Klumme: Dagen før Election Day
Hvad sker der, når man tager til USA, mens valgkampen er i sin allersidste fase? Tjo, man får sig i hvert fald en masse spontane oplevelser, og ser et par kendte ansigter eller to. Følg med os rundt i USA dagen før valgdagen.
Dagen før Election Day, den 4. november, stod på en masse oplevelser, som formentlig vil holde ved resten af livet. Før afgang klokken 8 stod den på forfriskende morgenmad, før vi tog en Uber mod State Department, hvor vi havde skaffet os en aftale med Daniel Patterini, der arbejder som amerikansk diplomat. Under den guidede tur så vi en særlig skikkelse komme ud af, hvad der formentlig var et mødelokale. Ved nærmere syn kunne vi konstatere, at vi netop havde set den amerikanske udenrigsminister, Anthony Blinken. Helt mut og overrasket gik vi videre gennem de behængte gange, hvor Blinkens udenlandsture var udstillet. Til sidst blev vi budt på kaffe og en snak om løst og fast.
Derefter begav vi os ind for at hente vores lånebil, og så var der ellers knap 4 timer til næste stop. På turen fandt vi ud af, at Kamala Harris var på besøg i Allentown, en forstad tæt på storbyen Philadelphia, og tog derefter videre til netop storbyen. I et fejlet forsøg på at få billetter til det afsluttende arrangement i Philadelphia tog vi chancen og kørte til Allentown. Efter parkering af bilen ved det college, hun talte på, bevægede vi os op til en folkemængde, som stod og kiggede nøje mod den røde murstensbygning, hvor vicepræsidenten holdt tale. Efter længere ventetid kørte en lang række sorte SUV’er ud fra parkeringspladsen, hvor Harris netop var blevet færdig med at tale. Til vores store overraskelse fangede vi en person, der vinkede fra de tonede ruder, og ganske rigtigt så vi den potentielt næste præsident.
Helt forbløffet hørte vi en mand i rask gang råbe til tilhørende, at de skulle komme ud og banke på døre. I samme øjeblik satte vi i løb og fangede den karismatiske herre, som til vores store fornøjelse gerne ville have os med ud og banke døre. Dermed tog vi rundt med Mohammed og snakkede med vælgere; andre lukkede døren omgående da de så os. Uanset døråbning eller ej, så var det en oplevelse, vi nødig ville have været foruden, da det i stor grad indkapsler den amerikanske måde at føre valgkamp på.
Sammen vendte vi snuden hjem omkring 18-tiden med et stop på Chipotle, og en ny 4 timers tur begyndte. Hjemme igen 22.30 og nogle helt enestående oplevelser rigere.
Lukas’ aften stoppede dog ikke her. Den stod nemlig på eksamen fra klokken 03 til 08 i Indledende Statskundskab, hvilket resulterede i en god lur hen på formiddagen.