Anmeldelse af ’Immaculate’
Scenen sættes med et brag i Michael Mohans stjernespækkede gyser ’Immaculate’, da fire mørke skikkelser jagter en ung kvinde i nonneklæder gennem en mørk klostergård. Med én kalkuleret bevægelse brækker de hendes ben om en metalport, så hendes skrig blander sig med natten og biografsalens mørke.
Filmen slutter med et om muligt endnu større brag, som siden verdenspremieren i USA den 12. marts i år har skabt en del omtale.
Selvom det er provokerende at tale om slutningen i en anmeldelse, kommer man altså ikke uden om, at netop slutningen i ’Immaculate’ har været omdrejningspunkt for både diskussion og hæder, og det er også på mange måder først her, at filmen slår igennem som noget mere end bare endnu en middelmådig gyser. Det gør den ikke mindst takket være en overbevisende præstation af Sydney Sweeney (Euphoria, The White Lotus).
’Immaculate’ er gedigent gys, som trykker på nogle af genrens største og mest velkendte knapper. Vi følger den unge nonne Cecilia (Sydney Sweeney), som flytter fra USA til et kloster i Italien, hvor hun vil forsøge at finde meningen med, at hun overlevede en nærdødsoplevelse som barn – et mirakel, som ifølge hende selv kun kan være Guds værk. På klosteret får Cecilia hurtigt og ufrivilligt en central Jomfru Maria-agtig rolle, da hun bliver uforklarligt gravid. Det skal få afgørende betydning for hendes liv på det kloster, som snart viser sig at gemme på skumle hemmeligheder.
Titlen ’Immaculate’, som kan oversættes til ’perfekt ren’ eller ’uplettet’ refererer ved første øjekast til Cecilia, som er seksuelt uberørt, men bliver selvfølgelig også en oplagt ironisk kontrast til et plot, der ved at svælge i udtalt vold udfolder sig alt andet end pletfrit.
Filmen placerer sig solidt i gysergenren blandt andet med sin brug af den katolske kirke som et uhyggeligt omdrejningspunkt, som vi kender det fra film som ’The Exorcist’ (William Friedkin, 1973) og ’The Nun’ (Corin Hardy, 2018). Har man lyst til at sidde yderst i sædet og få sodavanden galt i halsen, er ’Immaculate’ et udmærket bud. Den er dog heller ikke meget mere end det, da den desværre også gør lige lovlig stort brug af banale klichéer. Det gør den for eksempel, når den bruger tid på at udfolde en meget ubehagelig scene, som viser sig blot at være en drøm, eller når flere karakterer mellem linjerne ”advarer” Cecilia, og derved publikum, om at noget dystert er i vente. Desuden lever filmen lidt for højt på genrens måske lavest hængende frugter: de såkaldte ’jump scares’. Hver eneste gang, man regner med at få et chok, får man det. Og selvom det til tider kan være effektfuldt, bliver det altså mere forudsigeligt end uhyggeligt i længden.
Filmen er dog alligevel værd at se, hvis man er til gys og gru. Den er velproduceret, velspillet og plottet er også godt udtænkt, selvom det måske ikke er decideret banebrydende.
Jeg giver ’Immaculate’ 3 ud af 6 stjerner.