Skip to main content
Kultur

Anmeldelse af Papmaché-reglen på Odense Teater

Med glimmer på! Hella Joofs bog ”Papmaché-reglen” bliver vakt til live i denne humoristiske og dog selvreflekterende fortolkning. Forestillingen sætter fokus på de små hverdagsudfordringer, som langt de fleste mennesker må formodes at opleve. Her følger vi karakteren Bella, og hendes rejse igennem de uskrevne reglers bog der - hvis du følger dem - kan hjælpe dig til at få et ganske udmærket liv, hvor du er glad og tilfreds.

Af Kasper Willer Mathiesen, , 09-05-2024

Du kender det. Hverdagens problemer hober sig op i dit hoved. Hvis ikke der er det ene i vejen, så kan du være sikker på, at der noget andet i vejen. Ofte kan det føles, som om du er den eneste, der kæmper med disse udfordringer. Bella tager os med, i ledtog med hendes syv regel-fortolkere, og skitserer disse udfordringer. Udfordringer som sagtens kan perspektiveres ind i vores eget liv. Køn og alder er her fuldstændig underordnet.

Hvad der måtte synes så trist og alvorligt, formår menneskerne bag forestillingen at gøre til en humoristisk fortælling. Samtidig holder de på fornemmeste vis stadig trit med historiens morale. Lattermusklerne får sig en rusketur, men de refleksive hjerneceller forbliver samtidig aktiveret, og man er godt underholdt igennem hele forestillingen. Det ene øjeblik overdynges salen med, hvad der må tolkes som uendelig latter. Det næste øjeblik er den erstattet af en fuldkommen fokuseret og stille forsamling. Stemningen i forestillingen var så omskiftelig. Det gav perspektivet et helt nyt niveau.

Det var befriende, at der til tider var et meget bramfrit sprog. Selvom vi noterer os året 2024, så blev en spade blev for en spade. Elementerne blev taget til ekstremerne, men det forstærkede blot hele den refleksive proces. Man blev blæst bagover af overraskelse, men på den gode måde. Det satte virkelig tankerne i gang.

Samspillet mellem sketch og sang fungerede fremragende. Den simple sceneopsætning kunne syntes lidt kedelig, men det fungerede godt, når nu hverdagens strabadser var omdrejningspunktet. Det enkle behøver ikke nødvendigvis altid være skidt, men kan nogle gange være det bedste. Forestillingen her er et bevis på dette. Et langt sted hen ad vejen kunne sangteksterne alene fortælle historien. De var velskrevet, og jeg ville helt sikkert ikke have været dem foruden. Her må jeg bare tage hatten af for Jonas Munck Hansen som ”kapelmester”. Som rolle er han meget tilbagetrukket, men stadig ufattelig vigtig for fortællingen. Han var dygtig på instrumenterne.

Forestillingen sætter en stor lup på det at være menneske, og det at kunne navigere i hverdagens pressede perioder. Den husker os på, at selvom vi er forskellige, så går de fleste givetvis rundt med udfordringer magen til ens egne – I hvert fald engang i mellem. Vi skal bare huske at drysse lidt glimmer på, og så skal det nok gå. Det er ikke nødvendigt at have læst bogen, inden du går i teatret.

Jeg giver Papmaché-reglen 5 ud af 5 stjerner.

Redaktionen afsluttet: 09.05.2024