Vild, vildere, Grønland
Grønland er vild natur, fremmed kultur og et smukt rejsemål. Men for mig betyder landet så meget mere.
BING!
Det lille ikon, der viser et sikkerhedsbælte, slukker, og en stewardesse byder velkommen over højtalerne. Folk rejser sig, selvom de vel nok ved, at vi skal vente på, at døren bliver åbnet, før vi kan forlade flyet. Vi skal også alle stå og glo på hinanden ved det samme baggagebånd, men denne sygdom er åbenbart blevet global.
Min kuffert ankommer. Godt proppet med bade… Vent, nej! Det her er ikke en almindelig ferie. Jeg er iklædt lange bukser og jakke, selvom jeg netop er ankommet til min sommerferiedestination. Lufthavnen ligner heller ikke de lufthavne, som danskerne sædvanligvis møder i deres færd til forskellige charterdestinationer.
Kangerlussuaq, Grønland. Jeg befinder mig i noget, der ligner mælkerummet på min gamle folkeskole i Hvidovre. Jeg har netop løftet min mors, søsters og egen kuffert ned fra det eneste bagagebånd i hele ankomsthallen, som ved nærmere eftertanke bedst betegnes som et ankomstrum. Bagagen består af fleecetrøjer, vand- og vindtætte jakker, huer, handsker og halstørklæde… Alt det, der ellers var pensioneret sommeren over.
Det vigtigste element hænger i en kæde rundt om min hals.
Vild, vildere, indlandsis
Valtrende på grund af mængden af kluns stiger jeg ombord på en bus, der skal føre os ud til indlandsisen. Det er et sted, jeg har mange forestillinger om, men alligevel aner jeg ikke, hvad jeg skal forvente… eller håbe på.
Bag bussens vinduer strækker naturen sig, så langt øjet rækker. Det er et landskab, der ser barskt ud som bar’ fanden. Bakket som en Tour de France-etape, men helt sikkert ikke bygget til cykelløb. Vi kører på en grussti omringet af stenklipper. Rensdyr hopper og springer få meter fra bussen, mens en snehare ligger og glor på os i vejkanten – gæster på hans jord. Så uberørt natur er ikke noget, jeg, en bydreng fra en københavnsk forstad, er vant til at se.
”Vi skal nu ud af bussen og gå det sidste stykke op mod indlandsisen,” fremstammer vores guide.
En bakke venter foran os. Luften er kold og giver nys om, hvilket syn der venter på toppen. Jeg traver op ad bakken, når toppen, og foran mig ligger det mest kurvede landskab, jeg nogensinde har set. Op, ned, op, ned! KURVET?! Jeg var sikker på, at indlandsisen var flad… Dum dansker!
Tavsheden bliver kun brudt af turisters fascinationsudbrud blandet med lyden af rindende smeltevand. Isen knaser under mine sko, da jeg bevæger mig over det knoklede landskab. Jeg står på toppen af endnu en bakke, da jeg opdager et vandløb til højre for mig. Finder det meget ulogisk, at vandet drøner ned af en bakke af is, når temperaturen er banket godt under frysepunktet. Vandet er smeltevand fra indlandsisen, fortæller vores guide. Det var for stor en fristelse for min søster, der formede sin hånd som en skål, stak den ned i vandet og tog en tår. En stor fejl ifølge vores guide, der nærmest forsikrede min søster om, at nu ville hun få nyresten. Åbenbart indeholder smeltevandet store mængder af mineraler, hvilket gør, at det er ”of limits”. Til information har min søster det helt fint.
Indlandsisen er både fascinerende og frygtindgydende. Jeg står på kanten af et areal, som er ubeboeligt for mennesker, og jeg kan ikke tage øjnene fra det.
De siger, at man aldrig glemmer sin første gang – jeg glemmer aldrig den første gang, mine øjne ramte indlandsisen.
Jeg knuger min halskæde tæt ind mellem mine hænder – Her er vidunderligt, far!
Vild, vildere, slædehunde
Vores guide Larseraq, ”Lille Lars” på grønlandsk, tager de første skridt op ad bjerget. Vi står ved foden af et bjerg så højt, at skyerne dækker toppen. Jeg har gode ben den dag, mest fordi jeg ved, hvad der venter mig på toppen af bjerget: en stor gletsjer og en hundeslæde.
Grønlændere er et dristigt folkefærd, så jeg bliver hurtigt udfordret af min guide til at skyde genvej over nogle vandrør. Han advarer mig om, at han er vældig hurtig, fordi naturen og dets elementer har været hans legeplads, siden han var barn. Jeg begiver mig dog ud på det cirka 50 centimeter brede vandrør og kommer over uden at falde ned. Da jeg kigger op efter igen at have jord under fødderne, sidder Larseraq med en smøg i munden og kigger tilfreds på mig.
”Nå, der var du!”.
Jeg bider nederlaget i mig, og vi fortsætter.
3,5 time med al slags vejr. Blå himmel, tåge, regn, sol. Lag af tøj på, lag af tøj af – noget af et arbejde.
Opstigningen er utroligt stejl og besværlig. Løse sten og glat jord betyder, at koncentrationsniveauet skal være i top.
