Skip to main content
RUST

(Års)Festen, der samler de studerende

Fine kjoler i forskelligt prisleje, gourmet-menu og et mix af ansatte, studerende og undervisere. Det er de ting, der indkapsler konceptet omkring Syddansk Universitets årsfest, der kører på sit 52’ende år. Og det er de studerende meget bevidste omkring.

Af Anni Møllemand, 27-10-2018

”Vi har været med hvert år, siden vi startede,” fortæller Helene og Nikolaj, som studerer henholdsvis Biokemi og Molekylær Biologi (BMB) og Biomedicin. De har tradition for, at tutorerne arrangerer at bestille billetter for de nye årgange, så de alle kan sidde sammen.

Det er kutyme for mange studier: at der er én studerende, der står for at købe billetter til alle, som gerne vil med fra årgangen. Og for nogle studier løber det også op i mange deltagende. Psykologi-studiet har bestilt hele 250 billetter, og Helene og Nikolaj fortæller, at de har booket næsten alle borde på Stenten. Så det forklarer, hvorfor spisebilletterne bliver så hurtigt udsolgt.

Styr på dresscoden 

Det er også tydeligt, at folk ved, at dresscoden for aftenen er kjoler og jakkesæt. Der er ægte gallastemning, og det er de studerende helt med på. ”Nikolaj har været i lidt af en tøjkrise; skulle han have butterfly eller slips på, og i så fald i hvilken farve?” driller Helene, hvortil Nikolaj hurtigt svarer: ”SÅ lang tid tager det heller ikke at finde ud af, hvilken af delene det skal være. Så da den del var overstået, tog det mig nok omkring 45 minutter at gøre mig klar. Men det er nok også lidt lang tid for en dreng. ”Han tilføjer, at han i løbet af aftenen lige vil holde øje med sine refleksioner af sig selv, når han kan, og forhøre sig hos andre, om han ser ordentlig ud.  

Forskellige priser

Men selvom folk er hoppet i det pæne tøj for aftenen, er det meget forskelligt, hvor mange penge de studerende har brugt på deres fine påklædning. En af pigerne, der er mødt op til det tidlige arrangement i den lille kantine, fortæller, at hun har brugt 1100 kroner på sin pastelrøde, lange kjole med sølvglimmer. ”Men så kan jeg jo bruge den igen,” siger hun. ”Eller også, hvis jeg kender dig ret, finder du en god grund næste år igen til at købe en ny dyr kjole,” tilføjer hendes veninde drillende.

Joy, der studerer Psykologi er mødt op i en stram sort kjole, hvortil hun får masser af komplimenter af fra sine medstuderende. Men kjolen har kostet under 200 kroner og er købt på ASOS. ”Tænk at man kan se så godt ud og have brugt så lidt penge på det,” siger hun med et smil, der er ekstra flirtende på denne aften på grund af hendes røde læbestift. Hun vil hellere bruge flere penge på et køb, som hun lettere kan bruge flere gange, så hun ville ikke kunne stå inde for at købe en gallakjole til 1100 kroner, som hun måske kun har på én gang. ”Det gør jo også, at jeg lettere kan sige: Venner, jeg giver lige en omgang,” fortæller hun. 

Gourmet eller pizza?

Generelt er forventningerne for aftenen sat højt, fordi mange af de studerende, der er med til årsfesten, har været med til tidligere års årsfester – hvor de jo har haft en god aften. Men der er én ting, som går igen hos de studerende: Frygten for ikke at blive mætte.  ”Menuen ser jo umiddelbart rigtig fin ud, men det er bare rigtig mange små ting, som man ikke bliver så mæt af, og det kan godt være lidt farligt, når man drikker en del ved siden af,” siger BMB-studerende Helene.

Til gengæld synes hverken hun eller Nikolaj, at de skulle skifte den fine mad ud med pizza. ”Du kommer til en fin fest, og så skal du også have fin mad og ikke sidde og spise pizza. Det er en speciel aften, og menuen fuldender det lidt,” udtaler Helene.

Kemi-studerende Christian er også mødt op sammen med et stort hold af andre kemi-studerende. Han er vegetar, og selvom han har bestilt vegetarisk menu, har han ikke synderligt høje forventninger til maden. ”Sidste år var falaflerne virkelig tørre, men hvis du ikke er med til spisningen, går du glip af en del,” fortæller han.

På trods af maden synes han dog alligevel, at årsfesten er den bedste af universitetets fester, og det lader der til at være bred enighed omkring. Netop fordi mange studier møder så talrigt op, som de gør, skaber det en helt særlig stemning. En stemning, som maden, på trods af sin manglende mæthedsfunktion, den fine påklædning og den brede aldersfordeling alt sammen bidrager til.

Redaktionen afsluttet: 27.10.2018