Af: Denise Abrahamsen
I 2015 blev FN’s 17 Verdensmål vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på FN-topmødet i New York. Det første mål omhandler afskaffelsen af fattigdom, og især ekstrem fattigdom, der af Verdensbanken defineres som en daglig indtægt på 1,9 dollars, som svarer til cirka 13 kr.
I en samtale med Sune Vork Steffensen, der er professor i sprog, interaktion og kognition, leder af Centre for Human Interactivity og chefredaktør for tidsskriftet Language Sciences, peger han på, hvordan vi kan benytte økolingvistikken til at forstå, hvordan vi dels taler om fattigdom, men også hvilke overvejelser der er på spil, når nogen lever i fattigdom, mens andre lever i rigdom.
Økolingvistikkens ærinde
Økolingvistikken er optaget af, hvordan sprog hænger sammen med omverdenen.
”Økolingvistikken undersøger, hvordan skabelsen af mening ikke blot sker i et lukket kommunikativt rum, men netop, hvordan det har biologiske og økologiske konsekvenser; ikke blot for den enkelte person, men for det samlede hele,” siger Sune Vork Steffensen.
Samtidig har økolingvistikken også en interesse i at undersøge, hvordan sproglige kategorier får os til at opdele verden i fænomener, der umiddelbart udelukker hinanden. Selv siger Sune Vork Steffensen, at det kan være modsætningsforhold såsom natur og kultur samt menneske og omverden, men tilføjer, at et interessant aspekt også er forholdet mellem rig og fattig.
”En central pointe i økolingvistikken er netop væsentligheden af, hvordan sprog indgår i vores interaktion med hinanden og derigennem får betydning”, siger Sune Vork Steffensen, hvilket er interessant, når vi undersøger, hvordan vi forstår og forholder os til et verdensmål som ”Afskaf fattigdom,” der først og fremmest bliver defineret ud fra økonomiske vilkår.
Hvordan taler vi om fattigdom?
Verdensbanken definerer nemlig ekstrem fattigdom som en personlig indkomst på under 1,9 dollars (13 kr.) om dagen.
”Når nogen siger, at fattigdomsgrænsen er 13 kr., så er det en økonomisk operationalisering af, hvad vi forstår som fattigdom,” siger Sune Vork Steffensen. Han påpeger, at det er et kriterie, som forudsætter, at alle mennesker får løn på et arbejdsmarked, hvorved vi helt overser den mulighed, at mennesker kan leve rige og meningsfulde liv uden at købe og sælge arbejdskraft og varer på et marked.
Han uddyber i den forbindelse, at ”sådanne kriterier både kan være med til at skabe opmærksomhed, men også have den modsatte effekt” og forklarer, at når man opstiller ét kriterie, så kan det resultere i, at andre kriterier ender med at træde i baggrunden.
”Det kan nemlig opstille tanken om, at så længe man ikke er nede på 13 kr. om dagen, så er der ikke et problem,” siger han og pointerer, at verdensmålet tilgodeser den sensitivitet, der ligeledes er vigtig i diskussionen om fattigdom.
Vi skal huske sensitiviteten
”Hvis vi blot taler i absolutte termer: fattigdom, vækst og nulvækst, så får vi ikke sensitiviteten over de lokale forskelle inddraget,” siger Sune Vork Steffensen.
Han påpeger, at målet ”Afskaf fattigdom” skal lave rigtig meget forskelligartet arbejde, eftersom det arbejde, der skal til for at afskaffe fattigdom i ét område ikke nødvendigvis er det samme slags arbejde i et andet land.
”Troen på, at den samme indsats passer på alle kulturer og lokaliteter, er en neoliberalistisk tankegang,” siger Sune Vork Steffensen og forklarer at for at kunne løse fattigdomsproblematikken, bliver man nødt til at dykke ned i forskellige normer, strukturer og værdier. På den måde finder man nemlig bedst ud af, hvordan forskellige løsninger bliver bæredygtige, også for de mennesker, der har mest på spil i den konkrete sammenhæng.
I den forbindelse stiller Sune Vork Steffensen også spørgsmålstegn ved, hvordan afskaffelsen af fattigdom skal forstås: ”Sætningen ’afskaf fattigdom!’ er semantisk flertydig,” siger han og spørger: ”Handler det om at donere penge til fattige lande og regioner, eller er der tale om en større forandring af strukturer? Fordi det er ikke entydigt givet, kan mange tilslutte sig målet – på papiret.”
Hvem ligger ansvaret hos?
Der findes forskellige måder at tale om skyld og ansvar på i en diskussion om fattigdom, siger Sune Vork Steffensen og forklarer, at denne måde er todelt:
”På den ene side findes der er en skyldsbåret måde at tale om fattigdom på, hvor global fattigdom er et resultat af de økonomiske systemer, som er blevet udbredt til det globale syd og som særlige befolkningsgrupper har nydt godt af. En klassisk venstrefløj ville her sige, at vi har en pligt til at opveje det eller kompensere for det.”
På den anden side er der en model, der lyder: ”Vi lever her og de lever der. Hvorfor skal vi bekymre os om dem og hvordan kan deres situation være vores ansvar?”
Heri opstår der altså et spændingsfelt, hvor de to sider umiddelbart aldrig vil komme til at mødes i en meningsfuld samtale.
”Medmindre vi inddrager etiske teorier og overvejelser, der siger, at vi har en pligt til at tage hånd om den anden,” siger Sune Vork Steffensen, og uddyber at man i den forbindelse åbner for en endnu større diskussion om, hvordan man bedst muligt gør netop det.
Afskaffelse af fattigdom og forskning på SDU
I en samtale vedrørende forskeres inddragelse af Verdensmålene på SDU, peger Sune Vork Steffensen på to årsagsforklaringer, der kan ligge til grund for, hvorfor afskaffelsen af fattigdom måske ikke har lige så stor gennemslagskraft som nogle af de andre Verdensmål:
”Hvis en dansk forsker i dag stiller sig frem og siger, at vi skal afskaffe fattigdom og afmontere et økonomisk system, der tager ressourcer fra dem, der har for lidt og giver til dem, der allerede har for meget – så sker der en politisk reaktion,” forklarer han. Mange forskere har brug for at søge eksterne midler, og derfor kan man være påpasselig med, hvad man forsker i.
Sune Vork Steffensen fastslår dog, at der på SDU lægges stor vægt på forsknings- og akademisk frihed, hvilket peger hen imod Sune Vork Steffensens anden mulige årsagsforklaring:
”Tit handler det også om lokale traditioner for, hvad der bliver forsket i på hvert universitet”, siger han og forklarer, at blot fordi SDU arbejder med verdensmålene, så eksisterer der ikke et krav om, at ens forskning skal passe som fod i hose i hvert verdensmål.
I en økolingvistisk tankegang, der lægger vægt på forholdet mellem menneske og omverden og fokuserer på hvordan sprog har indflydelse på, hvordan vi forstår ikke blot os selv og hinanden, men også det større hele, afslutter Sune Vork Steffensen med følgende kommentar om afskaffelsen af fattigdom:
”Vi skylder at hjælpe de mennesker, som ikke har tilstrækkeligt med ressourcer. Vi skal se på den helhed og menneskelighed i omverdenen, som gør, at alle mennesker har mulighed for at leve et liv, som de finder anstændigt og meningsfuldt.”