Anmeldelse: "Little Richard: I Am Everything"
Når du tænker på Rock n Roll, er den første der nok popper op Elvis Presley. Men før murstenene kan lægges, skal fundamentet støbes. Little Richard, hvis borgerlige navn er Richard Wayne Penniman, lagde grundstenene for genren Rock n Roll.
Racediskrimination, homoseksualitet og religion er blot nogle af de emner som dokumentaren skildrer. For Richard var en afroamerikansk mand med et tyndt sort mustache, der rejste rundt i 60’ernes sydstater. Med hits som ‘Tutti Frutti’, ‘Long Tall Sally(The Thing)' og 'Lucille' bidrog Little Richard til 60’ernes Rock n Roll, men endnu engang kom “The King of Rock n Roll” Elvis Presley og stjal det rampelys, som Little Richard ellers burde have strålet i.
For uden Little Richard var Mick Jagger, The Beatles, David Bowie og mange andre nok ikke, hvad de var i dag. I dokumentaren fortæller Nile Rodgers om, hvordan David Bowie ville have hans album ‘Lets Dance’ til at lyde, som det Little Richard lavede. Paul McCartney fortæller, hvordan han svingede hofterne til de hurtige takter i ‘Tutti Frutti’ og var meget inspireret af hans musik, som igen bevidner, om den indflydelse han har haft og stadig har.
Når så store personligheder ruller over skærme, bliver man virkelig overbevist om, at der er noget om snakken. Den får en stærk gennemslagskraft, og man bliver overbevist om, at Richard Wayne Penniman havde stor indflydelse på rockscenen. Little Richard var god til at sætte andre fri og ikke sig selv.
Der er ikke mange fingre at sætte på skildringen af Little Richard, men som seer og fan, manglede man den væsentlige ting som fik musikken til at spille i de glade 60’ere: Det hvide pulver. Stofferne, der fik musikbranchens næsebor til at ligne en hvid skipist på en klar soldag. For dokumentaren ligner en poleret sandhed efterlod en med følelsen, når man skal fortælle sine forældre en historie, men de får den ‘rene’ version. Om det er for at skåne hans familie eller komme i forkøbet, at en død mand ikke kan forsvare sig selv, ved jeg ikke, men det havde været en vigtig del at få med og ikke bare blive nævnt på små 180 sekunders tid.
Da succesen var at måle på hans bankkonto og kirkeklæderne blev udskiftet med prægtige pelse, flyttede Little Richard sin familie til et stort palæ på Amerikas vestkyst Californien. Little Richard, der om nogen startede på bunden og sluttede på toppen, drømte om at give sin familie noget han ikke selv fik. Til trods for at dokumentaren skildrer, hvordan Richard levede sit liv, er hans privatliv en mangelvare. Som seer sidder man og får et savn og en manglende forståelse af, hvor han kom fra. For hvordan kan en homoseksuel mand, der boede i sydstaterne og havde et skævt forhold til sin far og 11 søskende, rulle ind på hitlisterne, men kunne privatlivet følge med i den fart?
On that note. Synes jeg filmen er værd at se for at forstå, hvordan en mand, der var så kontroversiel af sin tid kan navigere i livet med stoffer, druk, rampelys og en helvedes masse hurtige rytmer til 60’ernes Rock n Roll. Filmen er i hvert fald det anerkendende skulderklap som Richard fortjener. Hvis vi ikke kunne anerkende ham for den succes han havde dengang så burde vi se filmen med nutidens øjne og give ham den succes han fortjente.