Skip to main content
RUST
nyheder

Carl-Mar Møllers livsværk gik op i flammer: Ilden brænder videre i ham

Først brændte hans hjem og skole gennem 33 år, dernæst hans lejekontrakt. Nu kæmper han for at puste ild i gløderne, og starte en ny tilværelse.

Af Sonny Kastberg, 14-12-2022



Man kan næste dufte det. Duften af nyt. Hvis næsen ikke afslører det, så gør øjnene. På rad og række, er de nybyggede rækkehuse stuvet sammen. Udover de forskellige køretøjer i indkørslerne, ligner de alle hinanden. Et område præget af konformitet og ensartethed, hvor ingen udadtil skiller sig ud. Det skulle lige være en af områdets nye beboere, hvis CV bl.a. fortæller, at han har hjulpet danskere med knuder i psyken, parforholdet og/eller sexlivet i 33 år. Ydermere, afslører CV’et medvirken i Big Brother, Zulu Djævleræs og Dolph & Wulff. Bedst kendt er han måske fra udsendelser, hvor han har ytret sig om mænd, kvinder og kønsdele. 

Udadtil er der dog ikke noget, der tyder på, at han skiller sig ud her i kvarteret. Det er her, i et forstadskvarter til København, at Carl-Mar er genhuset efter flammerne og en udlejer, der havde set sig vred på ham, tvang ham bort fra Karlebro, hvorfra Carl-Mar i 33 år drev sin sexolog-, par- og psykoterapeut-skole. Da Carl-Mar bliver spurgt ind til, hvordan omvæltningen føles, bliver han i første ombæring i overfladen.

»Det er ikke første gang, jeg bor i rækkehus. Jeg voksede op i et i Herlev«. 

En svær start

Carl-Mar kom til verden i 1953 med læbe-ganespalte og en iøjnefaldende bred og flad næse. På trods af operationer for at udbedre det første, kunne han ikke løbe fra drillerierne, der bl.a. udsprang som følge af disse kendetegn.

»Det startede allerede som 4-årig. Den eneste løsning var at give igen, så jeg bankede dem. Hver og en«, lyder det, mens Carl-Mar pakker sin knyttede næve ind i den anden hånd.

Volden er et tema, der går igen hos Carl-Mar. Selvom han elskede at slås, var volden kun et middel til at opnå respekt og forsvare sig selv og andre med. Det var ikke fordi han nød at tryne og prygle.

Senere blev volden et værktøj, der kom til udtryk i hans terapiform, som når en krigsveteran udstyret med økse, fik lov at slå vreden af tønden på en bil.

»Det er som et åbent fængsel«

Kontrasten fra decemberkulden udenfor til varmen omkring det afdankede egetræsbord i stuen er til at føle. Her sidder vi. En blind mand med høresans som en hund ville ikke fornemme uroen her, men det ville en døv med øjne som en muldvarp.

På trods af at dele af stuen er møbleret med bløde madrasser, puder og tæpper, der udspringer af alle tænkelige kombinationer af farvepaletter, er det primært flyttekasser, der pryder gulv og de store vinduespartier. Dette på trods af, at det snart er 10 måneder siden, genhusningen fandt sted.

Jeg stikker igen til bylden, og spørger til, hvordan omvæltningen føles. Denne gang siver andet end overfladevæske ud.

»Det er bare midlertidigt. Det er som et åbent fængsel«.

På trods af fri bevægelighed, bevæger han sig sjældent ud, og når han gør, er det for at handle. I sine 33 år i Karlebo kom han heller ikke meget ud, for han havde det hele omkring sig. Alt og alle kom til ham. Siden genhusningen er besøgstallene dalet, og det samme er mængden af arbejde. På trods af sine 69 år brænder han stadig for at arbejde og skabe. Han har en bog om »krigsveteransterapi« under udarbejdelse, og desuden planer om at skrive jobansøgninger til institutioner, hvor han agter at arbejde som pædagog.

Både TV’et og computeren tændes og slukkes med jævne mellemrum, mens vi sidder ved bordet. Selvom fingrene febrilsk farer henover tastaturet på den stationære computer, både når den er tændt, og når den er slukket, kommer der ikke noget ud af det.

Selv ved Carl-Mar godt, at det er ham, der skal tage sig sammen, hvis der skal ske en forandring; noget, han ellers tidligere har været garant for. Som da han som ung, 5 år inde i et parforhold, foreslog sin kæreste, at de skulle opsøge en parterapeut. Selvom terapien blot udskød bruddet, blev det startskuddet til hans virke som terapeut. Fast besluttet på at hjælpe andre i nød.

I det hele taget har Carl-Mar altid set sig selv, som de svages beskytter. Når han forsvarede andre mod mobning og øretæver, når han lod personer i nød studere hos ham gratis, og når han tog hånd om en gruppe krigsveteraner, der kvit og frit fik lov at leve hos ham flere uger om året, hvor de indgik i terapiforløb.

