Fra SDU-start up til selvstændig
Simone Westergaard gik i mange år med en iværksætterdrøm om at blive selvstændig og drive egen virksomhed. Under et talentforløb hos SDU Startup Station mødte hun sin medstifter, Frederikke Dahl, og sammen driver de virksomheden Mewalii, der sælger hampebind.
Simone Westergaard flyttede i 2017 fra Kalundborg til Odense for at læse Idræt og Sundhed på SDU. Forinden havde hun læst i København, men tog springet til studiet i Odense, da hun så det som en god mulighed for at kombinere sin kærlighed til sport med akademisk viden.
Under uddannelsen valgte Simone Westergaard innovationslinjen, som skulle vise sig at være springbrættet til at kombinere idræt og iværksætteri.
SDU Talentprogram
Efter at have deltaget i et projektforløb sammen med andre studerende, der ikke blev nogen kommerciel succes, men gav Simone Westergaard god erfaring, endte hun med at deltage i Talentprogrammet på SDU. Det var her, hun mødte sin medstifter, Frederikke Dahl. Frederikke Dahl studerede Integreret Design.
Dette skulle vise sig at blive starten på et iværksættereventyr. Deres akademiske baggrunde komplimenterede hinandens styrker og svagheder, og sammen besluttede de sig for at gå all in på drømmen om deres egen virksomhed.
Livet med egen virksomhed
Selvom Simone Westergaard nyder at kunne sætte sit eget arbejdsskema, er det dog ikke helt uden udfordringer at drive sin egen virksomhed. Hun har blandt andet oplevet investorer, der har trukket sig lige på falderebet, corona og en masse andet.
Livet som selvstændig er svært, selvom Simone Westergaard stadig er entusiastisk og energisk for fremtiden.
"SDU har været byggestenene for alt det her"
Simone Westergaard har oplevet en stor opbakning fra SDU gennem forløbet med at få virksomheden gjort til en virkelighed.
Mewalii holder til ved Vidensbyen. Her bliver der blandt andet stillet kontorpladser, fællesområder og mødelokaler til rådighed.
Derudover har SDU hjulpet med rådgivning, forretningsudvikling og markedsføring.