Forsigtighed er ikke en kvalitet vi hylder

Valget af uddannelse er ikke nemt, og det forsigtige valg kan vise sig at være det forkerte. I sidste ende er der ikke andet for end at prøve at mærke efter. Nogle har et drømmestudie, andre ikke.

Uddannelsen, du vælger, kan være meget specifik eller utrolig generel, og det kan være, at du kommer til at arbejde med noget helt andet, end hvad du havde regnet med. Komikeren Jonatan Spang valgte drømmestudiet, som var at komme ind på skuespillerskolen i Århus. 

Hvis ikke det var gået sådan, kunne det meget vel have set helt anderledes ud for den succesfulde komiker.

Biblen har altid fascineret ham: De store fortællinger som har betydet så meget for så mange mennesker, som har styret hvad folk tænkte, og i sidste ende haft en indflydelse på hvordan vores samfund i den vestlige verden ser ud i dag.

Derfor havde han meget vel valgt at læse teologi eller filosofi, hvis ikke han havde fået en plads på drømmestudiet.

I dag er han misundelig på dem som har læst på universitetet og tillært sig en videnskab. Det var begrænset, hvor boglig skuespillerskolen var. 

Alligevel følte han en helt særlig glæde ved at starte på skuespillerskolen i Århus.

Det var en følelse af at være udvalgt og få en plads på drømmestudiet. En sjælden lykke, som du føler i en tid, hvor meget kan være usikkert, og det derfor er en kærkommen følelse. En glæde som også kan mærkes i luften på SDU’s gange i denne uge, hvor de nye studerende træder deres første skridt i Gydehutten.

Det suppleres af begejstringen ved at møde andre mennesker, som deler ens interesser. For Jonatan Spang var det at være omgivet af mennesker, der havde samme passion for teateret som ham, en brik der faldt på plads. En brik du som ung kan have svært ved at finde plads til, da livets puslespil bliver større og mere uoverskueligt, jo længere tid du kigger på det.  

Helt normal

Selvom Jonatan Spang på trods af de svære odds har skabt sig en stor karriere, så er succeskriteriet stadig snævert, når man laver komik.

Da han var yngre, lavede han comedy om damer og byture, der går galt. Vildere har hans ungdomsliv heller ikke været, og det keder ham at snakke om sig selv i dag.

Derfor ynder han at kigge på samfundet,finde sprækkerne og fylde dem ud med komik, for at vise hvor absurd eller hyklerisk vores verden fra tid til anden er.

De samfundskritiske jokes har givet ham et stempel hos nogle mennesker. Det er sværere at være jordnær med publikum, når man laver standup om hvidvask og fiskekvoter.

Det har den konsekvens, at når folk møder ham i baren bagefter, får han nærmest ros for ikke at være en idiot. Folk kan i overraskelse udbryde: ”Jamen du er jo bare helt normal”.

Han mener selv, at du som det mindste kan forvente, at han er et nogenlunde ordentligt menneske. Det er en mærkelig følelse at få ros for at være som alle andre. 

Det svarer til at få en øl nede på LA-bar af en tømrerlærling, som finder ud af, at universitetsstuderende også kan være mennesker. Det er en ambivalent følelse. 

Mødet med andre mennesker er ikke altid nemt, og vores fordomme kan tage over, når vi hilser på hinanden. Vi oplever det, når vi støder ind i hinanden under SDUs betonbeklædte omgivelser.

Det hurtige møde med en jurist kan virke tørt og kedeligt, men før du ved af det, finder du dig selv nede i fredagsbaren overfor selv samme jurist over et spil beer pong. Det samme gælder mødet med din professor eller komikeren, som altid virker sjov og klar med en smart replik.

Vi er alle sammen mennesker, men det kan vi hurtigt glemme i farten.

Jonatan Spang har da også sine fordomme om studerende, som han mener nogle gange kan føle sig lidt for vigtige. Det er sat lidt på spidsen, men når studerende sidder og snakker om, hvordan deres seneste rapport eller projekt kommer til at gøre en forskel, så kan det være svært ikke at trække lidt på smilebåndet.

Der er en alvor omkring studielivet, som kan virke komisk, når du ikke selv læser.  Danske universiteter har igennem de sidste år og er stadigvæk centrum i debatter om politisk korrekthed, og studerende der føler sig krænkede.

En debat der har skabt et billede hos Jonatan Spang af, at nogle studerende er særlig parate til at føle sig krænkede på minoriteters vegne. 

Kvaliteten vi ikke hylder Den politiske korrekthed har også haft sit indtog i hans eget fag, hvor grænserne har rykket sig for, hvad man kan lave sjov med.

