Skip to main content

Mie er juniorspecialist i lægemiddelbranchen

Portræt af Mie Drachmann

Hvad er din nuværende jobfunktion?

For at man kan have et lægemiddel på markedet, skal det være registreret ved myndighederne. Afdelingen, som jeg er en del af, beskæftiger sig med dét. Registreringsfilerne skal laves og sendes ind til myndighederne, der skal godkende lægemidlet.

Efter godkendelsen skal registreringsfilerne vedligeholdes og opdateres. Hvis man for eksempel vil lave en ændring i produktionen, hvor det, man vil ændre, er beskrevet i registreringsfilen, skal denne opdateres og indsendes som en variation. Derved består mit job både af en driftsdel og en projektdel.

Driftsdelen er for eksempel i form af ting, man gerne vil ændre ved godkendte filer, hvor projektdelen for eksempel kunne være, at der skal laves en registreringsfil for et nyt medikament eller til et nyt marked. Kort sagt, så er afdelingen med til at sikre, at man overholder pharmalovgivningen på de forskellige markeder.

Hvordan fik du dit første job som nyuddannet?

Jeg så på Fertin Pharmas hjemmeside, at de søgte en Regulatory Affairs-specialist. Denne stilling valgte jeg at søge, på trods af at jeg troede, de ville have en med mere erfaring.

Det endte med at jeg blev kaldt til samtale og igen til anden samtale. Efter nogle dage fik jeg tilbudt jobbet som juniorspecialist i stedet for specialist. Derved har de tilpasset stillingen til min erfaring.

Hvilken indsats havde du gjort for at forberede dig på dit første job?

Inden jeg startede på jobbet, og faktisk allerede inden jobsamtalen, havde jeg undersøgt firmaet. Jeg læste om firmaet på hjemmesiden, LinkedIn og googlede også firmaet, for at få noget mere information omkring Fertin og hvad der skete i firmaet.

Derudover forberedte jeg mig en del til selve jobsamtalen, blandt andet hvilke spørgsmål kunne jeg stille dem, og hvilke spørgsmål kunne det være jeg fik. Desuden jeg gjorde mig overvejelser om, hvilke konkrete eksempler jeg havde, der kunne understøtte mine faglige og personlige kompetencer.

Forberedelsen inden jobsamtalen var klart en fordel, da jeg følte mig klar til samtalen og slappede mere af.

Hvor udfordrende var det at få første job?

Jeg havde været arbejdsløs i næsten et halvt år, hvor jeg havde søgt minimum to jobs om ugen. Derved havde jeg sendt over 46 ansøgninger, og jeg var kun blevet kaldt til én samtale, men jeg synes egentlig, at jeg forholdsvis hurtigt fik et job.

Jeg synes dog, de mange afslag var udfordrende. Det var ofte standardafslag, så jeg fik ikke nogen grund til, at de havde valgte en anden kandidat. Ikke ud over at de mente, at personen var bedre kvalificeret til jobbet. Når dét svar kommer, er det vigtigt at huske på, at det ikke er personligt, og at der er andre jobs derude. Der kan komme rigtig mange ansøgninger, hvilket kræver mange ressourcer, hvis der skal gives personlige afslag. Det kunne dog have været rart, hvis afslagene kunne hjælpe én i ens fremadrettet jobsøgning.

Hvordan arbejder du med din faglighed fra din uddannelse?

Jeg bruger rigtig mange af de kompetencer, som jeg har erhvervet mig under studiet. For eksempel at have det store overblik, tilegne mig ny viden hurtigt, holde hovedet koldt i pressede eller uvante situationer. Det er nogen af de kompetencer, jeg benytter på daglig basis.

Ydermere bruger jeg også mange af de faglige kompetencer, jeg har tilegnet mig gennem project management. Mange af termerne fra kurset bliver benyttet i firmaet. Derfor har det været en klar fordel for mig, at jeg valgte det kursus.

