Erindringer fra Danmarks Besættelse
Den 5. maj er den dag vi mindes slutningen af den tyske besættelse af Danmark, som varede fra 1940-1945. Nu raser krigen igen på europæisk jord, og derfor er det måske endnu vigtigere at mindes, hvorfor vi sætter lys i vinduet, og hvad det repræsenterer.
Det at tænde lys i vinduerne d. 4. maj, er for mange af os danskere en fast tradition. Det er en fejring og til minde om slutningen på Danmarks besættelse. Nu hvor der igen er krig indenfor Europas grænser, da er traditionen vigtigere at bibeholde, som minde om de erindringer og værdier, som lyset i vinduet repræsenterer.
Edith Rasmussen er opvokset i den lille by Vissenbjerg, som ligger et godt stykke ud fra Odense. Hun blev født i 1925, og som hun selv beskriver det ”Er det værste ved at blive gammel, at man ikke kan huske.” Hun griner efter at sagt dette, fordi hun godt ved, at hukommelsen i den alder kan svigte til tider. Dog står dele af krigen og diverse hændelser stadig klart, selvom det er mere end 80 år senere. ”
Jamen den 9. april om morgen kom der en hel stak flyvemaskiner, og fløj hen over landet. Vi mærkede jo ikke så meget til krigen til at begynde med. Men efterhånden som krigen varede, jo flere frihedskæmpere kom der.” Selvom det dengang var strafbart at være modstandsmand, var der alligevel en gruppe af mennesker i Vissenbjerg, som delte frihedsblade rundt i lokalområdet. ”Det var jo præsten! Han havde i hvert fald med de der blade at gøre.”
Det at blive associeret med tyskerne i Vissenbjerg var en stor risiko. Det var en svær situation for Edith far, da de kom ind i hans butik for at høre engelsk radio. Men som Edith beskriver ”kunne man jo ikke jage dem ud, jo!.” Gennem hele krigen fik Edith og hendes familie deres informationer om krigens udvikling igennem de engelske radioprogrammer. Dette var ikke ulovligt i Danmark grundet vores særstatus i blandt de besatte lande. Til trods for Danmarks særstatus, da kom der stramme påbud hjemme fra forældrene om ikke at være sammen med tyskerne; ”men det skulle vi også holde os fra. Ellers kunne vi jo blev kaldt for tyskertøser jo.” De unge danske kvinder som havde et intimt forhold til de tyske soldater blev blandt andet kaldt for tyskertøser, og mange af dem blev chikaneret eller ydmyget. Endnu være gik det efter besættelsen, hvor de i værste tilfælde blev afklædt offentligt og fik klippet deres hår af, som hævn for deres forhold til tyskerne. I en lille by som Vissenbjerg, var det især vigtigt at passe på sit omdømme. Hendes arbejdsgiver var ligeledes nervøse for, at hun som ung pige skulle færdes alene.
Hun beskriver en hændelse, hvor hende og en gruppe venner var på vej hjem fra Odense. En bil med tyske soldater stoppede dem, og spurgte om de ville have et lift; ”Men så sagde vi, at det kunne ikke betale sig, fordi vi boede altså lige derhenne. Det var dog løgn.” Hun griner højlydt over at have snydt de tyske soldater og have undgået dem den dag. Generelt var krigen og dens følger mere tydelige i byerne end ude på landet, men ens ry kunne hurtigt tage skade, hvis man var for venligsindet imod tyskerne.
På mange måder føler Edith sig skånet af krigens rædsler, men det har dog ikke været uden ofre, at Danmark atter blev fri igen. Hun mindes stadig dem, der har givet deres liv for dette; ”En engelsk flyvemaskine blev skudt ned. Nogen de nåede at springe ud med faldskærm, men de nåede ikke at komme væk uden at tyskerne fik fat i ham. Men mange af dem var slået ihjel, hvor man kunne finde forskellige dele af dem nede på marken. De var jo ude og samle dele af dem op.” Hun mindes denne kamp imellem de engelske og tyske flyvemaskiner, fordi hun var alene hjemme den dag med konen på den gård, hvor hun tjente under besættelsen. Manden, sønnen og karlen var taget til landbrugsmøde, så derfor var hun alene hjemme hos den døve kone, som ikke kunne høre at projektilerne regnede ned på stenbroen. Frygten for at der skulle ske gården eller dens dyr noget, samt hendes magtesløshed i situationen, er et vidne om hvordan dagligdagen under besættelsen ude på landet ligeledes bestod af hårde og fortvivlede tider i ønsket om et frit Danmark.
De fem lange år under besættelsen startede den 9. april 1940 sluttede endeligt den 5. maj 1945. Samme dag som tyskerne gik hjem, da skulle Edith tage 40 kilometer mærke hos spejderne. For hende var det et vidne om, at Danmark atter var fri, for tyskerne var det et nederlag og en lang tur hjem. Dog forbarmede nogle danskere sig over deres tidligere besættere og gav dem brugte barnevogne eller trækvogne til at transportere deres besiddelser med i, fordi ”De er jo også bare mennesker."