Skip to main content
RUST
Kultur

Inspiration i en inspirationsløs tilværelse: “A little less sense, a little more hope”

RUST er taget til Grand Teater i København, for at anmelde filmatisering af Rachel Joyce bog, Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd, instrueret af Hettie Macdonald, som udkommer d.17. maj. Kl.09.30 sad jeg i salen med kaffe og croissant i et rødt velour sæde, usædvanligt men måske passende.

Af Rasmus Hansen, 18-05-2023

En ældre mand står mellem to hvide gardiner og kigger ud ad et vindue.
Udenfor, på den monotone villavej, blander den grå asfalt sig med den overskyede himmel. Det småregner, mens postbuddet går sin sædvanlige rute. En morgen som så mange andre.

Sådan starter Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd.

Åbningsscenen er som en påmindelse for mig, en påmindelse om en gammel frygt. En frygt, glemt i hverdagens travlhed, i jobbet, i opgaverne og aftalerne, glemt i livets hastighed.

Frygten for et liv som er kedeligt, repetitivt, mondænt, uinspirerende og håbløst.

Men denne dag er anderledes

Postbuddet afleverer et brev, som minder hovedpersonen Harold Fry, spillet af Jim Broadbent, om en fortid forsvundet i timeglasset sand. Hans kone Maureen Fry, spillet af Penelope Wilton, er hurtig til at bemærke dette skift i sin samlevers sindstilstand.
Deres samliv bærer præg af de mange sæsoner, der har passeret siden deres første
møde. Deres hverdag sammen virker, ved første øjekast, lige så inspirerende som vejret udenfor, og så repetitivt som postbuddets sædvanlige rute.

En tragisk komedie. Jeg smiler, griner en smule. Det er så sørgeligt at overvære mennesker, som er i live men døde. Fanget som mus i en labyrint, der ikke længere kan huske, hvad det er, som de leder efter. Men frygten føler jeg stadig, og håbløsheden.

Her begynder Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd.

Ubeslutsomhed, om hvad han skal gøre med brevet, bliver til beslutsomhed. Solen bryder igennem himlens grå gardin, og den håbløse tilværelse får et snert af håb.

Iført sine brune læder-sejlersko, trasker Harold ud på landevejen, med overbevisning i hjertet og det bølgende grønne landskab i horisonten. Der er en frihed at finde på landevejen og i det simple liv. Kun at have det, som man kan bære på ryggen. Men der vil altid være et tidspunkt på dagen, hvor ens skygge overhaler en, hvor fortiden ikke længere kan gemmes væk i forglemmelsen.

Som det bølgende landskab minder filmen os om livets gode og dårlige sider. Om hvor lang vandreturen til lyset for enden af tunnelen kan være, og hvor nemt det er at komme på afveje i mørket. Den minder os om vigtigheden, i de relationer vi skaber, og om at lytte til os selv.

A little less sense, a little more hope.

Genren er en Feelgood drama, og der bliver spillet på alle følelsestangenterne. Håb og troen på livet er drivkraften for hvert af Harolds fodskridt. Solens stråler falder dramatisk på ansigtet af folk, med livsbekræftende anekdoter - Selv en hund har fundet sin vej ind i filmen.
Der er rigeligt med guf og syltetøj på isvaflen - måske kvalmende meget, for dem med et mere skeptisk syn på livet

Men kan man gøre ligesom jeg, og se bort fra det sukkersøde og rosenrøde, og tillade romantiseringen af det banale liv, samt følge Harolds rejse uden fordømmelse, så kan man gå ud af biografen med en lille påmindelse om, hvad livet kan være.

Redaktionen afsluttet: 18.05.2023