Skip to main content
RUST
KULTUR

Augusts Gamingtip

Sommeren er slut, men det er spillysten ikke. Det er tid til at snakke om de spil, som jeg har fået mange somre til at gå med: Spilkonsoledition.

Af Christoffer Voss Nedergaard Jeppesen, , 31-08-2023

Jeg har udvalgt tre fantastisk ikoniske spil til jer, og du er garanteret til at nyde mindst en af disse titler. Denne artikel fokuserer også på konsolspil, og eftersom alle mine bud har været udgivet i flere år nu, kan de alle findes til en rimelig overskuelig pris på de online spilbutikker, som din konsol tilbyder dig: f.eks. PlayStation Store.

Red Dead Redemption 2

Nu kan du endelig udleve den ultimative cowboyfantasi. Du har sikkert hørt rigeligt hype om Red Dead Redemption 2, og det er med god grund. Jeg købte det for nyligt på tilbud, og det overrasker konstant, hvor fantastisk et spil det er. Der er ufattelig mange detaljer gemt i hver eneste situation, som du befinder dig i, og mængden af detaljeret storyopbygning mættede min spillyst hurtigere end noget spil nogensinde før har gjort.

Red Dead er basically GTA sat i det knap så vilde vesten. Du har en kæmpe frihed til at udforske og gøre som du vil. Du kan være den type cowboy du vil, om end det er moralsk forsvarligt eller ej. Så hvis du elsker en god open world feel og nyder tanken om et gigantisk spil med tonsvis af hemmeligheder og en detaljeret historie, så burde du tjekke RDR2 ud.

Mortal Kombat 11

Kampspil er ikke for alle, men jeg tror på, at flere ville nyde dem hvis de gav dem chancen. Du kan ikke benægte, at Mortal Kombat er et ikonisk spil der ændrede spilkulturen for evigt, og det er der en solid grund til. Spillets karakterer har hver især deres egen historie og spillets univers er fyldt med lore. Juicy lore.

Hvis du har erfaring med fighting games, så kender du konceptet af dem, men hvis du aldrig har spillet et før, så handler det om at slå sin modstander i kamp – hvis du ikke havde regnet det ud. Dette gøres med combos som læres gennem seriøs træning der kræver tålmodighed, men hvis du kunne tænke dig at udføre de fedeste kampkoreografier, så er det træningen værd. Der er ufattelig mange forskellige udgivelser af Mortal Kombat, og der er timelines ovenpå timelines. Hvis du ikke aner, hvor du skal starte, så begynd med Mortal Kombat 9 fra 2011. Det følgende link fører til traileren fra 11, som er den version jeg anbefaler, da det er den nyeste tilgængelige udgave og er lettere at lære end de tidligere udgivelser.

Tomb Raider (2013)

Hvis du ikke kender til Tomb Raider eller ikke har hørt om Lara Croft før, hvem er du overhovedet så? Endnu en ikonisk karakter fra en ikonisk serie. Denne udgave af Tomb Raider fra 2013 viser hvordan Lara Croft blev den kendte koldblodige arkæolog – en fantastisk prolog til den overordnede serie.

Jeg synes at Tomb Raider er et godt spil for en ikke så erfaren spiller. Der er selvfølgelig nogle grundelementer der skal læres, men ellers er det et utroligt simpelt og underholdende spil. Så hvis du elsker tanken om en stærk kvinde, som vil gøre alt for overlevelse, og hvis du nyder et eventyrlystent spil med en dramatisk storyline, så skal du helt sikkert tjekke Tomb Raider ud.

Redaktionen afsluttet: 31.08.2023