Anmeldelse: The Addams Family
”The Addams Family” er en musical om en skør og dyster familie, som omfavner mørket og elendigheden. Bag familiens dystre ydre gemmer datteren, Wednesday Addams, på en hemmelighed, som kun hendes far kender til.
Hun er blevet forelsket, og skal endda giftet med en ung mand fra en helt almindelig familie. Wednesdays far, Gomez Addams, kommer på overarbejde med at holde på datterens hemmelighed, og især overfor sin elskede kone, Morticia Addams. Den potentielle svigerfamilie, skal møde Addams familie til en skæbnesvanger middag, hvor følelserne bliver slubbet løs. De to familier virker på overfladen meget forskellige, den ene dyster og mørk og den anden lys og følsom, men undervejs i forestillingen, kommer der nogle sandheder på bordet, og de to familier er måske ikke så forskellige alligevel.
Det er en klassisk fortælling, som bliver vækket til live med en masse komik, som er flettet naturligt ind imellem dialog og sang. Det er med til at lette de dyster kulisser, og gør fortællingen mere varm og fornøjelig. Kulisserne er dystre og mærke, men er veludførte, og overgangene mellem sceneskift er flydende, og skaber et godt flow på scenen.
Man bliver taget godt med fra starten af. Onkel Fester, spilles af Søren Frøstrup Elmelund, indleder forestillingen med en kort fortælling om, hvilke hemmeligheder Wednesday bærer rundt på. Skuespillernes præsentationer løfter stykkets kvalitet, og skaber en god dynamik mellem scenen og publikum. Jeg vil især fremhæve Henrik Knudsen, som spiller Gomez Addams. Hans karakter er en stor rolle, som heldigvis har masser af scenetid. Karakteren bliver spillet flydende og humoristisk, og skaber et nærvær til publikum, som fungerer rigtig godt.
Hans hustru, Morticia Addams, spillet af Susan Gregersen, statuerer elegant og med en stivnet mimik på samme tid. Hun formår alligevel at skabe en karakter, som stråler på scenen. Wednesday Addams, spillet af Astrid Skriver Bjørno Lorentzen, fremtræder som en stiv og lidt gennemsigtig karakter, men når hun får lov at åbne op, fylder hun hele scenen ud.
Jeg var vild med de mange detaljer, som kom undervejs, både i kulisserne men også blandt skuespillerne. Lurch, spillet af Benjamin Abildgaard, er familien Addams´ ”Frankenstein” tjener. Han kommer med dybe udbryd og bevæger sig langsomt rundt mellem de vimrende medspillere. Han er altid et par takter bagud i de koreograferede indslag, og det er genialt for hans karakter og for scenernes helhed.
Med det sagt er ”The Addams Family” en oplevelse for hele familie, men også med vennerne. Det er en (u)hyggelig forestilling, som spreder latter og fornøjelse og publikum bliver taget med på en historiefortælling gennem hele forestillingen, og man er ikke i tvivl om handlingen og kulissernes skiften. Man bliver revet med fra starten af, af scenografien og skuespillerne, og man er underholdt hele vejen igennem. Hele forestillingen varer ca. 2,5 time (inkl. pause), så hvis du er klar til at blive revet med på en spændende og humoristisk fortælling, så kan jeg anbefale at se forestillingen.
RUST Studentermedie giver 'The Addams Family: En Komedie Musical' 5 ud af 6 stjerner. 'The Addams Family: En Komedie Musical' til og med d. 28 oktober på Magasinet.