Anmeldelser: Generator Spring Party

KONGSTED 

★★★★☆☆

UV-belysningen står som skærende kontrast til det storladne pyroteknikshow, sidst vi slap Generator efter afsluttende bemærkninger og kraftpræstationer, fra Martin Jensen og Faustix. Med en solid dækning af Kongsted i september og november, til henholdsvis Generator '19 og Club Awards '19, har RUST allerede inden showstart kunne estimere sandsynligheden til at være lig 67 % for, at showstarteren er et Eric Prydz track.

Opbuddet af Odenses freelance dansere er kommet inden Kongen af Næstved er klar til sin audiens for det odenseanske folk, og rigtigt nok påbegynder Kongsted i samme episke Prydz starter med "Opus" i et mashup med "Leave The World Behind" - det er selvfølgelig ren genbrug fra Smash the Party festen i september, men dette velkomponerede sæt lykkes anderledes med at komme sikkert i havn uden force majeure.

Konferencier Casper Christensen fra Rope of Dope må da også hurtigt kommer til undsætning og kalde på mere monitorlyd til Kongen, der meget tydeligt ikke kommer med præfabrikerede mash-up, men kreerer live. Desuden skal det selvfølgelig nævnes at efter to dækninger af Kongsted, så er det også denne tredje gang en sætliste, der på ingen måde føles, lad os bare sige, vintage, udover den håndfuld numre og de placeringer de har i det musikalske narrativ. 

Kongsted er, det som undertegnede efterspørger i skiveryttere, nemlig historiefortæller, omend en ganske formælt af slagsen. Jagten på det konstante klimaks kræver da også fokus  bag kasketten, der hurtigt minder om en vis svensker. Det bryder klart med konventionen om at EDM-DJ's, ulig techno og house DJ's, også skal agere hype-men hvor der alt for ofte går alt for meget unødig snak igennem PA anlægget.

En royal sammenligning

Det vil på mange måder ikke være helt hen i hampen at sammenligne Kongsteds DJ-skills, med de sidste tyve års vigtigste figur i moderne dansemusik, Eric Prydz. Sættene er organiske, men samtidigt komplekse konstruktioner, der holder gang i sangene i stedet for at dræbe dem efter 20 sekunders spilletid.  Ligesom Kongsted er en alsidig producer, lykkes han ganske respektfuldt med at levere klassisk EDM, som oftest med svenske komponister og utallige referencer til den bastardiseret prog-house lyd, der idag er grunden til at EDM er gået fra relativt stigmatiseret nichegenrer til mere eller mindre den foretrukne genrer på festivaler.

Spritnye bangers som "Bmb", og klassiske "Tsunami", "KNAS" og "Booyah" er alt sammen materiale, der virker på publikummet. Dog indbefatter sættet desværre ikke numre fra det fremragende "Klubben 2".  Alle tracks er for Kongsted en evig jagt at ramme klimaks og for at yde maksimal lydpres på lokaler hvor fortættede de end måtte være. 

RUST modtog tilbage i september en besked fra DJ Crouzer, der ydmygt takkede for support af hans nummer på vores Instagram profil. Den polske DJ var tydeligvis ikke klar over at Diplo i 2018 og 2019 startede en lavine af support af tracket efter sine Northside samt Tinderbox optrædener, og “Impreza” får i nat lov til at leve ad to omgange. 

"Klubben 2" glimrer desværre ved sit fravær

Afbalanceret hit og banger ratio, der både kan skabe sing-along og skrål-along på alt fra Sunny Beach nationalyhymnen “L’amours Toujours”, “All I Do Is Win” og 2019 ultimative festivalhit “High Hopes” momenterne til at flyde og basarmen til at hejses på “Smack!”, "Legend" og "Impreza". Helt dakkedak bliver det dog aldrig, og "Judah", "Stenbroen", og "Body Language" er alle savnede i dette ellers velkomponerede sæt. 

