Klumme: Hvorfor er Disney gudstjeneste et hit hos unge?
Hvad er det ved Disneys musik, der kan få hundredvis af unge til at bruge deres fredag aften i en kirke?
Foto: Emmely Lisius Norlander Smith
”En verden af liv… Som vil ta’ dig meeeed,” synger koret, mens jeg synker en klump og diskret forsøger at skjule mine våde øjne for min lillesøster. Det er fredag aften, og i stedet for at se X Factor eller tage i byen, er vi gået i kirke.
Disneynostalgi
Fredag afholdt Natkirken på Strøget Disney musikgudstjeneste, hvor mange af gæsterne var unge i tyverne. Det fik mig til at tænke: Hvad er det ved Disneys musikklassikere, der kan få hundredvis af unge som mig selv, der til daglig aldrig ville sætte fod i en kirke, til at bruge en fredag aften på at synge i Guds navn?
Også før fredag har Natkirken på Strøget haft stor succes med deres alternative musikaftener, senest da de med fuld sal afholdt en Justin Bieber gudstjeneste, hvor kirkegængerne kunne synge med på popidolets hits. Til denne gudstjeneste var der endnu flere unge end i fredags.
Men med Justin Bieber giver det jo mening; hans målgruppe består hovedsageligt af unge piger og kvinder. Hvad er det ved Disney, der får så mange af os unge til at droppe fredagsplanerne og troppe op i kirken med glimtende øjne, klar til at skråle med?
Jeg er kæmpe fan af Disney, især Løvernes Konge. For at understrege min kærlighed til filmene fik jeg for to år siden lavet en tatovering med citatet ”We Are One”, som både er navnet på en sang i Løvernes Konge 2 og filmens budskab:
”En klog konge sagde engang til mig: Vi er ét,” siger løvinden Kiara nemlig til sin far Simba i filmens klimaks, mens solen bryder frem gennem skyerne og jager de tunge regnskyer på flugt, og jeg sidder foran skærmen og kæmper med tårerne på trods af, at jeg må have set filmen hundrede gange.
Jeg elsker at gense den film, selvom jeg næsten kan hver replik udenad, for den frembringer en helt speciel følelse af nostalgi, som jeg tror, mange af os, der voksede op med Disney film, kender.
Jeg følte nostalgien endnu engang, som jeg sad der på en pude på kirkegulvet, badet i blåt skær og sang med på Aladdin-klassikeren ”Et helt nyt liv”. Jeg følte den sitre omkring mig, blandt mine jævnaldrende, som sang lige så højt som mig.
Det er den samme nostalgi, der flammer op, hver gang nogen sætter ”Vær en mand” fra Mulan på til en fest, og alle pludselig giver sig i kast med at fægte med usynlige spyd, mens de synger med i samme vrede og maskuline tonefald, som General Li Shang bryster sig med, når han synger, at kun rigtige mænd kan redde Kina.
Det er følelsen af nostalgi. Af barndomssavn. Og af at længes.
Symboliserer Mufasa Gud?
Selv præsten havde inden gudstjenesten genset Løvernes Konge og fået meget ud af det. Han prædikede, hvordan scenen, hvor Mufasa viser sig for Simba og tordner: ”Du har glemt, hvem du er!” kan sammenlignes med en bøn, som Gud svarer på, når alt ser håbløst ud.
Men det mest interessante i præstens prædiken var, da han sammenlignede begyndelsen af de fleste Disney film med Edens Have (eksempelvis: livet på Kongesletten, før Mufasa blev dræbt. Tilværelsen i skoven, før Bambis mor blev skudt. Idyllen i søanemonen, før Nemos mor blev spist). Det var især denne analogi, som jeg hæftede mig fast ved, for jeg tror netop, det er årsagen til, at mange af os bliver ved med at elske Disney; vi spejler os i deres fortællinger.
For mens de fleste af os heldigvis ikke oplever, at vores forældre bliver slugt af en barracuda eller bliver myrdet af vores onde løveonkel, så er også vi tvunget til at vokse op og som følge af dette møde de udfordringer, der opstår, når man bliver ældre og træder ud af barndommen og ind i voksenlivet, eller ud af Paradis og ned på Jorden, hvis vi skal tale præstens sprog.
Derfor var der fuldt hus af især unge i kirken i fredags. Fordi Disneys sange giver os mulighed for – om end blot i en time – nostalgisk og i fællesskab at smide bekymringerne og vende tilbage til barndommen.