Skip to main content
UNDERHOLDNING

Drømme, dedikation og sort bælte kombineret med et drys ydmyghed

Det brune hår er sat op i en knold. I det mørke træningstøj bevæger Lucas sig over mod bordet. Resten af salen er dækket til med måtter og ribber, og kun et lille hjørne har sluppet. Her står et bord med stole omkring. I en hurtig bevægelse river Lucas et sort stofbælte op af tasken. ”Still I Rise” står skrevet med hvidt i den ene ende. I den anden ende, står der ”Lucas”. Han smiler og går ind på måtterne igen til resten af holdet, som Lucas er i gang med at træne i Brasiliansk Jiu Jitsu. Inden han når måttekanten, vender han rundt på hælen tilbage til bordet. I en hurtig bevægelse trækkes trøjen op. I samme sekund trækker Lucas trøjen ned igen, vender rundt og går ind på midten til de andre. Som et glimt af en bils passagerer på motorvejen, toner ”Still I rise” frem med stor fed skrift på maven. Tatoveret. Som en huskeseddel til sig selv, som aldrig kan blive visket ud eller krøllet sammen i en bukselomme.

Af Cecilie Secher, , 28-04-2023

”Grotten”

Gå ned af den store gang i hjertet af SDU. Gydehutten. Spot den lille glasdør på højre side, hvor der med hvid skrift står ”Grotten”. Gå ned af trappen. Duft kantinekøkkenets frokost og gå videre. Ignorer det, det er ikke målet denne gang. Gå ind ad døren for enden af trappen, og en hemmelig skat vil dukke op. Grotten. Stedet for klubben ”Odense Submission Fighting”. Stedet hvor medlemmer af klubben øver Brasiliansk Jiu Jitsu to gange i ugen. Træningen starter om ti minutter. Lucas trækker en stor madras ud og sætter sig. Han griner ydmygt. 

”Jeg lavede atletik, fra jeg var 10-13 år. Så dyrkede jeg selvforsvar jiu jitsu og brydning,  da jeg var 12-15 år. Og så har jeg lavet Brasiliansk jiu jitsu fra 15-19 år,  og det er der, jeg er nu.
For Lucas er det ikke noget særligt, selvom mange nok ikke kan prale med samme CV.
”Altså jeg syntes jo bare, 
det er sjovt at rulle”. 

 

Det sorte bælte

Lucas tager en tår af drikkedunken, skruer op for musikken og går ud til deltagerne på midten af de grønne og røde måtter. Træningen er begyndt. 

Lucas’ drøm har længe været at få det sorte bælte. Det har han opnået. Og ikke blot på normal vis. Lucas har nemlig fået bæltet på tre år og 10-11 måneder, hvis man trækker coronaperioden fra. ”Ja, altså hvis man går ind på google og søger top ti hurtigste sorte bælter, så ville jeg sagtens kunne ligge derpå. Hvis de altså vidste om mig. Bæltet er mere pralende end Lucas selv. Bæltet skriger, ”jeg er dygtig”, Lucas selv vil aldrig råbe op om det. Opgivende fortæller han hvorfor, som om det er en tabt kamp mod nysgerrige, der er imponeret over ham. ”Jeg er ikke den type, der render rundt og blærer mig. Det er da meget rart at kunne sige, men for mig er det ikke en bragging thing. Det er bare mig. Jeg syntes, det er sjovt”. Lucas ved godt, at nogen vil være imponeret, men sådan er det. 

 

Mennesket bag bæltet

En alarm ringer. Første øvelse er slut, og det er tid til en ny. Lucas skruer ned for den buldrende musik, og sætter sig ind på midten. Alle andre sætter sig rundt om ham og kigger nysgerrigt til, imens Lucas viser næste øvelse og forklarer undervejs.

Lucas ved godt, at sporten fylder. Men som han siger, ”jeg holder bare af det”. Lucas er fuldstændig klar over, hvilke prioriteter han har haft igennem årene, for at nå dertil han er i dag. ”Jeg har ikke så meget tid til at gå ud med venner i weekenden og drikke alkohol, ikke at jeg har lyst til det, men det er ikke en mulighed”. Lucas er ikke i tvivl om svaret, når han bliver spurgt, hvad han elsker at lave udover at dyrke kampsport.At dyrke kampsport”. Dedikationen kan mærkes på flere kilometers afstand, en dedikation der ikke bliver afveget fra. Med den dedikation skulle man tro, at Lucas render fra den ene konkurrence til den anden. Men sådan er det ikke.” Selvom jeg har stillet op til en del konkurrencer, er jeg faktisk ikke særlig vild med det. Jeg sætter for store krav til mig selv, og det fjerner det spændende og sjove i det”. 

Lucas er færdig med at vise næste øvelse frem. En bølge af tre synkrone og hurtige små klap fylder hele salen. Alle deltagere går ud to og to og begynder på øvelserne. Lucas bevæger sig over til musikken, skruer op, tager en tår vand mere og skuer ud over deltagerne. Han holder øje med hver bevægelse, så alle lærer teknikken, og ingen slår sig. Lucas har allerede det sorte bælte. Dette mål er opfyldt. Konkurrencerne fylder ikke. Til gengæld stråler det ud af Lucas, at han vil være en god træner. Det er ikke til at skjule. Alle omkring ham mærker det, og det gør han også selv. ”Lige nu går jeg mest op i at være en god træner for de andre, så de kan blive så gode som muligt. Målet lige nu er at være en god træner. Det er det, jeg bedst kan lide lige nu”. 

 

Drømmen om at blive politibetjent

Det er tid til at kæmpe mod hinanden. Den sidste del af undervisningen er begyndt. Lucas deltager selv i kampene. De røde og grønne madrasser udfordres af kroppe, som ruller rundt. 

 Kampsport Highfive

Lucas har en drøm. En drøm som hans sorte bælte og dedikation til kampsport skal hjælpe ham videre med. Men også en drøm hvor han er fuldstændig klar over, hvad han skal gøre for at opnå den. Lucas vil være politibetjent. ” Min far og jeg har lagt en god plan til mig. Hvordan vi får det hele til at hænge sammen med skole, uddannelse osv.”. Fordi Lucas blot har gået i Folkeskole, er han klar over, at han skal have en uddannelse. Noget politiet tilbyder som et led i optagelsen. Lucas er også allerede i gang med at få gang i kørekortet, for som han siger, ”altså der er fandme meget tid i en patruljevogn”. Netop Lucas’ far spiller også en rolle i drømmene. Lucas’ far er formand for klubben i Grotten, og han giver uden at blinke gerne de muligheder, der skal til for, at Lucas kan fokusere på hans drømme. ”Hvis han sætter sig noget for, så gør han det. Han er intelligent, han passer sin fysiske træning. Han er dedikeret. Han har en motorikforståelse og sportslig IQ, som ligger meget højt. Det er en samling af flere egenskaber, som gør ham unik, fortæller Fernando, far til Lucas. Og drømmene stopper ikke her for Lucas. ”Til en start vil jeg gerne være en almindelig betjent, som kører rundt. Derefter kunne jeg godt tænke mig at være hundefører på et tidspunkt. Og så muligvis efter nogle år blive indsatsleder”. 

Træningen er slut. Lucas slukker musikken, laver en kolbøtte og lander på benene. Det sidste skud energi skal ud af kroppen. Nu er det hjem og spise og på hovedet i seng. I morgen starter en ny dag. 

Redaktionen afsluttet: 28.04.2023