Kongsted har dermed spillet et solidt og sikkert sæt, der beviser at han er en af landets skarpeste herboende skiveryttere og producere. Han er en virtuos bag dækkene, der beviser at den tredje og fjerde cd-afspiller ikke kun er til pynt. Sammenligningen med Eric Prydz som performer er dermed helt på sin plads. Dog er det ønskeligt at Kongsted med en time at gøre godt med udfordrer sit publikum mere, og i sidste ende spiller flere af egenproduktionerne, og ikke blot kun "Whine Dat" og "R.E.D" samt en klassisk afslutter. Selvfølgelig slutter Kongsted af med sit giga hit “Chuck Norris” efter honorerende bemærkninger til Odense som “den bedste by at rave i”.

Bagkataloget er så stærkt, at der sagtens kan udvandes et par af de tracks stort set alle DJ's spiller for i stedet at fokusere på egne unikke perler. 

Der er dermed desværre for lidt Kongsted materiale af hvad man kan ønske sig,  specielt med den fremragende e.p. “Klubben 2” i baghånden. 

KIDD 
★☆ ☆ ☆ ☆ ☆

Du har set rigtigt. Én stjerne.

Rope of Dope DJ'en ændrer til lejligheden USB nøgle med en række guilty pleasures ved Johnson, 50 Cent, og Beyonce, inden KIDD skal bevise fordums storhed også i det nye årti, men faldet fra toppen er dybt og en reelt nose dive. Det er den slags hovedspring, der er ganske fornøjelige i en rum tid inden det går op for én, at swimmingpoolen timerne forinden er blevet tømt for vand.  Undertegnede har ellers som led i ét enkelt nytårsforsæt om at anskue tilværelsen i en udelukkende positivt retning fået en fløjlshandske-transplantation udført af the best and brightest på Skejby.

Efter KIDD's optræden har fløjls-vævet dog vist sig inkompatibelt med undertegnedes genetik, og de søde miner er blevet udstødt med en voldsom vredesreaktion som følge af flere mistænkte lidelser hos KIDD, såsom atonal stemmeføring, anakronistisk tidsrejse og dyschronometria  Bare rolig kære læser. Du behøver ikke støve sygeplejerhåndbogen af. Forklaring følger snarest. Sympatierne er dog høje for KIDD og programlægningen ligeså. Alt har nemlig tyder godt på papiret. KIDD er dette års Toppgun med en timeslot, der passer lige så godt som Noah Carters imellem festens to EDM hovednavne. 

Førtidspensionist tilbage i arbejde med for meget fleks på timesedlen

Nicholas Westwoods alterego og bedst kendte brand er da også poster-child for nogle af 10'ernes største urbane danske club-bangers. Læg dertil en selvtillid og personlighed, der kan bære og har båret de fleste små til mellemstore scenekanter i kongeriget. Generators booker har med andre ord gjort alting efter bogen, og alligevel ender denne pseudo-koncert som en fadæse af de kolosale.

Trods snak fra scenen om et nyt album på Universal, er det dog hovedsageligt "Greatest Hits 2011", der dominerer æteren, med "Fetterlein" og "Ik' Lavet Penge" som trækplastre, mens der tages en lang bue rundt om tracket, der i sin tid har skabt KIDD, nemlig "Kysset med Jamel". “Ryst Pagne” falder da også som nyeste nummer, trods en fødselsdato, der siger 2014. Benjaminen i sætlisten har da rigelig seksuel innuendo i den helt hårdføre ende, til at slå fast, at KIDD's største hits startede og sluttede med “Greatest Hits 2011”. Hvad der var charmerende i '11, er i dag grunden til at moderne fædre begynder at udstille salonriflen i spisestuen, når teenagedøtrene kommer i datingalderen.

Med det in mente, må man da håbe, at KIDD i det mindste har haft noget held med kærligheden, for hans honorar burde beskæres til et par Mokai, et shot-rør og et styks armbåndsur, med en brugervenlig manual, der pædagogisk forklarer hvad 25 minutter betyder. Hiphop kunstneren vælger da også at forlade scenen efter ikke mere end 18minutter og 30sekunders optræden. Dette er hovedargumentet for at RUST for første gang nogensinde er tvunget til at benytte bundkarakteren i en musikanmeldelse.

Redaktionen bliver for en god ordens skyld nødt til at klargøre at karaktergivningen i sin forstand skal sidestilles med en “Uden for Bedømmelse” tenderende til "Udeblevet" karakter. Eksaminer ved landets højere læreranstalter indeholder altid minimumskrav, og når disse ikke opfyldes, så er den eneste fortjeneste et stort rundt nul.

Der er tidligere blevet givet en fin bedømmelse af Toppgun, og der er fra redaktionens side en god portion respekt mod hvad Cheff Records og ikke mindst KIDD har gjort for dansk hiphop og entreprenørånd udi musik. Men det er bare ikke et holdbart argument hele ni år efter, at hit-smedene ramte Youtube på det helt præcist rigtige tidpunkt.

Nicholas Westwood er som menneske sympatisk og bundud charmerende. Hans don’t give a !%”/&#% attitude er fantastisk, men når det sker på bekostning af et publikum der er blevet lovet 25 minutters KIDD og spises af med 18 minutter og et fuldstændigt ikke tilstedeværende gennembrudshit, så er der ikke meget rysten på hånden, når tommelfingeren vendes nedad.  

Dagens To-Do: Ring til Universal

KIDD er mest af alt et zeitgeist fænomen, der en gang gav en kiddæssance til KAPPA og skrabet gavflab-æstetik, der stadig er i bedste velgående. Til trods for, at publikum reelt skuffes, er han da ikke for fin til flere gange at påminde Generators gæster om at kime Universal Music ned. Den nemme løsning at foranledige til telefonchikane vælges derfor fremfor i stedet at spille noget fra det og bevise, at KIDD brandet ikke er et fortidslevn skabt på bong-hoveder og dårlig smag. En kunstner, der gør reklame for et album uden at demo det for et feststemt publikum, er sjældent et godt tegn, og mon dog.  

Det album skal snart ud, for når et tidligere fænomen laver en Miley Cyrus på Odense, så kan det kun tænkes at Nicholas Westwood har lavet et album, der kommer til at overtage pladsen fra Dr. Dre's "The Chronic" som bedste hiphop udgivelse nogensinde. Til kærlig orientering kan det oplyses at Universals telefonnummer er 33 91 21 10. 

Vi må derfor lade tvivlen komme KIDD til gode foreløbigt, hvad angår skills som sangskriver. Skulle KIDD omvendt lide af den sjældne, men ægte lidelse, dyschronometria, der umuliggør tidsfornemmelse, så vil der selvfølgelig falde en ubeholden undskyldning, og dementi fra undertegnede. Men hverken potentiel skævhed, mangel på armbåndsure eller at KIDD måske har glemt hvem det nu er, hun har kysset med kan forklare den ligegyldige afslutning på hvad, der var spået til at være en gigantisk nostalgifest. 

Når de vigtigste anslag i diskografien ligger på et årti gammelt debutalbum, skal man som artist vinde, genvide og beholde hver og en fan i folden. Chancen forspildes monumentalt blandt et festklart publikum. Som artist er brandet KIDD, ikke spaltepladsen for slet ikke at nævne Generators kærlighed værdig. 

NONSENS

★★★★☆ ☆

Nattens absolutte hovednavn Nonsens lukker og slukker og siger samtidig et symbolsk farvel til vinteren.   Når det kommer til EDM, er der de seneste år opstået, hvad der ligner en åbenlys konkurrence om, hvem der kan nå at afspille flest tracks i løbet af et sæt. Nonsens kan dog med god grund som energisk trio i højere grad slippe afsted med et tætpakket sætliste, der til nattens rave emulerer Diplos Mad Descent energi, med en vigør, der kun overgås af DK's hårdeste dreng, Snavs.

Vanvidsridt igennem Gudhjem under solopgang

Trekløveren kan dog præstere hypeman energi, i vid udstrækning på Dø Chef  Dø niveau, dog med det enorme aberdabei, at Nonsens har et langt større hitspækket bagkatalog på gigantiske labels som netop Mad Descent, Monstercat og Spinnin Records. Nonsens har dog i vid udstrækning også tendens til at gå i en mere electro houset retning. Lægges dertil tre giga hits nationalt med Specktors, så er der ingen tvivl om at Bornholmeerne er for den danske EDM-scene, hvad pasteuriserede æggeblommer er for Sol over Gudhjem. 

Vanvidsridtet får derfor lov til at bevæge sig hastigt mod nyt, højere og vildere med meget få kunstpauser. Det er som et ægte rave skal være, og sammenligner man med andre artister med éns musiksmag, er der ingen tvivl om at Nonsens erobrer deres publikums dansesko i højere grad end eksempelvis mere radio-venlige Zookeepers. Trekløveren kan med andre ord save ethvert halvbal midtover i et sådant tempo at selv partiklerne i CERN's atomreaktor må hive efter vejret, når trapmusikkens mest voldsomme drops kommer i spil anført af Rasmus Korsby som hype-man. 

Med moderigtig skudsikkervest-attrap lignende beklædningsgenstand har Korsby en ligeså energisk tilgang til sin crowd som Dø Chef Dø's Chris Kleis. Hvorend Korsbys vest placerer sig i modehierakiet, så er den 100 procent Peter Falktoft approved (denne udtalelse er ikke sponsoreret).  

Egenproduktionen "Give It To Me" sætter som åbningsnummer alle sejl ind mod en undergrund af bas flankeret af Beatports mest møgbeskidte drops, men desværre som i Kongsteds tilfælde også med en noget tynd kaffeudskænkning i forhold til bagkataloget. Når fyldet dog hedder Skrillex, Major Lazer, DJ Snake, Jewelz & Sparks, Gammer og ikke mindst allestedsnærværende Darren Styles så glider de typiske gimmicks dog lettere ned. Særligt når trioen faktisk er betydligt mere kreativ i mere unikke bootlegs og flips end hvad der typisk kan forventes. Det vil dermed tage en del moralske fejlslutninger overhovedet at nævne tracks, der ikke ville kunne erobrer en plads på EDM musikkens vigtigste smagsdommer, Nik Coopers playlister. Samtidigt, er det ligefrem mærkeligt, at trioen ikke får anmelderhøvl i denne anledning, når ti-procent af sangvalgene er identiske med Kongsteds en times tid forinden.

Ideen med en fest er, at DJ og publikum tilsammen udfylder arrangørenes fysiske rammer. Når DJ's kun har fokus på deres egen timeslot og ikke hvad der er sket kort forinden, så skabes der  dissonans, som i sidste ende trækker ned, i hvad der dog utvivlsomt har været aftenens bedste sæt, isoleret set. Men når en håndfuld numre er i repeat, så er der altså problemer i nåleparken. Det er almindelig praksis, i RUSTs redaktionelle linje at på-hinanden-følgende gentagelser som udgangspunkt trækker ned i karaktergivningen, uanset, hvordan disse leveres. 

Desuden er der et enkelt track som tydeligvis mangler.  Den relativt friske “Trouble” en en ren forårskickstarter og er i undertegnedes optik, trioens stærkeste internationale mainstream release. Nuvel, det er tilladt at skippe pophitsene, når tempoet er skruet i vejret og “Gassed up”, “Rave Tool” og andet blandselv-guf  er de definerende hymner i sætlisten.

Der er kunstnere, der mirakuløst altid lykkes med at blande tung trap, med høj energi, gearet til det amerikanske publikum, og alligevel fungerer det fortrinligt for et europæisk publikum, der er vant til energisk dance fremfor tung trap. Men, men, men, der er uskrevne regler, skikke og tricks, der bør og skal følges. Hvad der isoleret set er en fem-stjernet koncert, burde i princippet falde en karakter i bedømmelse på grund af tid og sted, hvade det da ikke været for at Nonsens rent faktisk bruger de typiske gimmicks på en ganske raffineret måde i deres anatomiske opbygning af et rave. 

Premieren på et dugfriskt Nonsens track rammer 20 minutter inde i sættet. Udgivelsen  lægger sig ganske højt oppe i tramperskalaen med en filtreret stortromme-bas kombination, der hurtigt får tankerne hen på Darren Styles “Switch” og og et af sidste års vigtigste danske singler, Martin Jensen og  Timmy Trumpets “Rubber Bands”. Sammenligningen skal udelukkende tages som en ros for Nonsens trackets ultra-tighte, veldefinerede og minimalistiske low-end. 