Som eksempel pointerer han selv, hvordan der var flere komikere, der tilbage i 90'erne havde jokes, der blot omhandlede det at være homoseksuel, eller med et andet ord som blev brugt mere hyppigt: bøsse. Det skal ikke beklages, at det er gået tabt, det bunder også i en holdningsændring hos publikum.

Accepten, for hvad folk føler de kan grine af, har rykket sig. Det er ikke noget, som komikerne har ændret - i hvert fald ikke ifølge Jonatan Spang. Nogle komikere får det til at lyde som om, at det er deres egen beslutning, at der er ting, de ikke laver komik om i dag.

For Jonatan Spang er det et sammenspil mellem ham og publikum. Det er i sidste ende publikum der bestemmer, hvad der skal grines af. 

Det er klart blevet sværere at lave comedy, men Jonatan Spang er mere vævende i sin vurdering af, om det er godt eller skidt. Han er mest af alt fascineret af, hvad der kommer efter den her krænkethed, som fylder mere i samfundet i dag.

Når han skæver til branchen i USA, ser han komikere, der beskyldes for krænkelser af metoo-bevægelsen, som nu laver meget forsigtige shows. Det er nærmest blevet foredrag. Og som den tidligere teaterdirektør selv siger:

Heller ikke på universitetet er forsigtigheden en ting, vi har en særlig ting for. Tværtimod er der snak om at indføre en ny karakter i det danske uddannelsessystem, som skal gives til de studerende, der yder en ekstraordinær præstation.

Det er ikke skidt i sig selv at belønne dem, som gør en ekstra indsats. Den ekstraordinære indsats kommer næppe ved at gå forsigtigt til værks.

Denne stræben efter det ekstraordinære betyder blot, at grænserne for hvad der skal belønnes i samfundet, bliver udfordret og til tider bliver brudt.

Det er også ved disse grænsebrud, at vi finder ud af, hvem vi er som samfund, og om det er noget vi vil blive ved med at være. 

Om Jonatan Spang stadig havde vundet prisen som årets komiker i 2018, hvis han havde været mere forsigtig under udsendelserne af hans comedyshow på DR2 ’Tæt på sandheden’, er ikke til at sige.

Derimod fik han trådt nogle over tæerne undervejs, og beskyldningerne mod ham har også været i den noget skarpere ende.

Han er blevet anklaget for at være alt fra nazist til venstresnoet kommunist. Et bevis på at han gjorde det, som han havde sat sig for, da han sendte første gang den 17. september 2017.

Han ville gå efter alle. Ingen var fredet, og der blev gået efter hykleriet alle steder. Det var én forholdsregel, som han følte han måtte tage til sig, når han skulle lave TV på Danmarks store public service-kanal Danmarks Radio.

Mediet som alle elsker at hade - særligt de andre medier. Det var helt bevidst at programmet hed ’Tæt på sandheden – med Jonatan Spang’.

Alligevel var det tit DR, der fik skylden, når Jonatan Spang skabte overskrifter - ikke mindst at tungekysse med Nye Borgerliges partiformand Pernille Vermund. 

Selv abonnerer han ikke på den ide, at han skulle have fået nogen særlig indflydelse eller magt, igennem det han gjorde i ’Tæt på sandheden’.

Der er ifølge ham selv nogle mennesker, som har travlt med at lægge vægt på kulturens betydning, og samtidig andre mennesker der har travlt med at begrænse, hvad man må og ikke må.

Derfor er det også vigtigt, at der bliver gået til grænsen og nogle gange gået over den. Jonatan Spang har aldrig oplevet, at en teaterforestilling, biografforestilling eller et standup show har haft en indflydelse på publikums grundlæggende verdensbillede.

Han sammenligner det med, at det ikke var gangsterrap, der startede bandekriminaliteten i 90'ernes LA. Kulturen er blot en del af en større trend. 

Boblen i København

Efter tre sæsoner med ’Tæt på sandheden’ var det tid for Jonatan Spang at holde en pause fra tv-skærmen, for som han selv siger det; så har han brug for at komme lidt ud af den boble, han går rundt i inde i København.

Du taber forbindelsen med, hvad der sker ude i landet, og det er ikke, det samme kick du får ved at sige en joke til et tv-kamera, som du får, når en hel sal bryder sammen af grin.

Han er vendt tilbage til rødderne, som han har skrevet inde på sin hjemmeside og er netop aktuel med sit nye onemanshow ’Typisk’, hvor han stiller skarpt på større emner, som han aldrig nåede at snakke om i ’Tæt På Sandheden’.

Emner som metoo-bevægelsen, racisme og klimaforandringerne bliver behandlet med en fandenivoldskhed tilsat lidt personlige oplevelser, men det er ikke et moraliserende show.

Selv har han været på en længere ferie i løbet af året, både for at koble lidt af, og så kan et one-man show skrives alle steder i verden. I forhold til hvilket klimasignal det sender, svarer han: