Skip to main content

Praktiske informationer

Regler for træning af og behandling med manuelle færdigheder på uddannelsen i klinisk biomekanik

Øvning/træning af manuelle teknikker på egen hånd
Det forventes, at alle studerende på klinisk biomekanik træner og vedligeholder deres manuelle færdigheder lært tidligere på studiet (inklusiv bacheloruddannelsen) på egen hånd. Dette skal klargøre jer til præklinisk kursus, hvor alle færdigheder testes i den prækliniske eksamen (embedseksamen). Når denne eksamen er bestået, er I klar til at udføre alle færdigheder på rigtige patienter under supervision i klinikophold B-H.

Øvning/træning uden for de officielle skemalagte timer foregår i vores færdighedslaboratorier i klinikbygningen (OUH) og på IOB (Videnbyen). Som studerende øver man sig på medstuderende i de praktiske manuelle færdigheder uden at udføre en egentlig behandling. Dette betyder, at de manipulative færdigheder udføres som simuleringer af en given manipulation uden at gennemføre et ’thrust’ og dermed udløse en kavitation.

Øvning/træning af teknikker med ‘dry needling’ på egen hånd

Det forventes, at alle studerende på klinisk biomekanik træner og vedligeholder deres færdigheder i ‘dry needling’ lært tidligere på studiet på egen hånd. Øvning/træning uden for de officielle skemalagte timer foregår i vores færdighedslaboratorier i klinikbygningen (OUH) og på IOB (Videnbyen). Som studerende øver man sig på medstuderende i ‘dry needling’ uden at udføre en egentlig behandling. Dette betyder, at dry needling’en udføres som simuleringer uden at stikke en nål i huden. Indføring af en nål øves på fx en appelsin, citron eller lignende, således at man som studerende for en god fornemmelse af, hvordan det mærkes.

Behandling med manuelle teknikker inklusiv ‘dry needling’
Al behandling med manuelle teknikker foregår i de kliniske timer, klinikophold B-H samt de øvrige klinikophold (såfremt klinikstedet tillader det) under supervision. Foretager studerende behandling af medstuderende eller venner/bekendte udenfor skemalagt undervisning, er dette fuldt ud på den studerendes eget ansvar. Klinisk biomekanik fraråder dette, da man ikke har autorisation, ikke er færdiguddannet og ikke er dækket af patientforsikringen. Enkeltbehandlinger eller patientforløb med eller uden betaling er uacceptabelt og ikke tilladt. Ved begrundet mistanke om behandling udført på SDUs faciliteter, vil man blive indkaldt til samtale med studieledelsen, og en disciplinærsag vil muligvis blive oprettet.

Med venlig hilsen
Studieledelsen, Klinisk Biomekanik

Påklædning i færdighedsundervisningen
På professionssporet er det obligatorisk, at alle studerende bidrager til timerne i afklædt tilstand og fælles med alle de øvrige studerende. ’Afklædt tilstand’ betyder, at studerende beholder undertøj (trusser/bh) på, og ’fælles med de øvrige studerende’ betyder, at alle studerende øver i samme lokale uden hensyntagen til køn, alder, højde, vægt, religion eller lignende.
Ønskes yderligere information henvises til studieordningen for bacheloruddannelsen i klinisk biomekanik.
Du er også velkommen til at kontakte studiekoordinator Lise Kæmsgaard Kirkedal på 6550 3698.

Brug af video på uddannelsen
På professionssporet er det ligeledes obligatorisk, at alle studerende indgår i videooptagelser i både påklædt og afklædt tilstand. Brugen af video er en god måde at lære kliniske færdigheder på gennem både observation af video, produktion af video samt det at modtage og give feedback på en færdighed optaget på video. Denne ressource ses som et væsentlig didaktisk element for at opnå de færdighedsmæssige kompetencer på det niveau, der gør den studerende klar til virket som kiropraktor.
Ønskes yderligere information henvises til studieordningen for bacheloruddannelsen i klinisk biomekanik. Du er også velkommen til at kontakte studiekoordinator Lise Kæmsgaard Kirkedal på 6550 3698.

Fakultetets regler omkring optagelse af undervisning
Her kan du læse om retningslinjer for streaming, lyd- og videooptagelse af undervisning på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Klinikophold 
Klinikkoordinatoren kan kontaktes på: kk-biomekanik@health.sdu.dk
Praktikstederne kan afregne med Dorte Winther: dowi@health.sdu.dk

Transporttilskud for studerende i klinikophold 

 

Sidst opdateret: 06.10.2022