Iranske demonstranter bønfalder Danmark og vesten: Vær vores stemme. Folk bliver dræbt på gaden, selv børn
Imens de iranske demonstrationer går ind i sin femte uge, har iranerne stadig ikke mistet modet, og de fortsætter kampen imod det religiøse præstestyre.
Siden 22-årige Mahsa Amini mistede livet den 16. september, har flere og flere iranere valgt at tage kampen op mod det iranske styre. Det er især den yngre generation, der går forrest til demonstrationerne og gør oprør mod den islamiske republik og dets religiøse ledere.
De medvirkende kilder har valgt at forholde sig anonyme pga. deres frygt for det iranske styre, og vil derfor blive omtalt under falske navne.
Vi har fået kontakt til 27-årige Manush, som er i gang med en kandidat i Cand.scient på University of Tehran, og 25-årige Donya, som er dimitteret fra Amirkabir University of Technology med en bachelor i polymer engineering. Kilderne kommer fra hovedstaden Tehran, hvor demonstrationerne pulserer mest.
”Jeg vil bare sige dette til dem der læser med: Vær venligst vores stemme. Folk bliver dræbt på gaden, selv børn. Vi, det iranske folk, kræver et normalt liv. Vi vil bare gerne have basale menneskerettigheder i det 21. århundrede”, trygler Manush.
”Mange af mine venner, som studerer lige nu, har fået størstedelen af deres undervisningstimer aflyst, på grund af at elever og lærer strejker”, supplerer Donya.
De unge iranere mener, at omverdenen har en pligt og et ansvar til at træde ind og hjælpe dem og det iranske folk i disse horrible tider. Manush hævder, at inden for de sidste mange år, har de europæiske lande valgt at føre en eftergivenhedspolitikmed den islamiske republik, frem for at konfrontere landets magthavere, hvilket han mener er dybt hyklerisk.
”I offentligheden foregiver politikerne sig for at støtte det iranske folk og forkaster regimets opførsel. Men bag scenen er de som venner og kollegaer.”
Donya mener ligeledes, at de vestlige lande burde deportere alle iranere, der har nogen form for tilknytning eller samarbejde med præstestyret i Iran, inklusivt deres familier.
Universitetsstuderende Manush føler ikke, at det er realistisk at håbe på, at protesterne er nok til at skille sig af med undertrykkelsen. Han mener, at regimet er alt for brutalt, og de er stadig ikke bange for at slå demonstranter ihjel.
Derimod ser 25-årige Donya på de folkelige protester med håbefulde øjne. På trods af styrets grusomme fremfærd, så kan der være tale om den største modstand mod styret siden 1979, hvor det islamisk regime blev lejret.
”Jeg er meget optimistisk omkring disse demonstrationer, da regimet aldrig nogensinde har stået svagere. Jeg mener, at der sker en revolution lige nu!”
Vi har forsøgt at få Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod, i tale for at fremlægge kritikken, men det har desværre ikke været muligt.
De medvirkende kilder har valgt at forholde sig anonyme pga. deres frygt for det iranske styre, og vil derfor blive omtalt under falske navne.
Vi har fået kontakt til 27-årige Manush, som er i gang med en kandidat i Cand.scient på University of Tehran, og 25-årige Donya, som er dimitteret fra Amirkabir University of Technology med en bachelor i polymer engineering. Kilderne kommer fra hovedstaden Tehran, hvor demonstrationerne pulserer mest.
”Jeg vil bare sige dette til dem der læser med: Vær venligst vores stemme. Folk bliver dræbt på gaden, selv børn. Vi, det iranske folk, kræver et normalt liv. Vi vil bare gerne have basale menneskerettigheder i det 21. århundrede”, trygler Manush.
Det formørkede præstestyre har brug for omverdenens hjælp
Manush har deltaget i flere demonstrationer både på hans universitet og på Tehrans gader, og ringer ofte til sine venner for at spørge ind til deres tilstand. Donyas familievirksomhed er blevet nødsaget til at lukke helt ned, da hovedparten af deres arbejde foregik på Instagram, som nu er utilgængeligt pga. internettets nedlukning.”Mange af mine venner, som studerer lige nu, har fået størstedelen af deres undervisningstimer aflyst, på grund af at elever og lærer strejker”, supplerer Donya.
De unge iranere mener, at omverdenen har en pligt og et ansvar til at træde ind og hjælpe dem og det iranske folk i disse horrible tider. Manush hævder, at inden for de sidste mange år, har de europæiske lande valgt at føre en eftergivenhedspolitikmed den islamiske republik, frem for at konfrontere landets magthavere, hvilket han mener er dybt hyklerisk.
”I offentligheden foregiver politikerne sig for at støtte det iranske folk og forkaster regimets opførsel. Men bag scenen er de som venner og kollegaer.”
Donya mener ligeledes, at de vestlige lande burde deportere alle iranere, der har nogen form for tilknytning eller samarbejde med præstestyret i Iran, inklusivt deres familier.
Ingen fremgang uden reel handling
Ifølge både Manush og Donya, så har demokratiske og ressourcestærke lande som Danmark rig mulighed for at hjælpe det iranske folk. De er taknemmelige for vestens mediedækning af Iran, men det står stadig klart, at omverdenen skal boykotte alt arbejdet med det korrupte land og lave flere sanktioner før noget ændres.Universitetsstuderende Manush føler ikke, at det er realistisk at håbe på, at protesterne er nok til at skille sig af med undertrykkelsen. Han mener, at regimet er alt for brutalt, og de er stadig ikke bange for at slå demonstranter ihjel.
Derimod ser 25-årige Donya på de folkelige protester med håbefulde øjne. På trods af styrets grusomme fremfærd, så kan der være tale om den største modstand mod styret siden 1979, hvor det islamisk regime blev lejret.
”Jeg er meget optimistisk omkring disse demonstrationer, da regimet aldrig nogensinde har stået svagere. Jeg mener, at der sker en revolution lige nu!”
Vi har forsøgt at få Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod, i tale for at fremlægge kritikken, men det har desværre ikke været muligt.