Anmeldelse: Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på
Rejs ind i dødsriget og mød fire græske kvinders tragiske tilværelse. I de dødes rige er følelserne gemt væk, og depressionen står tydeligt frem. Gennem en udsøgt scenografi fremstilles kvindernes glemte tragedier i en levende og aktuel form, som aldrig før er set.
’Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på’ er en meget modig forestilling. Den ligner ikke noget, jeg har set før. Det mener jeg både på godt og ondt. Forestillingen formår at gøre fire kvinder fra de gamle græske tragedier levende og aktuelle i en dunkel og tankevækkende performance, men de når aldrig helt ud over scenekanten og ind i vores hjerter. Forstå mig ret, det er umuligt ikke at lytte og blive draget af deres tragiske dødsårsager. Du kan ikke andet end at gentænke dit eget og samfundets syn på magtforhold og kønsroller. Der er bare for lidt dialog mellem de fire kvinder og publikums sult efter at vide mere om kvindernes tragiske fortællinger.
Hele vejen igennem følger vi de fire kvinder Iphigenia, Antigone, Alkestis og Eurydike samt en mandlig fortæller. Kvinderne skiftes til at fortælle sin historie, men det er de færreste, som faktisk fortæller helt eksplicit og personligt om deres tragiske hændelser. Hvis du regner med at få hele historien fra kvindernes synsvinkel, så bliver du skuffet. Meget af kommunikationen ligger i stedet i scenografien og som et dybere lag i de nogle gange overfladiske monologer.
Den mandlige fortæller er en god kontrast til kvinderne. Han har gejst og et formål. Han brænder for at skrive de tragiske fortællinger. Der er liv i hans stemme, som man ikke hører i kvindernes. En del af mig vil gerne have, at kvinderne viste en meget større følelsesmæssig indlevelse i deres monologer, men en anden del accepterer også præmissen om, at ånden fjernes fra de dødes kroppe. Det er dog synd, at vi som publikum ikke får lov til at komme tættere ind på deres medrivende erindringer.
Mindre tale hjælper ikke på indlevelsen
Jeg ser forestillingen som den ultimative mulighed for at give talerøret til kvinderne i de græske tragedier. Hvis du har læst lidt om forestillingen, så lægges der meget op til, at kvinderne får ordet. Men kvinderne er døde. Deres følelser er borte fra deres nu døde krop. Derfor kan de ikke beskrive den tragedie, de har været udsat for til fulde, men i stedet fokuseres der på den altdominerende depression, som fylder scenen hele vejen igennem.
Fordi de er døde, kan de heller ikke tale for sig selv. Derfor sker alt tale fra mikrofoner på kvindernes rygge. Jeg kan godt forstå meningen med det valg, men det gør ikke helt op for den manglende mimik og følelsesmæssige indlevelse, som vi ellers plejer at se gennem skuespillernes ansigter. Man mister mere indlevelse, end man tjener på de kunstneriske valg. Dette kan også have noget at gøre med, at der faktisk ikke bliver talt ret meget i forestillingen. Jeg følte, der gik et kvarter før den første replik blev fremført. Det var både udfordrende og fascinerende at udforske universet så meget på egen hånd uden at høre en enkelt stemme, men også en smule langtrukken. De fire kvinder bruger lang tid på at blive bundet ind i ledninger, hvilket ikke er nødvendigt. Man kan sagtens forstå præmissen og formålet med ledningerne på den halve tid.
En smuk, scenografisk depression
Den sceniske depression er til gengæld sublimt veludført! Den lyser ud af kvindernes ulidelige tilværelse i dødsriget og i den minimalistiske, men velfungerende scenografi. Dødsriget er et koldt og hårdt sted, som portrætteres med riste på hele scenen. Kvinderne er bogstavelig talt bundet til dødsriget med ledninger, som er spændt fast om kroppen. Der er ikke noget æstetisk kønt over scenografien, og der er ikke gjort meget for at skjule de tekniske remedier. Det er faktisk det, jeg vil give det største cadeau for! Forestillingen prøver ikke at forvandle noget tragisk til noget skønt og elegant. De bliver i elendigheden og dyrker den. Det er som at være i dødsriget selv, og det giver forestillingen en nærhed uden sammenligning.
Alt i alt er ’Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på’ en oplevelse og noget der klart vil udfordre dine sanser og perspektiver. Mit bedste råd er at have et åbent sind, inden du går ind ad døren til dødsriget. Der er masser af tid indimellem monologerne til at fordybe dig i de små detaljer. Hele forestillingen varer kun ca. 1 time, så hvis du er klar på at fordybe dig i et dunkelt, men fascinerende univers, så kan jeg anbefale at se forestillingen.
’Tragiske måder at slå en kvinde ihjel på’ spiller på Odense Teater til og med d. 17. marts.