Skip to main content
Vores Verdensmålsblog

Hvad er bæredygtighed for dig?

Miljøbeskyttelse og lige muligheder for kvinder og minoriteter

Af Emma Emilie Kanstrup Skou Andersen, , 07-05-2021

Bæredygtighed er mange ting. FN har delt den bæredygtige agenda op i 17 Verdensmål, og det er med til at dele opgaven om den bæredygtige udvikling op i overskuelige dele. Og det er jo godt, for vi ved alle sammen, at det er nemmere at spise en elefant én bid ad gangen.

Selvom bæredygtighed på den måde består af mange individuelle dele, så er bæredygtighed også én ting med ét samlet formål. Bæredygtighed er nemlig målet om at efterlade verden på en måde, hvor de næste generationer ikke er værre stillet end os, uanset om emnet er klima, økonomi, uddannelse, ulighed eller noget andet. Det handler om at efterlade jorden, naturen og samfundet på en måde, så det dygtigt kan bære sig selv videre efter os. Deraf ordet bæredygtighed.

Økotoksikologi og miljøfremmede kemikalier

Jeg tror, at der findes uendeligt mange betydninger af ordet bæredygtighed, afhængig af hvem du spørger. Bæredygtighed spænder vidt, men ligesom mange andre har jeg nogle områder, hvor bæredygtigheden for mig har en særlig betydning. For mig drejer det sig særligt om miljøbeskyttelse og om lige muligheder for kvinder og andre minoriteter. Undervejs i min rejse med bæredygtighed har jeg opdaget, at de to emner går hånd i hånd. Det lyder måske overraskende for nogle – så lad mig forklare.

Skribent

Emma Emilie Kanstrup Skou Andersen

Det gør mig trist at tænke på, hvor meget vi kunne have opnået, hvis bare kvinder i løbet af historien havde haft lov til at forske på lige fod med mænd. 

Emma Emilie Kanstrup Skou Andersen

Jeg er vokset op ved havet, altid med naturen indenfor rækkevidde. Hele min barndom er jeg faldet i søvn til lyden af bølgerne på stranden. Derfor sætter jeg også stor pris på naturen, og det var en af grundende til, at jeg i 2017 valgte at starte på biologistudiet i Odense. Her gik der ikke længe, faktisk kun tre semestre, før jeg opdagede lige præcis hvilken gren af biologien, jeg skulle arbejde videre med: økotoksikologi, og læren om hvordan miljøfremmede kemikalier påvirker naturen.

Allerede til den første forelæsning i økotoksikologi opdagede jeg, hvor vigtigt det er, at der arbejdes med bæredygtige løsninger for at passe på vores natur og på os selv. Jeg lærte, at mennesker i mange år har forvoldt skade på miljøet ved at lede farlige kemikalier direkte ud i naturen. Underviseren på kurset, Jane Ebsen Morthorst (i øvrigt en fremragende underviser og forsker), præsenterede os for en af tidens mest banebrydende økotoksikologer, Rachel Carson. Det er hér, hvor elementet om lige muligheder mellem kønnene kommer ind i historien.

Banebrydende Rachel Carson og det stille forår

Rachel Carson født i USA i 1907, var en amerikansk biolog og forfatter. Carson voksede op på landet i en tid, hvor ikke kun det amerikanske landbrug, men også de amerikanske haveejere, i stigende grad benyttede sig af biocider for at få bugt med uønsket ukrudt og ødelæggende insekter.

Picture of Rachel Carson 

Rachel Carson var en af de første til at råbe op om, at det store forbrug af sådanne kemikalier potentielt kunne skade dyr, natur og mennesker. I sin bog Silent Spring fra 1962 beskriver Carson hvordan kemikaliet DDT, brugt til at slå insekter ihjel med, bevægede sig opad i fødekæden og resulterede i, at mange andre dyr døde. Carson beskriver, hvordan haveejere i USA lagde mærke til en stigende stilhed om foråret, fordi de ikke længere fik besøg af sangfugle. Det skyldtes simpelthen, at fuglene bukkede under for det stigende DDT-forbrug. Forårets stilhed ligger grund til bogens titel, Silent Spring.

Rachel Carson satte spørgsmålstegn ved den moderne naturvidenskab; bør vi virkelig forsøge at kontrollere naturen på den måde? Hun kritiserede den måde, som biocid-forskning blev udført på i 1960’erne, og kom endda med forslag til mindre skadelige alternativer – men hun blev mødt med foragt, modstand og vrede fra de mænd, som enten producerede, forskede i eller lovgav omkring biocider.

