, Sri Lanka til Christiansborgs beklædningspoliti og Dannebro vristes tilbage på "Take Off My Scarf".

Det er svært ikke at sammenligne Ravi Kumas frontkvinde med M.I.A. Begge har de et rap crooner flow, der med tilbagelænet swag og relevante tekster tryllebinder publikum. Begge artister er Orange Scene materiale, og kigger RUST i spåkuglen, så skal der gå meget galt i logistikken, hvis Orange Scenes åbner i år ikke hedder Ravi Kuma. Som bastung protestbevægelse fører Ravi Kuma den kamp videre Natasja førte med et overflødighedshorn af bas. Sharon lægger sig samtidigt i den øverste liga for certificeret badass danske hiphop vokalister sammen med Tessa og Nikoline, hvor samfundsindignationen er høj og sproget værdigt Explicit Content emblemet. 

Sharons scenetække skriger coolness når hendes stemme narkotisk leder publikum lige præcis mod det timede og tilrettelagt kup. Her bruges både venue og publikum maksimalt for at skabe nærværende intimitet med hitsikre produktioner indtil det dobbelte sitdown moment på duoens selvbenævnte nationalsang ”Staring at My Dick” og afslutteren "Greet 'Em All".

,,Danser er ikke en beskyttet titel," lyder det fra Sharon, og som instruktør ud i rowdiness med et fyldt dansegulv kan de mange Spotify darlings kun vinde hjerter og sind. Sharon får da i løbet af sætlisten også nævnt, at en anmelder tidligere har dømt duoen til at være ,,for rowdy". Man fristes næsten til at komme med samme anklage, i håb om, at det bliver vildere endnu på duoens næste udspil.

Farveblind

★★★☆☆☆

Den aalborgensiske producerduo Magnus Pilgaard Grønnebæk på keys og drum machine og Jens Asger Lykkeboe Mouritzen bag trommer har på få år skabt en sammentømret artistprofil med en genrenedbrydende tilgang til musikproduktion. Farveblind åbner med en længere episk intro i prædikant stil inden bas, trommer og synth kommer i spil på åbneren "Tribute".

Duoen er som vanligt til live optrædener forvandlet til en trio med punkbassisten Anders Norre Arendt som energisk tilføjelse. At kalde trioens optræden for live-techno er, at strække genren til noget den ikke er, I hvert fald ikke for undertegnede. Første halvdel af showet ender derfor med at bringe tankerne hen på New Order Synths, Lazyboy betragtninger og et Mew-sk lydtæppe med nye Alex Vargas, Lydmor og Ravi Kuma featurings. Men igen; En persons techno kan sagtens opfattes ganske forskelligt for tredjemand. Vi er dog i tracks som “Jewels”, “Bad” og "Run Around" klart mere over i 90’ernes Big Beat genre med elektroniske koryfæer som The Prodigy, Fatboy Slim og særligt The Chemical Brothers som referencer.  

Trippel Grammy mixer på blandt andet The Chemical Brothers’ "Dig Your Own Hole" Steve Dubs sparring på ep'en "Boxes" (2019) er da også meget tydelig at mærke, og "Boxes" numrene hører da også retmæssigt hjemme på dansegulvet hos Ministry of Sound.  Koncerten tager derfor tiltrængt fart mod slutningen, hvor de hårdtslående tracks får lov til at leve med en endelig kakafoni af strobe og en Hendrix afslutning, hvor der i stedet for en Stratocaster i flammer leveres tambourinmand solo under "Run Around".  

Der hersker ingen tvivl om at Grønnebæk og Mourtizen med bassist er velspillende, dedikerede og eksplosive på en blanding af analoge instrumenter og digitale drum machines. Livefremførelser med en analog stortromme til et techno event er dog ikke techno-universets bedste match og Grønnebæks afsluttende ord bliver da også at ,,Vi er kede af vi ikke måtte spille højere”. 

Måske er undertegnede genreblind, men slutresultatet er en hurtigt glemt rockkoncert, dog med et super velspillende og indlevende band, der som producer-duo selvfølgelig også skal have tid til at perfektere deres lyd, men uden tvivl er på vej mod store ting, rigtigt store ting endda. 

Techno på vinyl

Med en last-minute aflysning fra aftenens DJ-hovednavn afblæses Rune Bagges krydstogt gennem Hades og mørkets hjerte. Dog er Odeology-erfarne Asmus Busck en accepteret erstatning, om end lyden er langt mere 90'er uplifting end Bagges industrielle univers. På ingen måde ender Busck dog med at agere reservespiller, men er med sin præstation nattens Most Valuable Player i sit 150 minutter lange sæt.  

Odeology stifter og booker, Michael Magee, har da også tidligere på aftenen lovet at Buscks DJ-lyd har samme energiniveau som Bagges, og der går da ikke længe inden at det står klart at Odeology er blevet sikret et feinschmecker afslutningssæt i ellevte time. Busck er tydeligt flydende i Technics SL-1000's, hvor kravet er at basarmen pakkes godt og grundigt væk, og der i stedet styrketrænes med den tyve kilo tunge vinyl sætliste.

Det er da også mere reglen end undtagelsen at techno DJ's er tavse kuratorer, der har rigeligt travlt med at holde styr på pladenernes pitch. Jobbet har i visse kredse status af tillidshverv. Det er et håndværk, hvor beat matching er en forudsætning for ikke at blive persona non grata blandt en storbys sortklædte techno aficionados. Busck lykkes da også med sit organiske mix, hvor også house, tech house og disco elementer får lov til at leve i den lækreste 90’er fest, der i år er blevet afholdt i byen. Asmus Buscks fremførelse er simpelthen varm hønsesuppe for sjælen i influenzasæson.

Et intermezzo på den nærmeste junkfoodbeværtning bevidner da også gennem førstehåndsberetninger, at Aya og A-Bars leverpostejsfarvede musik har efterladt mange unge mennesker med blødende ører. 

Odense har brug for pionære indenfor elektronisk musik og med dygtige og visionære bookere hos Magicbox, Generator og Odeology viser Michael Magee og Co. at Odense er en by med en bankende hjerte for bas. Viva el techno.