Kend din næstes sætliste

Nattens ubestridt største øjeblik kommer på trap-hardstyle hybriden "Love is Dead", inden et sit-down moment anført af førende hype-man Rasmus Korsby. Afslutningsvist får Generator også sit obligatoriske sit-down moment på Gammers "Language". 
Og det er da også tydeligt at den internationalt anerkendte Nonsens er ulig den nu-folkelige Nonsens. ”Gutterne” og Årets Danske Club Hit ”Unz-Unz” figurerer derfor ikke på gruppens Beatport salgsliste, og ville da næppe heller ryge specielt højt op på skiverytternes foretrukne salgskanal for nye filer til lydbiblioteket. 

Kvaliteten af ”Gutterne” skal derfor ikke forklejnes, og den moderne bro-mance hymne er lykkedes med at følge skabelonen for ”Unz-Unz”. Sexet basrundgang, spot-on Specktors flow, og en energi der virker på ethvert floor. Når radiovenlige hits skal kalibreres med rigtig hård musik så er der simpelthen enorm forskel på kvalitet. Den perfekte afbalancering er det, der udskiller superstjerne-djs fra den store hær af dygtige producere, der er skidte skiveryttere, og skarpe dj’s, der ikke har et eneste track i eget navn.

Så selvom Nonsens nu om dage har en EDM-folkelighed lige Suspekt, så er og bliver de en tramper-trio med fødderne placeret godt og grundigt i trapmusikkens ondskabsfulde kviksand, der er klar til at opsluge alle dansefødder på sin vej. 

Den gode Laidback Luke har én hovedregel som DJ. Mød altid op en time før, og lyt til hvad, der bliver spillet.  Publikum gider nemlig ikke at høre en sang afspillet to gange, og da slet ikke en god håndfuld i løbet af et par timer, specielt ikke når det er tracks, der allerede er blevet skamspillet til ukendelighed. 

Konklusion Generator Spring Party 2020

Udover at Nonsens giver mening, at KIDD er blevet til en mand, der aldrig lærte klokken, og at Danmark har to monarker med hjemstavn i henholdsvis København K og Næstved, så er der kommet ganske fine konklusioner ud fra realitetsbehandlingen af Generator Spring Party. 

Ud fra sikkerhedshensyn skal Generator arrangørerne roses for salg af ørepropper til en meget favorable pris samt, at de indendørs lasere er pakket væk. Indendørs laser-scanning er simpelthen ikke risikoen værd i forhold til effekten i intime venues.

Lysniveauet ville i andre sammenhænge have været at foretrække stærkere, særligt i fotografi øjenmed, men i og med at visionen var at nå en undergrunds hal-rave, så giver den relativt dunkle atmosfære god mening.

Alt i alt er der blevet sikret en value for money ratio, og at indendørs tramp forhåbentligt bliver en ting i Odense gennem det næste årti. 

Udover dette skal også lyde en stor redaktionel ros til dj-duoen Anëk, der har taget undergrunds-Europas pulserende techhouse-hjerte med til provinsen. Rope Of Dope som festens resident optræden, og særligt DJ-kollektivets frontmand Casper Christensen som nattens konferencerier skal også nyde honererende bemærkninger.  Studentervenlige barpriser, prima-service, og en totaloplevelse med sans for de små detaljer er alle elementer, der skal nævnes, for det er yderst sjældent at alle og faktisk blot nogle af disse forudsætninger for et ordentligt rave er opfyldt. 

Magicbox, Slagteriet, og ikke mindst Generator. Tak for at I gør Odense til den studieby i landet med den ultimativt bedste EDM-scene. Det gør Odense, hvis bymidte i alt for mange år har ligget i ruiner, tålelig og ligefrem anbefalelsesværdig som folkeregisterkommune takket være en almengyldig kærlighed til bassen. Odense beviser  endnu engang, at de er Danmarks EDM-by nummer ét.