Emil er universitetsstuderende og fik på andet semester diagnosticeret ADHD

Emil Torp er 26 år og studerer til dagligt Dansk på 3. semester. Med drømmen om at blive gymnasielærer flyttede han til Odense for at studere. Oprindeligt kommer han fra København. Og så er Emil diagnosticeret med ADHD.

Han beskriver ADHD som en kognitiv lidelse.  Det er en diagnose, som ifølge ham har mange forskellige ansigter. Der er mange symptomer, der gør sig gældende, som man så samler under betegnelsen ADHD, derfor kan man også have forskellige symptomer fra person til person.

For Emil kendetegnes hans ADHD ved hyperaktivitet, koncentrationsbesvær, vredesudbrud, rastløshed og tankemylder.  Det er også de symptomer, som er de mest almindelige for en person med ADHD.  Derudover oplever han også voldsomme følelsesreaktioner, som kan komme fra det ene sekund til det andet: 

”Med ADHD føler du kun i ekstremer. Så når jeg er glad, er jeg meget, meget glad, og når jeg er vred, så er jeg meget, meget vred.”

ADHD-dommen

For Emil var det sidste udkald at ty til piller, da han inden universitetet havde klaret det fint gennem folkeskolen samt gymnasiet uden medicin. Men inderst inde vidste han nok godt, at han havde ADHD. Som han selv siger, kunne han jo godt se, at symptomerne passede perfekt på ham, og så har folk altid sagt til ham, at han nok havde ADHD. Men for Emil har medicin ikke været løsningen, før han startede på universitetet. 

”Det har ikke været nødvendigt med medicin, før jeg startede på uni. Under eksaminerne bliver hovedet ret ekstremt med tankemylderet, som gør det svært at få lavet de eksaminer, jeg skal og udover det, får jeg stort set ikke sovet i hele eksamensperiode, som er halvanden måned.” Dertil tilføjer han: ”Jeg tænkte, jeg bliver simpelthen nødt til at søge noget hjælp her. Uden søvn tænker man ikke rigtigt klart, og samtidigt var der rigtig mange tanker på en gang. Når man ikke kan tænke en tanke til ende, bliver det svært at lave en eksamen.”

Universitetet gjorde det svært for Emil at klare eksamenspresset uden medicin. En eksamensperiode på universitet kræver, som vi fleste godt ved, umådeligt meget koncentration og fordybelse, derudover skal man sommetider kunne arbejde hurtigt og koncentreret for at nå at få afleveret alle eksaminer. For Emil blev det grænsen:

Til trods for at underbevidstheden altid lidt har fortalt Emil, at han nok havde ADHD, så var lægens dom alligevel ret hård, og derfor havde Emil også svært ved rent faktisk at erkende det.

”Lægen giver dommen, og den var faktisk ret hård at tage på sig, fordi man helt fik et stempel i panden. Nu er du altså den, der har ADHD. En ting er, at man selv ved det, en anden er, at der kommer en lægelig rapport på det.”

ADHD og et liv som universitetsstuderende

Ifølge Emil var det vigtigt, da han fik diagnosen ADHD, at han fik sagt det til sit hold på uddannelsen. Det var vigtigt for ham, at han kunne få forklaret, hvad det var for nogle udfordringer, han gik rundt med, og hvorfor han nogle gange gjorde nogle sjove ting, havde høj energi eller svært ved at koncentrere sig. Derfor fik hans hold på Dansk det også at vide med det samme.

Sommetider kan universitetslivet med stakkevis af læsning og hårde eksamensperioder nemlig være en stor udfordring for Emil, og det kan være svært at få ADHD’en og universitetslivet til at hænge sammen: ”Jeg får ikke læst alle de ting, jeg skal, jeg dukker op til de fleste forelæsninger, men jeg har også prøvet, at jeg bliver nødt til at gå fra en forelæsning, fordi jeg enten bliver for vred eller har sygt meget ubehag i kroppen.” 

Det er ikke nemt at holde fokus i lang tid, og det kan sommetider være svært på lange dage med forelæsninger og store mængder læsning. Men som Emil også pointerer, så har han jo øvet sig i det længe, for han er kommet gennem både folkeskolen og gymnasiet med sine udfordringer. Det er derfor ikke svært for ham at sætte sig ned på stolen og tage sig sammen, men hovedet vil ikke altid følge helt med. Derudover er Emil virkelig taknemmelig over, at hans holdkammerater hjælper ham med at sende noter eller forklare forskellige ting, som han måske ikke har fået fat i.