Kvinder i forskningens drengeklub

I 1960’erne var naturvidenskabelig forskning for det meste forbeholdt mænd, og der var sjældent plads til kvinder. Det er en tendens, som længe har påvirket forskningshistorien. Utallige kvinder har oplevet diskrimination indenfor videnskab – for eksempel forskere som Mary Jacobi, der i slutningen af 1800-tallet gjorde op med idéen om at kvinder ikke kunne forske, fordi deres menstruation drænede dem for energi og hjernekapacitet, og Sally Ride, den første kvindelige astronaut i rummet, der på trods af en PhD i astrofysik blev konfronteret med spørgsmål fra pressen om hvordan hendes køn ville påvirke hendes rumrejse. Der er ingen tvivl om, at det for mange kvindelige forskere igennem historien, inklusive Rachel Carson, har været sværere end højst nødvendigt at blive taget seriøst.

Silent Spring er en fantastisk bog, som alle burde læse, og interessen for at passe bedre på miljøet og naturen oplevede en drastisk stigning efter bogens udgivelse Kun 6 år efter Rachel Carsons død i 1964 stiftede præsident Nixon The US Environmental Protection Agency (den amerikanske miljøstyrelse). Styrelsen har gennemført mange tiltag, som i dag er med til at sørge for, at vi passer bedre på naturen. Jeg tør næsten vove at sige, at hvis ikke det var for Rachel Carsons formidling af biocid-problematikken i 1960’erne, så ville miljøbeskyttelseslovgivningen i USA (og i meget af verden) se helt anderledes ud, end den gør i dag.

Kun 34% af nuværende forskere er kvinder, og i 2018 var 23% af de danske universitetsansatte professorer kvinder.

Emma Emilie Kanstrup Skou Andersen

Det var ikke nemt for Rachel Carson at trænge igennem i forskningsverdenen i 1960’erne, og der findes desværre mange historier som hendes om kvindelige forskere, hvis idéer er blevet undertrykt, fordi forskningsverdenen ikke var indbydende for kvinder. Det gør mig trist at tænke på, hvor meget vi kunne have opnået, hvis bare kvinder i løbet af historien havde haft lov til at forske på lige fod med mænd. Hvis bare forskningen fik lov til at udnytte alle talenter i puljen, og ikke kun de mandlige.

Men det var jo dengang – hvad så nu?

I dag er vi kommet længere – men vi er stadigvæk ikke i mål. Selvom det cirka er halvdelen dimitterende kandidater fra de danske universiteter er kvinder, så falder andelen af kvinder, jo længere frem i et typisk karriereforløb vi kigger. Kun 34% af nuværende forskere er kvinder, og i 2018 var 23% af de danske universitetsansatte professorer kvinder. Samtidig modtager mænd flere forskningsbevillinger end kvinder, både målt på antal bevillinger og samlede beløb.

Det er ikke kun mellem kønnene, at der endnu ikke er lighed indenfor naturvidenskabelig forskning. Vi kan stadig blive bedre til at inkludere studerende og forskere med seksualiteter, nationaliteter, religioner, etniciteter og kulturelle baggrunde, som er forskellige fra normen – og mennesker med fysiske eller mentale funktionsnedsættelser. Det kan vi blive bedre til, og det skal vi. For talent findes over det hele, og vi kan kun udnytte det, hvis vi også leder over det hele.

Vi skal udøve bæredygtighed og medmenneskelighed i vores ansættelsesprocesser

Emma Emilie Kanstrup Skou Andersen

Historien om Rachel Carsons kamp fortæller os, hvordan forskning kan være med til at sikre solid miljøbeskyttelsespolitik. Men Carsons historie fortæller os også noget om, hvordan vi kan sikre bæredygtig forskning indenfor alle andre videnskabelige områder. Det kan vi nemlig ved at udøve bæredygtighed og medmenneskelighed i vores ansættelsesprocesser – ved at vurdere og lytte til alle på lige fod, uanset baggrund og identitet. Og det er lige præcis derfor, at bæredygtighed for mig i høj grad tager udgangspunkt i historien om miljøbeskyttelse og lige muligheder for kvinder og minoriteter.

Hvad er bæredygtighed for dig?

Redaktionen afsluttet: 07.05.2021