Anmeldelse af ’Lee’
Hvad gør man, når man er vant til at til at betage alle med sit smukke udseende, men man er nået en alder, hvor man ikke længere kan arbejde som fotomodel, og man samtidig er langt fra klar til at gå i glemmebogen? Man bliver selvfølgelig krigsfotograf for et modemagasin.
Under Anden Verdenskrig rejste Lee Miller, amerikansk fotograf og eksmodel, fra sit daværende hjem i London til frontlinjen for at dokumentere krigen som fotojournalist for den britiske udgave af Vogue. I dramatiseringen ’Lee’ fra 2023, instrueret af amerikanske Ellen Kuras, portrætterer Kate Winslet (Titanic, Mare of Easttown) virkelighedens Lee Miller i tiden op til, under og mange år efter sin tid som fotograf for Vogue. Filmen tegner et portræt af en særlig og stædig kvinde i en mandsdomineret branche, som kæmper med næb og klør for at få lov til at ”gøre sit” og vise krigens sande og gruopvækkende ansigt for magasinets læsere hjemme i England.
I begyndelsen af filmen introduceres vi til Lee i selskab med løsslupne, franske venner. Her forelsker hun sig, efter en noget flyvsk tilværelse, i engelske Roland Penrose, spillet af Alexander Skarsgård (Big Little Lies, Succession), og hun lader sig overbevise om at prøve en mere stabil og vedvarende hverdag af i London. Men snart er den hverdag indtaget af krig, og en frustreret Lee opsøger redaktør Audrey Withers (Andrea Riseborough), som ansætter hende som fotograf på britisk Vogue. Da det efter kort tid ikke er nok for Lee at dokumentere engelske kvinders hverdag under krigen, får hun med skæve kneb kæmpet sig til en plads som krigskorrespondent i orkanens øje. Her fotograferer hun krigens væsen i tæt kontakt med sin ven og kollega David E. Sherman (Andy Samberg). Hendes fotografier skal sidenhen vise sig at blive afgørende historiske vidnesbyrd. Gennem filmen får vi små nuancer gennem scener med en ældre Lee, som i 1977 bliver interviewet om sit liv af en ung journalist, spillet af Josh O’Connor (The Crown, Challengers). De indskudte scener vækker i øvrigt minder om en anden film, vi kender Kate Winslet fra. Hint: ”Its’ been 84 years”.
’Lee’ skriver sig ind i en række af nyere film, som bygger på virkelige kvinders skæbner og roller i krig, og endda specifikt i Anden Verdenskrig. Således bød 2023 for eksempel også på Jonathan Glazers ’The Zone of Interest’, og Kilian Riedhofs ’Stella. Et liv’.
Og filmen ’Lee’ kommenterer da også direkte på køn. Det gør den blandt andet med hovedkarakterens spydige kommentarer til og om de mænd, som på forskellig vis forsøger at forhindre hende i at gøre sit arbejde som fotograf. Et arbejde som også tydeligt hædres i filmens æstetiske udtryk. Der er i den grad kælet for detaljerne i både scenografi og colorgrading, hvilket resulterer i smukke og betagende scener. Vi får på en måde lov til at se verden gennem fotografen Lee’s øjne.
Filmens æstetik er altså tilfredsstillende at kigge på, men man kan spørge sig selv, om det virkelig er optimalt for en krigsfilm, som endda fortæller om rigtige hændelser. Selvom Lee Miller klart havde sans for æstetik og iscenesættelse, bliver filmens fiksering på fotografiernes tilblivelse ofte for poleret. Vi ser ganske vist billeder af sårede soldater, afhuggede lemmer og udsultede lig, men det bliver hele tiden med fornemmelsen af en vis distance. Lee Millers mission var jo netop at skildre krigens uhyrligheder så sandfærdigt som muligt, og for mig at se mislykkes filmen en smule med netop det budskab. Dog er fortællingen om Lee Miller som person så vigtig og central, at den alligevel bærer filmen frem.
Historien om Lee er på mange måder en fortælling om en kvinde, der går imod sin tids normer. Det resulterede i nogle af de vigtigste fotografier og fortællinger vi har fra Anden Verdenskrig, og det i sig selv gør det til en vigtig historie. På nogle tidspunkter kammer retorikken dog lidt over, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at portrætteringen af Lee Miller som en stærk kvinde skriver sig ind i en måske lidt forældet tradition, hvor stærke kvindelige karakterer bliver lidt ensidige, idet de kun kan ses som netop seje og stærke, når de er hårde i tonen, spydige og næsten lidt usympatiske. Tendensen er ærgerlig, især når det bliver så karikeret som her, da det gør det sværere at forbinde sig helt med nogle af filmens mere følsomme scener, som kommer til at fremstå mere utroværdige. Men alt i alt er ’Lee’ en solid og velproduceret film om en interessant, medrivende og særdeles vigtig historie.
Jeg giver ’Lee’ 4/6 stjerner.