“Gengangere” opsat af Odense Teater: En tankevækkende fortælling om nedarvet smerte
Vi er alle sammen gengangere — både af vores forældre, men også af vores afdøde meninger og tro. De sidder som skygger i os, og alligevel kan vi ikke blive kvit med dem. Dette er essensen af Henrik Ibsens drama, som debuterede for knap 150 år siden, men stadig er lige så aktuelt i dag med sin ubehagelige, men sandfærdige skildring af familiers nedarvede destruktive adfærdsmønstre.
Den unge pige Regine, som arbejder for den rige enke Helene, har et anstrengt forhold til sin far. Den lokale præst prøver gentagne gange at overbevise Regine om, at hun skal tilgive sin far, for han er trods alt hendes far. Men da Helenes eneste barn, sønnen Oswald, vender hjem fra sit ophold i Paris, ændrer alting sig. De ældste generationers traumer og deres løgne for at maskere disse bliver langsomt gravet frem, da den yngre generation uundgåeligt følger de adfærdsmønstre, der er blevet lært dem, selvom de ikke ønsker det. Kampen mellem individet og familien, som pålægges os gennem de roller, vi forventes at udfylde, står skarpt. I sidste ende er vi alle produkter af vores arv og tidligere liv.
Stykkets scenografi fortjener særlig bemærkning; den fungerer som et ekstra lag til personerne og ændrer sig gradvist, når deres facader krakelerer. Gennem stykket får man en dybere indsigt i, hvorfor Regines liv er blevet som det er. For hver dør, der bliver lagt ned på scenen, fortælles et nyt familietraume. Til slut er scenen helt tom, bortset fra den sidste dør, som Regine går ud af.
Selvom jeg var begejstret over forestillingens rå portræt af familiens komplekse verden, er jeg også klar over, at den ikke vil falde i alles smag. Man bliver forarget, konfronteret og mærker decideret ubehag, når skuespillerne bringer Ibsens ord til live. Denne forestilling er for dem, der tør kigge indad og kan se det komiske i det tragiske.
RUST Studentermedie giver ”Gengangere” 3,5 ud af 5 stjerner.