Skip to main content
RUST
KULTUR

Biografpremiere: M3GAN

Glem alt om Michael Myers og Chucky, fordi der er kommet et nyt horrorikon til for at stjæle rampelyset, og hun hedder M3GAN.

Af Christoffer Voss Nedergaard Jeppesen, , 26-01-2023

Hvis du ikke allerede har set trailers for den nye gyserfilm M3GAN, så vil jeg gerne vide hvilken sten du bor under, for denne mekaniske dukke har overtaget samtlige sociale medier med hendes Queen-Bee attitude og overlegne danseevner.

M3GAN’s historie begynder, da et forældrepar bestående af to millennialstereotyper og deres skærmafhængige datter forsøger at rejse til en skiferie midt i en snestorm. Der sker selvfølgelig et lille tosset uheld, der efterlader datteren (Cady) forældreløs. Hun bliver taget ind af sin moster Gemma, der arbejder for et populært legetøjsfirma. Gemma er en moderne, selvstændig og ambitiøs kvinde der ikke ved hvordan hun skal håndtere et traumeramt barn. Hendes liv bliver mere kaotisk, da hendes chef, hvis skuespiller var fuldstændig forfærdelig monoton og flad i sine replikleveringer, beordrer Gemma til at udvikle den nye dybe tallerken indenfor legetøjsverdenen – dog til den halve pris.

Presset fra begge sider inspirerer Gemma til at skabe en prototype af ”det perfekte legetøj”. En dukke styret gennem selvlærende artificial intelligence som kun har en enkelt kommando – beskyt Cady mod fysisk og psykisk fare. Hendes navn er M3GAN og på trods af sine morderiske tendenser senere i plottet, synes jeg nu stadigvæk, at hun gjorde et godt stykke arbejde alt taget i betragtning. Nu slipper Gemma for at opdrage Cady og hendes chef elsker M3GAN og vil have hende masseproduceret. Dog udvikler M3GAN mere og mere selvstændighed og ender med at trodse hendes instrukser, hvortil hun nu selv vil bedømme hvad der gavner Cady bedst.

Filmen har en tydelig kritik af moderne forældreskab og den afhængighed børn udvikler overfor deres teknik. Hvad enten det er en iPad eller M3GAN-dukken, så vises Cady som værende et perfekt eksempel på nutidens unge og deres frakobling fra den virkelige verden. Et godt budskab? Ja det kan vi vel godt sige, men jeg må nu også sige, at filmen har godt nok en mindre subtil måde at fremstille dette budskab på. Gennem nogle utrolig irriterende karakterer eller frustrerende scener bliver både Gemma og publikum belært af hvad RIGTIG forældreskab vil sige. Der er selvfølgelig nogle pointer i det, og Gemma har også sine fejl, men jeg synes også at filmens narrativ straffer Gemma for at stå ved, at hun som person er egnet bedre til karrierelivet end rollen som forælder – hvilket ikke er særligt 2023 vibes, hvad har i gang i?! Jokes til side, så vil jeg også lige forsikre dig som læser, at hvis du er nervøs for at hele filmens plot kun omhandler prædiken om for meget skærmtid, så er det ikke tilfældet. Du skal helt klart give M3GAN en chance, da selve M3GAN-rollen bærer hele filmen, selvom den ikke behøver at blive båret, uden problemer og hendes mordscener fik personligt mig til at sidde og hoppe i mit biografsæde.

M3GAN er for mig en helt unik horrorkarakter. Selvom vi kender til ond-robot-overtager-og-myrder-genren, så er M3GAN ikke bare endnu en ond robot eller ond dukke. Filmen bruger faktisk en del tid på få os til at gå op i M3GAN og Cadys forhold, og det virker faktisk. Jeg troede virkelig på deres venskab og bånd, hvilket resulterede i min total blinde tillid til M3GAN og alt hun gjorde. Selv da mordscenerne begyndte, kunne jeg ikke skifte side fra M3GAN, idet hun bare er blevet designet så utroligt cool. Hun kan snakke som en almindelig pige, hun kan agere som en almindelig pige, men hvis hun vil intimidere og fremvise hendes utrolig creepy evner som en mekanisk dukke, så gør hun det, og hun gør det oftest til et overraskende fedt og passende teknobeat. Hun er så elegant og creepy at hendes mord signalerer et mere kunstnerisk udtryk fremfor prollet vold. M3GAN er indtil videre en éner.

Jeg kan kun anbefale, at du skynder dig at købe en billet eller to til M3GAN, så du kan komme ind og opleve den ikoniske killer queen for dig selv. Jeg kan garantere dig en masse tilfredsstillende momenter, overraskende rørende scener og en generel memeguldmine. Hvis du stadig er i tvivl, så kan jeg som min sidste lokkemad afsløre, at M3GAN vælger at synge Titanium af David Guetta på et relativt forvirrende tidspunkt. Måske lyder det ikke sjovt på papir, men jeg kom til at grine højlydt ud i salen. Det var noget af det mest random, som jeg nogensinde har set indenfor gys og det var skønt.

M3GAN afspilles allerede i biograferne. M3GAN 2.0 er allerede blevet bekræftet og er planlagt til at blive udgivet i 2025.

Redaktionen afsluttet: 26.01.2023