Skip to main content
RUST
Kultur

Anmeldelse: ”Hvad er der NU galt?” af Svend Brinkmann og Frederik Cilius

To af kongerigets største 'brokkehoveder' er tilbage med et veloplagt show, hvor de turnerer landet rundt og lufter alle deres undringer, frustrationer og refleksioner over de store og små ting i vores alles hverdag.

Af Clara Fedder Sørensen og Allan Stefan, , 03-10-2024

 I Danmark er brok nærmest en nationalsport. Vi melder os flittigt ind i fagforeninger, forældrebestyrelser og diverse instanser, der kan hjælpe os med at få luftet vores utilfredshed – uanset om det handler om arbejdsgivere, dårlige toiletforhold eller YouSees behandling af rettighedshavere.

I efterfølgeren til deres første show, 'Hvad er der galt,' slår professor i psykologi, Svend Brinkmann, og satirikeren, Frederik Cilius atter pjalterne sammen og finder brokke-luppen frem til to’eren af deres foredrag, 'Hvad er der NU galt'."

 

Instrumentalisering og lorte-ficering

Brinkmanns meget Brinkmannske opsang står som en central del af showet, hvor ordet 'instrumentalisering' nævnes flere gange. Han mener, at alle handlinger, vi foretager os, skal resultere i et klart pay-off – what's in it for me? Som han påpeger, handler intet længere om midlet, men kun om målet – dikteret af staten, algoritmerne og institutionerne, som er frontløbere på denne tendens. Dette er ifølge Brinkmann et problem, der gør, at vi i dag sjældent gør gode ting for hinanden 'bare fordi.'

Samtidig bringer Cilius sit karakteristiske satiriske blik ind i diskussionen, hvor han taler om 'lorte-ficering' – et begreb, der på humoristisk vis rammer de samme tendenser, som Brinkmann adresserer. Alt er blevet mere 'lortet' gennem de sidste 10 15 år, mener de to værter. Et af de mest mindeværdige 'lortede' øjeblikke var, da diasshowet røbede, hvad årets mest solgte bog i 2023 var i Danmark: En bog af Hella Joof og Ellen Hillingsø, der beskriver mødet mellem deres hunde, og fantaserer om, hvad deres hunde ville skrive til hinanden, sæt nu hundene blev pennevenner.

Her kunne den raffinerede skuespiller ikke skjule sin forargelse over sine medborgere. Hundens bog, et kærlighedsevangelium, er bestseller, i en tid, hvor Spotify, Podimo, Yousee, Bookmate, gør det unægtelig svært for kunstnere at leve af deres værker.

 

Defensiv pessimisme: Brinkmanns mission

Dette øjeblik var et perfekt eksempel på, hvor Cilius kunne have haft godt af at tage en side ud af Brinkmanns bog og praktisere lidt defensiv pessimisme. Brinkmann, som nærmest kunne være missionær for denne ”way of life” – hvis han var religiøs – har i mange af sine bøger og foredrag opfordret til at omfavne en realistisk, ofte pessimistisk indstilling til livet. Defensiv pessimisme er en metode, hvor man forbereder sig på de værst tænkelige scenarier, ikke for at skabe frygt, men for at mindske skuffelsen og opnå bedre kontrol over udfaldet. I en verden, hvor ”lorte ficering” og instrumentaliserede mål styrer vores adfærd, står defensiv pessimisme som en befriende kontrast. For i stedet for at blive overrumplet af tidens tåbeligheder, kan man mentalt ruste sig selv ved at forvente det værste – som når Cilius står over for at erkende, at en hundebog er bestseller. Svend Brinkmann har længe brugt denne tilgang som en form for omsorg: ved at forberede os på dumhederne i verden, kan vi bedre håndtere dem og endda grine ad dem, som Cilius og Brinkmann demonstrerede på forbilledligvis på scenen i Odeon.

Redaktionen afsluttet: 03.10.2024