Fra professionsbachelor til kandidatstuderende

 

 

Knæk koden til akademisk læsning

På universitetet kommer du til at læse mere primær litteratur

Det vil sige, at det er de primære tekster, som teoretikeren selv har skrevet. Derfor kan de også være mere vanskelige at forstå, særligt når man ikke er vant til at læse primære tekster. På din tidligere uddannelse har du måske været vant til at læse flere grundbøger og sekundære tekster. De er skrevet på en mere pædagogisk og letlæselig måde. 

På mange uddannelser skal du også læse tekster, som ikke er skrevet på dansk

Men derimod kan sproget være engelsk, svensk, norsk eller et fjerde sprog, og det kræver noget tilvænning. Som studerende har du gratis adgang til en række elektroniske ordbøger, som kan hjælpe dig med dine oversættelser.

At læse de lidt sværere tekster kræver gode læsevaner

Her er en række gode råd:

  • Skab nogle gode rammer for din læring. Hvor sidder du? Er der ro? Hvornår på dagen kan du bedst koncentrere dig? 
  • Planlæg din læsning: Planlæg dit semester, uge og dag. Vi har skrevet mere om studiestruktur her
  • Undersøg hvad din uddannelse mener er det centrale. Læs efter din læseplan, fagbeskrivelse, studieordning, pensum
  • Prioriter i din læsning - måske skal du læse den letteste tekst først?
  • Undersøg formålet med teksten. Inden du læser en tekst, så find ud af, hvad du vil, kan ogskal bruge budskabet af teksten til
  • Varm din hjerne op, inden du læser de svære tekster. Det kan du gøre ved at starte med at læse indledning, overskrifter, konklusion, inden du nærlæser teksten

 

 Det er vigtigt med en god læseteknik

Vi snakker med flere studerende, som forsøger at læse alle tekster meget grundigt, og det bliver derfor svært at nå det hele. For at vælge den rette læseteknik skal du gøre dig klart, hvad formålet med din læsning er. Ofte kan din fagbeskrivelse eller studieordning hjælpe dig med at prioritere i, hvad der er vigtigst i dit pensum. Her kommer nogle forslag til læseteknikker:

  • Overblikslæsning: Det er altid godt at starte med en overblikslæsning for at få en forståelse af, hvad teksten handler om (titel, indholdsfortegnelse, overskrifter, indledning, konklusion).
  • Skimning: Du læser teksten hurtigt og overfladisk. Lad øjnene løbe ned over siderne uden at gå ned i detaljerne (dan et overblik over indholdet og vigtige steder i teksten, som du måske vil læse grundigt senere).
  • Normallæsning: Forstå og tilegne sig tekstens indhold (helhed, argumenter, opbygning m.m.).
  • Grundig læsning: Du læser grundigt for at lære detaljerne i teksten (præcise og konkrete informationer, så du kan det udenad)
  • Selektiv læsning: Du læser målrettet for at finde særlige informationer (begreber, teoretikere, perspektiver, argumenter m.m.)

 

Husk det gamle ordsprog: ”Rom blev ikke bygget på en dag”

Du lærer heller ikke de akademiske kompetencer fra første dag, uge eller måned på universitetet. Det tager tid, men hvis du arbejder for det, så vil du opdage, at du hele tiden bliver bedre til at knække den akademiske kode.

Tilmeld dig eventuelt et af bibliotekets mange kurser eller kontakt os, Studie- og trivselsvejlederne. Vi vil gerne hjælpe dig og din studieteknik godt på vej.

Læs mere her

Jørgensen, P. S. og Rienecker, L. (2018). Studiehåndbogen: for studiestartere på videregående uddannelser (3. udgave). Samfundslitteratur

Sådan læser du kritisk

En af de centrale akademiske metoder er kritisk og analytisk tænkning og –læsning

Her gælder det ikke bare om at tilegne sig viden og forstå den tekst, du læser. Du skal vurdere hensigten med teksten - hvad skal den bruges til? Og så skal du forholde dig kritisk til den. For at finde hensigten med en tekst, kan det være relevant,  at spørge dig selv om følgende: 
  • Bidrager teksten med det, som du har brug for?
  • Fortæller den noget nyt, som du ikke vidste?
  • Er teksten fagligt veldokumenteret og -argumenteret?
  • Er det en anerkendt tekst indenfor dit fag?
  • Er teksten aktuel i dag?
  • Tilhører forfatteren en bestemt skole eller retning?

