Skip to main content
RUST
Nyheder

Midt i valgkampen bliver unges mentale trivsel sunget i fokus

Sindets Dag bevægede sig ind i aftentimerne da Studenterhus Odense lagde lokale til en intimkoncert med Mathilde Falch efterfulgt af en paneldialog, hvor fire politiske hoveder var kravlet ned fra lygtepælene en stund for at stå skulder-ved-skulder på en lille scene til en snak om psykiatrien.

Af Martin Hemmje Østergaard, , 11-11-2022

Imens de sidste gæster finder tilbage til deres pladser med forsyninger fra baren, stiger Maria Lundvig op på scenen og stiller sig til rette foran mikrofonen. Publikum har pænt fyldt sæderne op fra den forreste række i det smalle aflange lokale, og nede bagerst, hvor der stadig er pladser, kan man se hele forsamlingen, der byder på gråsprængte frisurer og skaldede isser, og ikke ligner det sædvanlige klientel på et studenterhus.

”Vi er her for at stå sammen om mental sundhed”, deklarerer Maria Lundvig, næstformand i Bedre Psykiatri Odense, en forening for pårørende til psykisk syge, som står for aftenens arrangement.

Klapsalver fylder rummet og hun forsætter med en introduktion af programmet. Inden politikerne får lov at snakke sammen, bydes Mathilde Falch op på scenen til endnu flere klapsalver og får overdraget pladsen foran mikrofonen.

Mathilde Falch kender psykiatrien indefra, da hun som ung blev indlagt på psykiatrisk afdeling med livstruende anoreksi. Nu behandler hun det svære emne, som mental sundhed er, igennem sin sangskrivning. I dag er det Sindets Dag, og for Mathilde Falch er det en travl dag. Før Odense spillede hun på Favrskov Gymnasium, men allerede i går tyvstartede hun hos en lokalforening oppe i Hjørring.

”Psykiatrien er så svær at få talt op, for der har været arrangementer – jeg har spillet på Sindets Dag de sidste ti år, hver tiende oktober. Det er svært at få ud i medierne.”

Sindets Dag er en international mærkedag, som blev fejret første gang i 1992. Den falder hvert år på den tiende oktober og er fyldt med arrangementer verden rundt, der søger at udbrede kendskab til mental sundhed.

RUST – Studentermedie på Syddansk Universitet kunne i sidste måned skrive om en workshop afholdt af Bedre Psykiatri Odense, der fokuserede på Narrativ Medicin, som kan hjælpe med at sætte fokus på mennesket bag patienten.

Søgte trøst i musikken, nu gives den videre

Under loftet, lige over hovederne på publikum, hænger plastik planter som guirlander og indkapsler intimiteten, sangerinden skaber i de lange intervaller mellem numrene, hvor hun deler sin personlige fortælling om livet inden for psykiatriens bare og uinspirerende vægge. Det er en fortælling om tiltagende håbløshed, der kulminerer for Mathilde Falch, da hun tilsniger sig en julekugle af glas, som hun gemmer på sit værelse for at kunne gøre en ende på håbløsheden.

”Det at lytte til musik og skrive musik det var helt klart den største kærlighed for mig på det her tidspunkt, og faktisk dér hvor jeg føler, at det var mit fællesskab, som så kunne udvikle sig til menneskelige relationer.”

Mathilde Falch søgte trøst i musikken, og nu giver hun den videre. Hun har så meget at fortælle, at der pludselig ikke er plads til resten af sætlisten, da hun mindes om, at hendes 45 minutter snart er gået.

”Okay, så får I et vers og et omkvæd fra den ene og så et vers og et omkvæd fra den opløftende.” Aftaler hun med publikum, og afslutter til klappen-i-takt og stor begejstring.

Hun forsvinder ind ad en dør ved scenekanten for at gøre sig klar til at tilslutte sig politikkerne, som nu stiller sig tæt ved to høje, runde borde, der netop er blevet løftet op på scenen.

I den igangværende valgkamp fylder psykiatrien som et emne inden for sundhedssektoren, men med klima, ældrepleje, inflation, elpriser og krig på dagsordenen har den været til at overse. Når den så har været diskuteret, synes alle at kunne blive enige om, at der ikke gøres nok.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har flere gange under valgkampen gentaget, at den nylige brede politiske aftale om en tiårsplan for psykiatrien og mental sundhed, som hans eget parti har været med til at indgå, ikke er vidtrækkende nok og i realiteten er en ”toårsplan”.

Ingen valgkamp selvom der er valgkamp

Herinde i det lune mørke er den valgkamp, der fyger i lygtepælene ude i aftenkulden, erstattet af dialog og bred enighed. De fire politikere, der opstiller til folketingsvalget, bedes om at føre paneldialog frem for den paneldebat, som begivenheden ellers skiltede med. Hverken Roya Moore – Det Konservative Folkeparti, Lise Müller – Socialistisk Folkeparti, Mads Thomsen – Socialdemokratiet og Reza Javid – Enhedslisten, har indvendinger, og sidstnævnte udtrykker sin glæde over, at der ikke er valgkamp på scenen, selvom der er valgkamp.

Og det lykkes da også – sådan da.

Roya Moore vil gerne give civilsamfundet redskaber og styrke familien. Lise Müller med sin sygeplejerske-baggrund vil gerne tale sundhedspersonalets indsats op og forbedre arbejdsvilkårene. Mads Thomsen vil gerne minimere antallet af kontaktpersoner, den syge og pårørende kan komme til at møde i et behandlingsforløb – altså afbureaukratisering af det offentlige. Og Reza Javid vil have en helhedsorientering, der tænker det somatiske, psykiske og sociale som en treenighed, og mener derudover, at lønnen er en motivator, der skal kigges på.

Så kan publikum jo selv finde ud af, hvem de er mest enige med. Og selvom samtalen holder sig i den gode tone af en dialog, bliver der alligevel bekendt partikulør – men kunne det undgås? Nogen må have åbnet døren og lukket lidt af den kølige valgkamp ind.

Mathilde Falch vender tilbage til scenen, og alle rykker lidt tættere sammen for at give plads. Hun byder ind med, at der ikke er nogen prestige i psykiatrien, og at det bør gøres til et ”cool sted at være”, både for de arbejdende og de studerende. Igen er der kun nikken og enighed på scenen, men konkrete forslag til hvordan man lige gør det, bliver det ikke til.

Det er blevet sent på denne tirsdagsaften, en klump af tomme stole på de midterste rækker har vokset sig stor under dialogen. Snart takkes alle medvirkende for deltagelsen og klapsalven fra de tilbageværende lyder en sidste gang, inden høj, lav, ung, grå og skaldet siver ud i valgkampen igen.

Redaktionen afsluttet: 11.11.2022