Emil går også til noget, der hedder SPS på SDU, som står får socialpædagogisk støtte. Her har han en vejledende samtale en gang om ugen, hvor de fx træner hans koncentration. Man skal selvfølgelig være berettiget til hjælpen, men ifølge Emil er det langt mere givende, end hvad han egentligt havde troet. 

Jeg spørger Emil, om han nogensinde har været tæt på at give op, smide håndklædet i ringen og finde en anden uddannelse. Til det svarer han: 

”Når jeg sidder i de der eksamensperioder, er jeg stresset, fra jeg går i gang, til jeg er færdig med hele perioden og med næsten ingen søvn, så begynder jeg ikke at tænke særlig rationelt. Der er jeg gået i gang med at tjekke andre uddannelser, fordi jeg tænker, det her kommer jeg aldrig igennem. Det er ikke, fordi jeg ikke vil, men fordi, når jeg står i det, så tænker jeg bare, det her, det kan jeg ikke.” 

Ifølge Emil er dagligdagen på universitetet faktisk ikke en stor udfordring. Han kan sagtens følge med og fange pointerne i en undervisningstime. Det er eksamensperioden, der er det værste for ham, for der kan hans hoved ikke følge med:

Det sociale liv hjælper

For Emil er det sociale liv ved siden af studiet afgørende. Her kan han lade op og afstresse. Ved at få de pusterum, hvor han kan tage med vennerne ud og drikke en øl eller en kop kaffe, kommer han tilbage med fornyet energi til studiet og læsningen.

Emil laver sammen med en studiekammerat også en podcast for studenterradioen STAAL, som hedder ”Modsætninger Mødes”, og den gør virkelig noget godt for ham. Som han siger, så er han ikke det der diagnosebarn, når han laver podcast, så kan han bare få lov til at være dum og fjollet samt udfordre sin kreativitet:

Ifølge Emil er det sociale liv og radioen med til at sætte hans hoved lidt på standby. Når han er alene, kører hovedet bare, og derfor kan han ikke lade op ved at slappe af derhjemme. I stedet lader han op ved at ses med venner og være kreativ i podcasten, og på den måde kommer han tilbage til studiet med fornyet energi.

En eksamensperiode lige om hjørnet

Den næste eksamensperiode er kun et splitsekund væk, og det er bestemt også noget, som Emil allerede kan mærke:  ”Jeg er allerede skidenervøs for det. Der er jo en måned til, at eksaminerne går i gang, og jeg er allerede nu der, hvor mit hoved allerede er stresset.”

Eksaminerne er en frygtelig periode for Emil, for det er virkelig her, at hans ADHD bliver en klods om benet. Som han selv siger, så er eksaminerne jo et langt sejt træk for alle studerende, men når hovedet kører, man mangler koncentration og søvn, så er det en kamp at få alle eksaminerne i hus. Emil fortæller, at han blandt andet har haft en eksamen før, hvor han spiste alt for mange piller, så han kunne holde koncentrationen, for at eksamen kunne blive afleveret til tiden. Ifølge ham selv, var det risikabelt, men nødvendigt at tage så mange piller, fordi det var den sidste løsning.

Et råd til andre med udfordringer

Til sidst spørger jeg Emil, om ikke han har et godt råd til andre universitetsstuderende, som måske kæmper med en udfordring, eller som har ADHD ligesom Emil selv, og det var han ikke i tvivl om: ”Et godt råd vil være ikke at tage imod råd fra folk, der ikke selv har det.” 


Ifølge Emil vil folk rigtig gerne forstå ham og hans tanker, men folk har svært ved at forstå det, fordi de simpelthen ikke selv har det. Som Emil siger, så er det et usynligt ”handicap”, det er noget, der foregår oppe i hovedet: 

”De har en tendens til at bagatellisere det, tit er det ikke bevidst, folk prøver at være forstående og vise hensyn, men folks ide om, at du kan bare eller skal bare eller hvis du nu. Det kan gøre en mere frustreret, fordi det der ’bare’, det eksisterer ikke, det er mere kompliceret, end man lige forestiller sig.”


Ifølge Emil er det svært at sætte ord på, hvordan det føles at have ADHD. Man kan sagtens sætte ord på de symptomer, som der er, men det er svært at sige, hvordan den samlede pakke er og føles, når alle symptomerne er stykket sammen og udgør ADHD.