 

Man skal forholde sig kritisk til en tekst

Vi møder hele tiden påstande både i medierne, vores privatliv når vi er sammen med venner og familie og på studiet eller arbejdet. Du vil møde mange faglige påstande gennem din studietid, og her er det centralt, at du forholder dig til de faglige påstande.

Du vil også selv skulle fremsætte faglige påstande både mundtligt og skriftligt. Her består det akademiske håndværk i, at du ikke blot godtager og viderefører egne og andres påstande, selvom de fremstår troværdige. I stedet skal du undersøge, analysere og forholde dig kritisk til de underliggende præmisser. Møder du fx en påstand om: ”Psykisk sygdom skyldes dårlig opdragelse”, kan du spørge:

  • Hvor har afsenderen sin viden fra?
  • Hvordan kan man vide, om det er sandt?
  • I hvilken udstrækning er det sandt?
  • Ligger der forudantagelser bag?

 

Læs mere her

Jørgensen, P. S. og Rienecker, L. (2018). Studiehåndbogen: for studiestartere på videregående uddannelser (3. udgave). Samfundslitteratur

Eller læs andre studerendes historier om overgangen fra at være professions bachelor til at være kandidat studerende, der netop også beskriver udfordringen med at skulle være kritisk tænkende.  

 

Hvordan er man sin egen projektleder?

På universitetet skal du selv administrere din tid

Det er forskelligt, hvor meget undervisning der er på de forskellige uddannelser. Det giver både stor frihed, men det kan også være svært at administrere. Her fra Studie- og trivselsvejledningen har vi nogle råd til dig, som gerne vil blive bedre til at administrere din tid.

 

For at planlægge din tid bedst muligt, så er det vigtigt, at du er så realistisk som muligt!

Det gør du bedst ved at være afklaret med dine mål og forventninger til studiet. Og derefter gøre dig klart, hvilke studievaner og -teknikker der er mest hensigtsmæssige for dig. Jo mere bevidst du er om dine ambitioner og forventninger, jo mere konkret kan du være i din strategi for at nå målene.

 

Start semestret med at skabe det store overblik

For mange studerende kan ugerne flyde sammen, og man kan være meget optaget af, at få læst pensum til undervisningen dagen efter. Men hvis man ikke tænker længere frem, så kan man nemt få en fornemmelse af hele tiden at være bagud. For at skabe ”det store overblik” kan du fx printe en månedskalender her.

Udfyld kalenderen med undervisningsdage, deadlines, gruppearbejde, eksaminer m.m.

 

Start ugen med at skabe det mindre overblik

Med det mindre overblik mener vi på ugebasis. Udfyld en ugekalender, så du er forberedt på ugen og ved, hvad der venter dig. Det betyder ikke, at du ikke kan afvige fra planen, men det er ofte lettere at gå i gang med en opgave, når du ved, hvad opgaven er.

Vi snakker med flere studerende, som har en oplevelse af, at der ikke er nok timer i ugen til at nå at læse pensum

Hvis det er noget, du kan genkende, så kan du fx tegne et skema, hvor du skriver ned, hvad du bruger døgnets 24 timer på, for at få en fornemmelse af, om du bruger din studietid på en hensigtsmæssig måde.

 

Læs mere om studieteknikker her.

Studerende fortæller

Denise blev optaget på den Den Sundhedsfaglige Kandidatuddannelse i 2017. Denise fortæller, at hun læste bøger om blandt andet studieliv for at forberede sig til studielivet. Til trods for udfordringer er det bedste ved studielivet, at hun lærer meget mere, end hun havde forventet. Læs Denises historie her

 

Julie blev optaget på Den Sundhedsfaglige Kandidat i 2017. Hun fortæller om, hvad der har været de største udfordringer, hvordan hun arbejdede med dem, og til sidst kommer hun med nogle gode råd til nye studerende. Læs Julies historie her

 

Har du en historie, du gerne vil dele med os, så skriv til vejledning@sdu.dk


Se desuden en række film-vejledninger om  Studieteknik for Studiestartere

Kontakt os

Studie- og trivselsvejledningen

Hvem er vi

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies