Eksamenssnyd på SDU

Af Adam Bouttai, adbou10@student.sdu.dk, 22-11-2021

Nedenstående tekst er tidligere udgivet under titlen "Indberetninger om eksamenssnyd på SDU er i let stigning" i 2019 af samme forfatter. Tilrettelser er foretaget.

Eksamenssnyd er en alvorlig sag på SDU

Eksamenstilmeldinger, karakteroffentliggørelser og tilsendte eksamensbeviser er en del af kerneopgaverne for  Uddannelsesjura og Registratur. Den administrative afdelings lokaler ligger meget symbolsk ved hovedindgangen. De er bindeleddet mellem den studerende og universitetets fakulteter samt ledelse, og det gør sig særligt gældende i sager om eksamensuregelmæssighedser.

Aktindsigt hos landets universiteter viser at eksamensuregelmæssigheder generelt er i stigning på landsplan. Plagiat og selvplagiat er de typiske forseelser, og størstedelen af sagerne afgøres til ugunst for den studerende. 

SDU har de seneste år haft flest indberetninger blandt danske universiteter, målt i antal.

Ud af godt 152.000 årlige eksaminer udgør uregelmæssighederne dog en promille, understreger specialkonsulent ved Uddannelsesjuridisk Team, Jesper Hedegaard Vesterbæk. Baggrunden for det høje antal indberetninger er, at Uddannelsesrådet, bestående af prorektor, prodekaner og øvrige medlemmer fra universitetets ledelse, i 2013 besluttede at sætte fokus på eksamenssnyd for at skabe "troværdige eksaminer", beretter den mangeårige specialkonsulent med en unik ekspertise indenfor eksamenssnyd i SDU's økosystem.

En større indsats og en ensartet praksis har betydet, at alle indberetninger om eksamenssnyd behandles på samme måde, uanset hvilket fakultet man er indskrevet ved, fortæller Vesterbæk. Det har været en nødvendig følge af blandt andet det treårige prøveforsøg ”Sagsbehandling på uddannelsen”, hvor de lokale administrationer kunne behandle simple sager om snyd. Projektet viste sig nemlig "mere problemskabende end problemløsende" viser Uddannelsesrådets referat af 22. november 2017.

Strømliningen og centraliseringen har betydet at sagsbehandlingen i dag er blevet hurtigere, mere konsekvent og pædagogisk så den studerende hurtigst muligt kan modtage en afgørelse i overensstemmelse med gældende regler og praksis for så at komme videre i sit uddannelsesforløb, bemærker Vesterbæk.

Snushanesoftwaren Exam Monitor, mobiltelefonscannere og plagiatsoftwaren SafeAssign har dog ikke betydet et fald i bevidst snyd, da metoderne blot er blevet mere udspekulerede, lyder Vesterbæks vurdering efter universitetets løbende implementering af tekniske foranstaltninger for at sikre beviser ved formodet snyd. Det har blandt andet betydet løbende ændringer i universitetets regelsæt, fordi en sag aldrig startes udelukkende på baggrund af en mavefornemmelse, men kræver beviser, fortæller Vesterbæk. 

Større fokus blandt fakulteternes fagpersonale

Det er svært at give en entydig definition på, hvor meget og hvordan der skal refereres. Det skal dog som minimum være tilstrækkeligt til, at der _­­ikke kan herske tvivl om hvilke ideer, definitioner, grafer, tabeller, sætninger m.m., der er originale til den specifikke opgave. Der findes ingen bagatelgrænse for plagiat, men Vesterbæk uddyber, at der er proportionalitet i sanktionsudmålingen og, at "alle sager afgøres på baggrund af en konkret og individuel vurdering".

Langt de fleste plagiatsager er førstegangsforseelser og afgøres ved SDU typisk med en advarsel og et brugt eksamensforsøg. Andengangsforseelser og skærpende omstændigheder, såsom snyd i bachelorprojektet, sanktioneres som minimum med et semesters bortvisning, fastlægger Vesterbæk, og nævner desuden, at det er ekstremt sjældent, at en studerende er part i tre afgjorte sager.                                            

Bevågenheden på fakulteterne vokser hvert semester, og tendensen er klar på både landsplan og i SDU-regi: Eksamensuregelmæssighederne oplever en let stigning, mens de helt grove sager, herunder særligt selvplagiat i specialet, også er i let stigning afspejlet i det stigende antal permanente og midlertidige bortvisninger på SDU, lyder det fra Vesterbæk.

Det er et formelt krav at henvise, også til sig selv, hvis man vælger at genbruge et tidligere bedømt værk. Det gælder alt materiale, der er indleveret til bedømmelse, også frivillige opgaver, understreges det af Vesterbæk.

Referencestandarder er et håndværk

Reglerne bag tilstrækkelige og korrekte referencer er dog ikke noget, der blot skal indkalkuleres i eksamenssituationer. Dette skal ses i lyset af, at en stor gruppe af indberettede sager involverer studerende, der er uvidende om reglerne.

De største faldgruber blandt denne gruppe er selvplagiat i specialet, for tæt samarbejde, og delte noter, opsummerer Vesterbæk. Han understreger dog i samme åndedrag, at studerende meget gerne må dele noter, så længe der blot henvises til noterne, da eksamensopgaver nemlig kan blive meget enslydende, og dermed risikere at være plagiat. Lige præcis indenfor denne gruppe, der uforvarende har begået plagiat, er der i 2018 sket en stigning, bemærker Vesterbæk.

De formelle linjer for, hvordan der henvises til kilder, findes i den referencestandardguide, der bruges ved de respektive fakulteter. Brug af referencestandarder er en disciplin, som altid kan bruge genopfriskning hos selv den mest selvsikre akademiske tastaturkriger.

Vesterbæk pointerer da også, at kunsten er et "akademisk håndværk", der skal finjusteres og henviser i den forbindelse til bibliotekets medarbejdere, der blandt andet udbyder kurser i referenceværktøjet Endnote.

Generelt anbefaler Jesper Hedegaard Vesterbæk, at "gå til kilden" og bruge universitetets fagpersonale, til de formelle spørgsmål, da han har erfaret, at velmenende råd fra medstuderende og ældre studerende, i mange sager er fejlbehæftede, særligt fordi studieordninger kan ændre sig fra år til år.