Skip to main content
RUST
Leder

Nye tider – RUST skal være mere bæredygtigt

Det er på tide, at RUST ser realiteten i øjnene og tilpasser sig den virkelighed, som gælder for både mediet, men også dets læsere. Fra den 1. september 2020 vil RUST være et 100 procent online magasin.

Af Mads Vikkelsø, , 31-08-2020

Tankerne har været der længe, men det kan være svært at ændre noget så fundamentalt for et medie, som det at udkomme på skrift. Der er noget romantisk og nostalgisk over at tage et blad i hånden og mærke siderne mellem fingrene. 

 

Det er ikke nogen hemmelighed, at det at udkomme på skrift efterhånden er noget man gør af nostalgiske og traditionelle årsager, end det egentlig er af praktiske.

Det er både et økonomisk, men også et rent formidlingsmæssigt aspekt, der gør, at det trykte magasin eller den trykte avis på sin vis ikke længere giver mening at holde fast i.  

Verden bevæger sig i et helt andet tempo i dag, end da Gutenberg trykte de første bogstaver på papir eller da den første avis blev omdelt. I dag er vi forbundet på med resten af verden og hinanden ved blot et enkelt klik. Det har en påvirkning på det at være medie og formidler af nyheder og journalistik i dag. 

Historierne afløser hinanden hurtigere, end man kan nå at skrive dem. Det trykte magasin er blevet en gammel traver, der ikke længere kan følge trit med den nye generation, der får deres nyheder på sociale medier.  

Engang var historierne ikke bare et klik væk. Engang krævede det, at man satte sig ned og læste i et magasin eller avis, for at finde ud af hvad der foregik. Sådan er det ikke længere.

Alle medier kæmper om at få deres brugere til at bruge tid på deres indhold. Det samme gør RUST.

Derfor er tiden kommet til, hvor vi skal gøre op med, om vi vil bruge tid og ressourcer på at lave et trykt magasin. Der er noget romantisk i at holde fast, men det kræver mere af vores læsere at tage magasinet ned fra stativet og bladre det igennem, end blot at klikke sig ind på hjemmesiden.

I stedet for at bruge tid og ressourcer på et magasin, der ikke får den opmærksomhed det fortjener, skal vi i bruge tiden og ressourcerne på at gøre vores online indhold mere lækkert og tilpasse det endnu bedre. 

Dertil kommer spørgsmålet, om vi overhovedet kan forsvare overfor os selv og vores omverden at bruge den mængde papir på et magasin, som de studerende hellere vil læse på nettet. Vi står i en klimakrise. Vi skal som medie også tage et ansvar for vores samfund og de udfordringer, det står overfor. 

Derfor har vi på RUST besluttet, at tiden er inde til at genfinde os selv. Vi skal være mere bæredygtige og bruge mere tid på at lave lækkert indhold på nettet, hvor vores læsere er. 

Det trykte magasin vil altid være noget særligt, men dets storhedstid har lakket mod enden.

Vi håber, at I vil tage godt imod det nye RUST, som nu kun vil eksistere online og på de sociale medier. 

Må I alle få en god studiestart i denne mærkelig coronatid og husk, at de gode historier fra SDU ikke er mere end et klik væk.

Alt godt – Redaktionen. 

Redaktionen afsluttet: 31.08.2020