»Desværre, er det ikke den side, der har stjålet overskrifter«.

Udtalelser, der gav bagslag

»Når der var mediedækning fra gården, var det altid det primitive, ja, det vilde og det voldsomme, der blev vist. Når vi efterfølgende gik ned i tempo og i timevis sad i rundkreds og søgte ind til det, den primitive adfærd havde været med til at lirke op for, var journalisterne kørt. De havde fået, hvad de kom efter. Det, der kunne sælge«.

Var din karakter påtaget?

»Nej, jeg var vild, men jeg var også så meget andet. Jeg blev jo også portrætteret som en sexgalgning«.

I radioudsendelsen »Kronsj« fra 1996, talte du om dit behov for at knalde 2-3 gange dagligt med din partner. Holder det stadig?

Carl-Mar åbner munden på vid gab og svarer halvgrinende:

»Det var, da jeg var ung. Faktisk fylder sex ikke så meget for mig«.

Du har også haft udtalelser som »pik er gud«.

»Ja, og det fortryder jeg. Det har skadet mit omdømme«.

Carl-Mar erkender, at eksponeringen kom ham til gode, men at prisen nu bider ham i røven. Cocktailen af ensidig vinkling i portrætteringerne af ham, hans kontroversielle udtalelser, der har stødt nogen, samt det, at han ingen formel terapeutuddannelse har, falder ikke i de flestes smag. Det er primært stamkunder og stamkunders anbefalinger, der holder hans virke som terapeut kørende. Dét, og når en af hans mange bøger bliver solgt via eksterne forhandlere, hans egen hjemmeside er nemlig nede. Der arbejdes dog på, at den skal op at køre igen.

Som tiden og samtalen skrider frem hos Carl-Mar, mærker jeg, at han på forunderlig vis altid får drejet samtalen tilbage på Karlebo. For hver gang, føles det mere ømt. Som et kapitel i hans liv, han ikke fik skrevet færdig, og som nu forhindrer ham i at skrive nye. Om han vil det eller ej, er kapitlet dog lukket for yderligere tilføjelser.

Hvis du sådan længes efter Karlebo, er planen så at flytte tilbage, når det er genopbygget?

Carl-Mar ser undrende på mig.

»Jamen, det er det for længst«.

Hvad siger du til, at vi slår vejen forbi?

»Det kunne vi godt, hvis jeg altså måtte komme der«.

Du må ikke komme der?

»Nej. Aldrig mere. Først havde udlejeren set sig vred på mig, og senere mente hun, det var mig, der havde sat ild til stedet«.

Kuglepennen stopper brat med at skrive. Vi sidder lidt, uden at nogen siger et ord. Inden jeg får fundet de næste ord, følger Carl-Mar op.

Han fortæller, at udlejeren først lod sig gå på af hans modvillighed til at tæmme naturen, i relation til at slå græsset og holde naturen i skak på områdets udearealer. Senere mener Carl-Mar, at den kvindelige udlejer (og nogle af hendes veninder), følte sig truffet af nogle udtalelser, han gav til en lokalavis, hvor han opridsede 10 fejl ved mænd og kvinder.

»Ja, og så ventede hun bare på, at finde en grund for at kunne smide mig ud«.

Hvordan har du det med det?

»Jeg skulle aldrig have udtalt mig til den avis, og så skulle jeg selvfølgelig have ordnet det græs. Jeg fik det jo at vide flere gange«.

Jeg mener, hvordan har du det følelsesmæssigt?

»Jeg har været rigtig ked af det. Jeg er stadig ked af det, men ikke deprimeret«.

Carl-Mar har tidligere benyttet sig af terapi og professionel hjælp, når livet har været svært, og livet har gjort ondt, og derfor også i forbindelse med tabet af Karlebo.

»Det vigtigste er ikke om folk har en uddannelse. Det er deres evne til at lytte og forstå«.

Af samme grund benytter Carl-Mar sig primært af sine venner, når livet synes svært. Som tidligere nævnt, bevæger Carl-Mar siger primært inden for husets 4 vægge, hvorfor vennerne kommer til ham. Sin bedste ven har han dog lige ved hånden. Det er hans kone, Helle.

Hvad med at starte et nyt sted op?

»Det er dyrt her på Sjælland, så skulle det jo være i Jylland. Jo, det er da en mulighed. Jeg skal i hvert fald væk herfra. Og så skal have gang i den hjemmeside og få skrevet den jobansøgning. Ja, der er nok at gå i gang med«.

Du er 69. De fleste på den alder trækker sig tilbage. Er det fordi du ikke er tilfreds?

»Jeg er tilfreds med, hvad jeg har udrettet. Jeg brænder bare for mere«.
Redaktionen afsluttet: 14.12.2022