Underlaget ændrer sig, og i stedet for sten og jord knaser sneen nu under mine støvler. Sigtbarheden er dårlig, men jeg spotter et rødt hus. Ude i absolut ingenting! Vi bliver budt velkommen af to fyre. De viser vej indenfor, hvor vi kan få varmet os på en kop kaffe.
Efter en times tid kører vi på snescooter ud til et virvar af hylende hunde, der snarere minder om ulve. Vi er blevet fortalt, at slædehunde ikke er kæledyr, men vilde dyr, der er opdrættet til at arbejde. Klapper du den på hovedet, kan det blive sidste gang, du klapper.
Jeg bliver bedt om at tage plads i noget, jeg mindes at have set i julekalenderen Nissebanden på Grønland. I dét jeg får sat mig i slæden, udbryder kusken en lyd, og de ti hunde skyder afsted.
Det tager lidt tid at finde sig til rette i den noget uvante og surrealistiske situation, det er at blive trukket op ad en gletsjer af ti glubske hunde (ulve!!!). Tågen ligger tungt over os, og jeg spekulerer på, hvor meget hundene egentlig kan se foran sig. De virker absurd glade for at løbe, så måske de bare løber og ikke tænker så meget over hvorhen. Altså, der er ret langt ned, hvis gletsjerkanten pludselig forsvinder under deres poter.
Efter 15 minutters blanding af både frygt og henrykkelse bryder vi ud af tågen og når toppen af gletsjeren. Under os ligger tågen hele vejen rundt og brydes kun af bjergtoppe. Klædeskabet til Narnia er åbent, og vi står nu i noget, der føles som en anden verden.
Hundene falder til ro – ejeren spørger, om jeg vil klappe en af dem. Jeg takker pænt nej tak! Det var nu lidt tøsedrengsagtigt, men måske var jeg blevet skræmt af de mange advarsler… Eller af det faktum, at de ligner vilde ulve, der, hvis de forvildede sig ind på Rådhuspladsen i København, ville blive skudt i hovedet uden tøven.
Min mor er åbenbart en modigere sjæl end mig og siger straks ja. Hun kommer tilbage med alle fingre intakte og én på opleveren.
Jeg kigger ned mod min halskæde. Den er gemt væk under utallige lag tøj, men jeg ved, at han ser med. Jeg klappede ikke hunden, fordi du engang fortalte mig, at du måtte losse til en slædehund for ikke at blive til slædehundeføde.
Vild, vildere, havet
Jeg er ikke den store sejler. Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har været på en båd. Grønland efterlader dog ikke nogen noget valg andet end at prøve – livet på og under havet er nemlig fantastisk!
Vi havde utallige sejlture, men der var i særdeleshed én, der gjorde indtryk på mig.
En stålbåd rummende 20 turister løfter ankeret op og sætter kursen. Dagens mål er hvaler! Vi sejler i et kvarters tid, hvorefter vi får øje på tre pukkelhvaler. De er meget livlige, for de er i gang med at jage. Det er et kæmpe dyr, men når de bevæger sig i vandet, larmer de mindre, end når jeg forsøger at komme op af det iskolde vand på Islands Brygge. De svømmer i perfekt harmoni. Når deres rygge viser sig i vandoverfladen, mens de svømmer, ligner det nærmest en bølge. Når de dykker efter mad, slår de lidt ekstra med ryggen og vipper halen op over vandet – den er nok en meter bred og sort med hvide striber. En hale, der lige så stille glider ned i vandet igen og forsvinder i dybet. Efter at have iagttaget havets væsner i timer følger vi isbjergene på vej hjem mod havnen. Det er en af de sidste dage på turen, så det er ikke noget, jeg ikke har set før, men da jeg sidder dér, forrest på dækket med min søster og med benene ud over bådens ræling, mens isbjergene glidende forbi, forstår jeg pludselig hvorfor.
Hvorfor min far, der er hovedårsagen til, at vi har taget denne tur, elskede dette sted så højt. Han arbejdede her, da han var ung, og han ville altid gerne have haft os med til Grønland. Resten af familien var dog mere til de solrige destinationer.
Men nu forstår jeg det!
Han forelskede sig i et land, der byder på fantastiske naturoplevelser. Et land, hvor internet koster boksen, og for de fleste grønlændere er luksuseje. Et land, der kan noget, som intet andet moderne land kan. Jeg kan ikke helt forklare, hvad det er, andet end at det er en følelse. Den grønlandske følelse. Man finder ro. Ro på indlandsisen. Ro på vandet. Ro i byen, hvor der kun bor et par hundrede mennesker, og hvor stres og jag ikke findes.
Far, vi nåede aldrig at se Grønland sammen, men jeg føler, at jeg kender dig bedre nu.
Jeg tager fat halskæden med min fars ”dog tag” og placerer den denne gang uden på tøjet. Ja, her er smukt, men jeg tror, at du forelskede dig i dette land på grund af meget mere end blot dets udseende. Jeg forstår det nu, far!
Far, tak for rejseforslaget – og Grønland, tak for berigelsen!
Vild, vildere, Grønland!