'Kammerat Napoleon' på Odense Teater: skarp satire, der rammer plet
George Orwells 'Kammerat Napoleon' har fået en vild og visuelt slående makeover på Odense Teater. Forestillingen føles så skræmmende aktuel, at man næsten får lyst til at tjekke nyhederne undervejs – bare for at sikre sig, at det stadig kun er fiktion. Med en skarp blanding af politisk satire, musik, humor og absurditet rammer den lige i mellemgulvet. Man griner, men man griner også lidt nervøst.
Forestillingen starter stærkt – og urovækkende. Gårdens fugleskræmsel, som også agerer fortæller, indleder teaterstykket ved at kigge os direkte i øjnene og sige: "Lige nu, mens I sidder her i teatret, dør der tusindvis af dyr… men det er jo helt normalt." Av. Der bliver hurtigt stille i salen. Og sådan bliver vi fra første sekund suget ind i en brutal, men også enormt fascinerende verden. Fugleskræmslet, spillet af Benjamin Kitter, fungerer som en genial fortællerstemme – distanceret, men præcis. Hans tørre, næsten nøgterne observationer gør de mest dystre scener endnu mere effektfulde.
En absurd ensemblefortælling
Vi møder hurtigt dyrene på Grevegården, hvor den gamle orne, Major, drømmer om en verden uden mennesker, hvor dyrene hersker selv. Hans død bliver gnisten, der antænder revolutionen, ledet af grisene Napoleon og Snowball, som lover lighed og frihed. Men magt korrumperer, og idealerne forsvinder hurtigt, erstattet af frygt og kontrol. Napoleon strammer sit greb om magten, mens hans trofaste budbringer, Squealer, spreder propaganda og manipulerer dyrene til at acceptere de stadigt strammere regler. De øvrige dyr – fra den loyale hest Boxer, der slider sig selv op, til fårene, der ukritisk messer regimets slogans, og hønsene, der vover at gøre oprør og derfor bliver de første, der må betale prisen – forvandles til brikker i et spil, de ikke længere selv kan gennemskue.
Kontrasten mellem realisme og absurditet forstærkes i forestillingens visuelle udtryk. Dyrene fremstår ikke som klassiske landbrugsdyr, men som lidt deforme, farverige skabninger, der snarere afspejler deres karaktertræk end deres art. Den enkle scenografi – med halmballer, stald og lade – forankrer fortællingen i en velkendt bondegårdsramme, hvilket gør dyrenes lidt groteske fremtoning endnu mere slående. Samtidig rummer forestillingen et tydeligt metalag om dansk landbrugspolitik, der gør den både aktuel og tankevækkende.
Referencer til dansk og international politik
Forestillingen gør flittigt brug af sang og dans, hvilket tilfører en overraskende energi til fortællingen. De musikalske elementer fungerer både som komiske afbræk og som understregning af forestillingens budskaber – især når de kombineres med de mange politiske referencer, der føles skræmmende genkendelige. Replikker som "Jeg er ikke sikker på, at alle skal gå hjem kl. 16 fra samlebåndet", "Lev med det" og "Gør Dyrenes Gård stor igen" trækker tydelige tråde til dansk og international politik, hvilket skaber både latter og eftertænksomhed i salen.
Et af forestillingens mest effektfulde greb er, at publikum forstår dyrene, men ikke menneskene. Dette perspektivskift trækker os med ind i deres verden og gør det næsten uudholdeligt at se dem falde for ledernes løgne uden at kunne gribe ind. Man får lyst til at råbe: Kan I ikke se, at Napoleon narrer jer?!
Den ikoniske linje "Alle dyr er lige… men nogle er mere lige end andre" udgør teaterstykkets moralske og filosofiske kerne. Forestillingen stiller skarpt på spørgsmålet om, hvornår man går fra at være et offer til at blive en medløber, og hvor let mennesker (eller dyr) kan manipuleres til at tilsidesætte deres grundlæggende moral. Dyrene tror, de kæmper for en retfærdig sag, men langsomt samler Napoleon al magten, indtil ingen længere kan skelne mellem undertrykker og undertrykt.
I pausen af den 2 timer og 20 minutter lange forestilling summede salen af samtaler om, hvor skræmmende let det er at lade sig rive med, når presset bliver stort nok. Og måske er det netop forestillingens største styrke – den efterlader publikum med flere spørgsmål end svar og giver stof til eftertanke længe efter, at teatertæppet er trukket for.
En forestilling, der bliver siddende i kroppen
Kammerat Napoleon er både visuelt imponerende, vildt underholdende og skræmmende aktuel. Den er for dig, der elsker politisk satire, teater, der tør tage chancer – og for dig, der gerne vil grine lidt ad verdens absurditeter, mens du i virkeligheden bliver ramt af en dybere erkendelse.
Dog er det nok en fordel at have læst bogen først, da forestillingen jonglerer med mange karakterer og symbolik, som kan være lidt svær at følge, hvis man ikke kender originalen.
Jeg giver Kammerat Napoleon 4,5 ud af 5 stjerner.