At være analyserende og detaljeorienteret, men samtidig have det store overblik er noget af det vigtigste, jeg har taget med mig fra studiet. Dette bruger jeg meget i mine daglige og mere driftsmæssige opgaver, men også i projekterne. Jeg kan kun forestille mig, at det er noget, jeg bliver ved med at have stor gavn af i min karriere.

Min biomedicinske baggrund har jeg også benyttet til at oversætte produktresuméer, men også til at forstå de ting, vi skriver i registreringsfilerne.

Hvordan bruger du din laboratorieerfaring fra studiet?

Jeg arbejdede med celler under mit speciale. Celler skal passes, selvom det er weekend. Og hvis de ikke er klar til forsøg, jamen så må man finde på noget andet at lave, indtil de er klar. Det gjorde, at jeg blev meget omstillingsparat, hvilket jeg har taget med videre. Jeg bruger det en del, da der nogle gange kommer opgaver ind, der kræver, at jeg er nødt til at omstrukturere hele min dag, da det nye pludselig har den højeste prioritet.

Derudover har min erfaring med forskning gjort, at jeg er blevet mere resultat- og handlingsorienteret. Det er kompetencer, jeg benytter meget, da afdelingen har travlt, og derved er der mange ting, der skal laves. Forskning har klart gjort, at jeg trives bedst, hvis jeg har meget at lave. Det er jeg rigtig glad for, at jeg trives i, nu når jeg arbejder i en virksomhed, hvor der hele tiden sker en masse.

I løbet af studiet arbejdede vi også meget i grupper. Blandt andet i forbindelse med laboratorieøvelser, det har styrket mine samarbejdsevner. Det er en kompetence, der er uundværlig på arbejdsmarkedet, og det er en kompetence, som alle i Fertin benytter meget. Vi arbejder jo mod et fælles mål, og der er brug for alle, for at vi kan nå målet og visionen om at støtte en sundere livsstil. Jeg kan ikke understege nok, hvor vigtig en kompetence det er, og hvor meget jeg har gavn af den.

Hvilke kompetencer har du tilegnet dig efterfølgende i dit arbejdsliv?

Jeg har tilegnet mig en del viden om den regulatoriske proces, og hvad registrering af lægemidler indebærer.

Når jeg tænker tilbage på studiet, husker jeg, at Regulatory Approval var noget, vi aldrig kom vildt meget ind på, da vi snakkede om udvikling af et lægemiddel og kliniske trials. Men der skal laves en registreringsfil, for at man må markedsføre lægemidlet. Denne fil skal vedligeholdes, og derfor er der en del Life Cycle Management involveret. Hvilke opgaver det indebærer, og hvordan man rent praktisk vedligeholder filerne, har jeg tilegnet mig en del viden om allerede.

Hvad kunne have forberedt dig bedre til at kunne lande det første job?

Et virksomhedsprojekt under studiet ville nok have forberedt mig bedre til at kunne lande det første job. Det ville have givet mig et større indblik i industrien og derved i, hvilke opgaver og kompetencer, der er behov for i en medicinalvirksomhed.

Derudover ville et virksomhedsprojekt have givet et andet indblik i virksomheden, der kan have en del indflydelse på, om man får jobbet. Jeg ved i hvert fald, at det kendskab, jeg havde fået til Fertin gennem mit studiejob, havde en stor indflydelse på, at jeg fik jobbet.

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?

En typisk arbejdsdag for mig består mest af arbejde foran computeren og så diverse møder. Møderne er ofte på tværs af de forskellige afdelinger, men det kan også være møder med kunder eller konsulenter.

Noget af det, som jeg er allermest glad for ved mit arbejde, er, at jeg snakker med mange forskellige afdelinger, og at jeg har kundekontakt.

Hvad var den største udfordring for dig som nyuddannet? Og hvorldan håndterede du den?

Jeg tror klart, at den størst udfordring for mig, var at jeg nu pludselig var arbejdsløs, og ikke længere studerende. Jo længere tid der gik, desto sværere blev det, da jeg følte, at jeg mistede mere og mere af min faglige identitet.

