Skip to main content
RUST
Kultur

Anmeldelse: Bonnie & Clyde på Odense Teater

En fantastisk musikalsk oplevelse, et flow på scenen ud over det sædvandelige og en klassisk ’lev livet til fulde og dø ung’ fortælling fylder Odense Teater. Det smaskforelskede antihelte-par vil drage dig ind i deres univers med store filmstjernedrømme og bankrøverier.

Af Naja Bæk, 09-09-2023

De fleste kender til det berygtede forbryderpar Bonnie Parker & Clyde Barrow, som drømmer om at slippe væk fra fattigdom i 1930’ernes USA. De stjæler biler, røver butikker og banker, mens de nyder berømmelsen og avisforsiderne. Alt dette sker i fuld fart med action og ekstremt swingende musik, som du næsten ikke kan sidde stille til. Det går dog galt for dem, da Clyde skyder en politibetjent, og de må på flugt endnu en gang.

Charleston og Western på bedste vis

Denne vaskeægte Broadway musical, med musik af den amerikanske komponist, Frank Wildhorn, er intet mindre end fremragende. Lydsiden var et perfekt mix af swingende charleston toner, som gav publikum lyst til at danse med, og rå western musik som fik det til at sitre i kroppen af spænding. Især den ekstremt velsyngende Clyde, spillet af Christian Collenburg, fik publikum tryllebundet, når han sang sine forbryderiske sange med lethed og rå elegance. Generelt var skuespilpræsentationerne enestående. Både Bonnie og Clyde spillede rollerne som elskelige forbrydere til perfektion. Clydes mange facetter som humoristisk og blød kæreste samtidig med at være en hård forbryder, gjorde karakteren til en formidabel antihelt. Jeg syntes dog, at Bonnie, spillet af Clara Sophia Phillipson, er en smule flad karaktermæssigt. Til gengæld fik hun mig overbevist om hendes kærlige og frygtløse tilværelse gennem hendes skønne sangstemme og skuespilpræstation. Hendes store drømme vises tydeligt i den veludførte scenografi, som er bygget op som et gammelt filmstudie. Det får Bonnies virkelighed og drømme til at smelte sammen i en enestående filmkulisse. Dog er det stadig Clydes brors hustru, Blanche Barrow, spillet af Cecilie Gerberg, som virkelig satte kant på forestillingen med sine perfekt leverede linjer og dybde i sangstemmen. Hun gav virkelig indtryk, som den lettere irriterende gudselskende hustru, men som man egentlig kun kan give ret og have sympati med. Jeg bliver også nødt til at fremhæve de to unge Bonnie og Clyde. Især Magnus Krintel, som den unge Clyde, fyldte scenen ud i sin unge alder med sin charmerende karisma helt ud i fingerspidserne.

Cadeau til ensemblet

Når hele forestillingen er bygget op om som en filmkulisse, skaber det et utrolig veludført flow gennem hele forestillingen. Scenen stod næsten aldrig stille, men det var på intet tidspunkt forvirrende for publikum. Det gav faktisk kun en følelse af at komme videre i historien med lethed. Her kommer ensemblet virkelig på arbejde, når de rykker lys, styrer røgmaskiner og filmer scenen. De gør det fremragende, og det skaber et liv på scenen, som både er humoristisk og fyrigt. Det eneste jeg blev en smule skuffet over var dansen. Der var ikke meget dans, hvilket var fint, men de steder der var, havde jeg nok forventet et større show. I Bonnies drømme forestiller hun sig ekstravagance og fest, og her fulgte dansetrinnene ikke helt til dørs. Med så smuk og swingende musik, ville jeg have ønsket en lige så smuk dans.

Burde vi romantisere kriminalitet?

Jeg var helt med på præmissen om Bonnie og Clydes romantiske forbryderliv, men hele forestillingen er jo en romantisering af kriminalitet, hvilket ikke er verdens bedste morale. At Bonnie og Clyde historien faktisk fandt sted er utroligt at tænke på og virker næsten, som noget der kun kunne være sket på film. De får det til at virke som om, at det almene liv ikke er et liv, og at de har knækket koden til et (kort) lykkeligt liv.

RUST Studentermedie giver ’Bonnie & Clyde’ 5 ud af 6 stjerner. ’Bonnie & Clyde’ spiller til og med d. 30. september.

Jeg vil også slå et slag for Odense Teaters tilbud for studerende. Hvis du tilmelder dig Klub/U, så får du ubegrænset teater i et år for kun 380,-
Odense Teater er også tilmeldt K7 i uge 37, så du kan komme billigere ind at se ’Bonnie & Clyde’.

Redaktionen afsluttet: 09.09.2023