Filmanmeldelse: POSSESSION (1981)
”Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær”, skrev Steen Steensen Blicher i 1829. 152 år senere viste Andrzej Żuławski os det.
Da Mark (Sam Neil) vender hjem fra udenlandsrejse, mødes han af lukkede arme hos sin kone, Anna (Isabelle Adjani), der er begyndt at vakle i sin tro på deres forhold. Noget har ændret sig; senere også den ikke længere grådkvalte Annas forklaring, da hun køligt erkender sit forhold til en elsker. Marks verden ramler sammen. Intet er længere sikkert – heller ikke hans kones ståsted, hvor rationalitet og kødets dyriske lyster skiftes til at herske.
Besat af et andet menneske
Instruktøren skrev manuskriptet efter selv at have gennemgået en turbulent skilsmisse, han ikke kunne slippe, hvortil han skrev sig selv ind i Marks karakter. Den nedslåede og febrilske Mark kan hverken give slip på Anna eller tanken om, hvad hun mon ser i denne elsker. En elsker, der står i diametral modsætning til Mark. Dette erfarer Mark, da han inden længe står ansigt til ansigt med denne elsker, der både fysisk og åndeligt forsøger at banke fornuft ind i Marks forestilling om, at han kan have Anna for sig selv. Mark synes villig til hvad som helst for at beholde sin Anna, også selvom pinslerne hastigt nedbryder ham. Han er som besat.
Realisme og surrealisme
Filmen kombinerer rea- og surrealisme på en måde, hvor de smelter sammen, hvorfor de enkelte virkelighedsbrud ikke synes virkelighedsfjerne. De tanker, forestillinger og følelser, der udspringer af at blive forrådt og (måske, måske ikke?) definitivt forladt af sin kone, får alle lov til visuelt at komme til udtryk i stærke og hjemsøgende scener, der tester hele følelsesregisteret og efterlader en måbende. Ikke blot måbende over sceniske udtryk og den uomtvisteligt bedste kvindelige performance nogensinde. Måbende over, at instruktøren formår at hælde poetiske og filosofiske guldkorn ud hele filmen i gennem; alligevel mættes man aldrig.
Monsteret i os
Annas spaltede sind driver mændene på kant med loven – og på kant med dem selv; komplet styret og drevet af Anna. Det er netop dét, at Anna ikke ved, hvad hun vil, der driver dem til sindssyge. Uvisheden efterlader dem magtesløse og uafklarede. Hvis hun dog bare kunne tage en beslutning. Det er dog ikke Anna, der er monsteret, men Annas handlinger skaber monstre. Monstre, vi mennesker skaber inde i os selv. Monstre, vi fodrer og lader vokse sig større, indtil de til sidst overtager os. Monstre, der på den ene eller anden måde bliver nødt til at blive lukket ud, for det er ikke de monstre, der kommer ud, som er farlige – det er dem, der bliver derinde.
I Blichers novelle ”Hosekræmmeren” fra 1829, kan Cecilie heller ikke få den, hun elsker. Monstret i hende vokser, indtil hun til sidst dræber sin elskede Esben. Hvilke handlinger tvinges Mark ud i? Ja, det kan du jo undersøge ved at se filmen. Hvad end du elsker autentisk skuespil i verdensklasse, film med mange lag, mild horror, det dysfunktionelle, det rå, eller blot vil have en forståelse (hvis du ikke allerede har det) af, hvad det vil sige at miste den, man har kærest, så forkæl dig selv med denne film. Den er en gave til menneskeheden.