Dog blev jeg bedre til at acceptere situationen, og hvis den skulle ændres, måtte jeg søge alt, hvad jeg kunne. Forhåbentlig ville det resultere i et job hurtigere end, hvis jeg bare søgte 1-2 stillinger om ugen.

Jobcentret sendte mig på et CV- og ansøgningskursus ved Ballisager. Det at være ude blandt andre igen, også selvom det vi arbejdede med, var os selv og ansøgninger, var nok til at give mig blod på tanden og give mig noget af min faglige identitet tilbage. Det er et kursus, jeg kun kan anbefale, at man tager på. Mange af de ting jeg lærte dér, brugte jeg i min ansøgning og til min jobsamtale.

Hvordan kan man som studerende målrette sin uddannelse, og hvad gjorde du selv?

Jeg fik et studiejob i produktionen ved Fertin under min bacheloruddannelse. Det var som sådan ikke et studierelevant job, men virksomheden var studierelevant. Jobbet gjorde, at jeg fik kendskab til virksomheden og produkterne på en anden måde, end hvad jeg ellers ville have gjort.

Det var klart en fordel, at jeg havde været ansat der før og havde kendskab til virksomheden, men også at jeg havde lidt kendskab til produktionen. Hvis man gerne vil have et arbejde i en medicinalvirksomhed, synes jeg, man skal prøve at se, om man kan få et studiejob i én.

Jobbet behøver ikke være vildt faglig for, at man får en del kompetencer ud af det, samt en fod indenfor. Derudover vil jeg foreslå, at man tager et kursus i project management. En del termer fra det kursus, bliver benyttet i firmaet, og det er termer, jeg kun kender, fordi jeg valgte at tage kurset på universitetetet.

Hvad ville du gerne selv have vidst som studerende?

Det gør ikke noget at søge et job, som du er underkvalificeret til. Hvis virksomheden mener, du er den rigtige person til jobbet på trods af manglende erfaring, så skal de nok finde en løsning. Det vigtigste er, at du passer godt ind i afdelingen og firmaet.

Der er en masse ting, der spiller ind på, om man får jobbet, og man kan aldrig vide, hvornår det hele passer sammen.

Lad vær med at sige, hvad du tror, de gerne vil høre til jobsamtalen – heller ikke en personlighedstest. Det er tydeligt, når folk gør det, og de leder ikke efter én, der bare taler dem efter munden. De leder efter én, der passer ind i teamet og virksomheden, og som kan varetage en bestemt funktion.

Hvad vil du anbefale studerende at gøre for at lette overgangen til jobmarkedet?

Opsøg gerne muligheder, hvor du får noget mere ansvar, som for eksempel være en del af en bestyrelse. Det gør, at du bliver mere selvstændig og mere tryg ved at stå på egne ben. Jeg kan mærke, at det især har været en fordel nu, hvor jeg har skullet tilpasse mig en ny arbejdsdag pga. COVID-19.

Derudover er det en god idé at snakke med andre nyuddannede og andre, der er nye på arbejdsmarkedet. De går igennem mange af de samme ting, som man selv går igennem, og de forstår de ændringer, der sker i ens liv og kan evt. komme med gode råd.

Hvad fokuserer din virksomhed på, når I rekrutterer medarbejdere?

Vores strategi er at drive vækst gennem innovation. For at det kan lykkes, kræver det fleksibilitet, smidighed og hastighed i alle funktioner i virksomheden.

Når vi ansætter nye kolleger, kigger vi efter egenskaber, som understøtter Fertins strategi. Vi kigger efter fagligt dygtige kandidater, der kan udvise fremragende samarbejde på tværs af organisationen, og som trives i en foranderlig hverdag.

Studievejlederne Det Naturvidenskabelige Fakultet Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230
  • Telefon: +45 6550 4387

Sidst opdateret: 11.08.2023