”En bitterkrads cocktail” – ’Styrkeprøve’ indtager førstepladsen i eksperimentet Write Your Future

 ””De svageste skal være de stærkeste”. Præcist sådan faldt Danmarks statsministers velskrevne ord, formuleret af en dygtig taleskriver i 2020. Med moderlig fasthed overfor et publikum, der så mod en stærk leder med andres ord i sin magt”, sådan starter Cæcilie Voetmann sin novelle. En novelle, der bunder i Cæcilies frustrationer og reaktioner på coronapandemien og ikke mindst regeringens håndtering af den. Og netop det politiske aspekt af pandemien er det, som har skabt en ild i Cæcilie og har fået hendes fingre til tasterne – en ild, som har gjort, at Cæcilie nu kan kalde sig vinder af projektet Write Your Future, hvor hun indtog førstepladsen. 

Cæcilie læser Statskundskab og starter på 3. semester efter sommer, og hun deler sine tanker med os omkring projektet, motivationen og skriveprocessen bag sin novelle.

Lysten til at sparke til noget 

Cæcilie fortæller, at hun sad hjemme en lørdag aften, da hun så Christine Stabell Benns oplæg om projektet Write Your Future og kunne mærke, at hun skulle deltage: ”Ikke fordi jeg ville skrive noget smukt, men fordi jeg havde lyst til at sparke til noget.”. 

Og sparke til noget fik Cæcilie gjort – endda rigtig hårdt. Hun fortæller, hvordan hun skrev teksten umiddelbart efter, at Universitetet igen åbnede:

”Jeg var meget konfliktet omkring hele forløbet, fordi jeg selvfølgelig gerne ville møde fysisk, men samtidigt havde brugt måneder på at etablere et system, der gjorde, at jeg kunne holde hjemmeundervisningen ud, planlagt læsning og mit liv i øvrigt.”

Den genåbning, som vi er mange, der har ventet på, skabte for Cæcilie altså en ambivalens, fordi hele livet igen skulle vendes på hovedet. Hele det system og det liv, som hun havde skabt under nedlukningen blev ”skyllet ud i toilettet på en uge”, som hun formulerer det. 

”Lad os bare sige, at frustration ikke dækker det, jeg følte.” 

Cæcilie forklarer yderligere, at hun er mor til to og bosat i København, så det med at vide, hvad man skal på mandag er afgørende og nødvendigt.

Noget på hjerte

”Fordi motivationen til at skrive opstod i en følelse af vrede og afmagt var det ikke svært at forestille sig et worst case scenarie – jeg trak på alt det, jeg vidste om andre menneskers frustrationer og bekymringer, og blandede det sammen med det, jeg selv følte, i det man vel med rette kan kalde en bitterkrads cocktail.” 

Cæcilie fortæller, hvordan hun ikke vidste, hvad hun ville skrive, da hun gik i gang, men at hun bare satte sig med sin computer i skødet og tastede, indtil hun ikke syntes, der skulle stå mere. Og sådan blev vrede og afmagt til en kritisk og reflekterende novelle om coronapandemiens følger og om en verden post-corona. 

Ifølge hende er teksten et udtryk for en bekymring for samspillet mellem befolkningen og det politiske system: 

”Den måde der i dag bliver ført politik på, og den måde det påvirker almindelige mennesker, synes jeg, at vi skal være meget opmærksomme på.”

Hun fortæller yderligere, at hun i processen ikke er blevet overrasket over, hvordan verden kan se ud, hvis man sætter tingene på spidsen, men at hun er blevet overrasket over, at folk ikke er mere provokerede, end tilfældet har været under corona. Det kan man selvfølgelig ærgre sig over, mener hun. 

I skriveeksperimentet Write Your Future har skribenterne skullet reflektere over, hvordan en verden kan se ud om fem år post-corona, og det er dermed også en proces, hvor skribenterne har haft mulighed for at sætte det seneste halvandet år i perspektiv. Og for Cæcilie virker det godt at skrive, når hun har noget på hjerte: 

”Det er et enormt outlet at lade hjernen køre for fuld blus og skrive alle de ting, man ikke må, hvis man vil være en god samfundsborger eller en seriøs studerende, der afmålt afvejer for/imod et givent udfald af et specifikt scenarie.” 

Hun nævner yderligere, at det kan man lægge fra sig, når man skriver, og for hende har det været en god følelse, derfor anbefaler hun andre at gøre det samme.

En frihedssøgende under kontrol

’Styrkeprøve’ er en novelle gennemsyret af en underliggende vrede, og som Cæcilie nævner, er der ingen tvivl om, at den bærende følelse i hendes novelle er vrede, afmagt og en reaktion på at føle sig kontrolleret.

”Jeg er enormt frihedssøgende, og bryder mig ikke om at blive nudget til at skulle mene noget bestemt eller se verden, som andre fortæller mig, at den er” fortæller hun og pointerer: ”Man kan vel sammenligne min novelle med litterært optøjer mod en snæver, kunstigt konstrueret verdensanskuelse, hvor der ikke er plads til divergens.” 

Cæcilie fortæller, at hun tror på den frie tanke og det ærlige ord – to ting, som hun ikke mener, der har været udpræget plads til under corona: ”Og måske med god grund; hvad ved jeg om at sidde i statsministeriet under en pandemi?” påpeger hun herefter.

En fremtid post-corona

Hvad er det så for en fremtid, vi går i møde? Kan vi forberede os på den normale hverdag, vi alle kender? Eller venter der en dystopisk én af slagsen, hvor corona stadig vil spøge? 

Det er der nok ikke nogen, der kan svare på – heller ikke Cæcilie, men selv tror hun, at de fleste mennesker nok vil søge mod en normaltilstand og i en eller anden grad finde den. Men selv håber hun på, at der vil blive løsnet mere op for de restriktioner, som ikke er synlige for det blotte øje: 

”Der er mange politiske og lovmæssige følger af Corona, der skal rulles tilbage, for at verden reelt bliver som før. Det er ikke sikkert, at vi mærker det til daglig, og måske er det lige meget for de fleste.”

Hun fortæller, at hun i hvert fald selv vil holde øje med om den magt og de magtbeføjelser, som politikerne har fået under corona, reelt forsvinder igen: 

”Politikere er magtmennesker. Det skal de være; men vi skal være opmærksomme på, hvad de har magt til, hvordan de bruger den og konsekvenserne for vores demokrati. Hvis det da betyder noget for andre end mig; ellers skal vi bare leve videre som om intet var hændt.”

Flere på vej?

Men kan vi så få lov til at se frem til flere litterære udfoldelser fra Cæcilie i fremtiden? 

Til det svarer hun, at det ved hun ikke og påpeger: ”Jeg tror, at jeg skal se et projekt, som jeg kan se en idé i. Kan jeg det, kan det godt være, at jeg vil skrive igen.”

Det er altså svært at sige, om der kommer mere fra Cæcilies hånd, der kan sætte perspektiv på vores verden og give os alle noget at tænke over. Indtil videre må vi nøjes med ’Styrkeprøve’, som i den grad også fortjener at blive læst en gang eller to.