Fødselsklip

Hvad er fødselsklip?

Fødselsklip er ekstra SU, som du kan få i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption. Som mor til barnet kan du få 12 ekstra SU-klip. Som far til barnet kan du få 6 ekstra SU-klip. Skal du adoptere kontakt SU-kontoret for vejledning. 

Udbetaling af de ekstra SU-fødselsklip kan foregå på tre måder

Du kan få udbetalt fødselsklip på tre for skellige måder:

  • Enkeltklip, hvor du får udbetalt 1 klip pr. måned (beløbsmæssigt svarende til din SU), og du har fødselsklip til henholdsvis 12 (mor) eller 6 (far) måneder. Du skal ikke være studieaktiv, når du får enkeltklip, men du må gerne.
  • Dobbeltklip, hvor du får udbetalt 2 klip pr. måned (beløbsmæssigt svarende til 2 x SU), og du har dobbeltklip til henholdsvis 6 (mor) eller 3 (far) måneder. Du skal ikke være studieaktiv, når du får dobbeltklip, men du må gerne
  • Mixklip, hvor du får udbetalt 1 almindeligt SU-klip og 1 fødselsklip (beløbsmæssigt svarende til 2 x SU), og du har mixklip til henholdsvis 12 (mor) eller 6 (far) måneder. Du skal være studieaktiv, når du får mixklip, og det er vigtigt, at du optjener ECTS-point i den periode, hvor du får mixklip (læs mere om studieaktivitet).

Du kan læse alt om udbetaling af ekstra SU på su.dk. 

Du søger ved at logge på  minSU. Klik på "søg SU" og dernæst på  "fødselsklip". 

Fødselsklip som mor

Som mor kan du søge om 12 fødselsklip. Du kan søge om fødselsklip 3 måneder før termin og begynde at få dine fødselsklip udbetalt 2 måneder før termin. Når du søger, skal du via spoc.sdu.dk sende følgende til SU-kontoret:

  • Kvitteringssiden fra minSU.dk
  • En opdateret vandrejournal efter 22. uge

Bemærk! Du kan i løbet af perioden ændre dine fødselsklip til noget andet (hvis du f.eks. har valgt dobbeltklip, og du i stedet ønsker enkeltklip) – du kan dog tidligst ændre på dine fødselsklip fra den måned, hvor du kontakter os via spoc.sdu.dk.

På su.dk finder du specifikke oplysninger om dine muligheder, når du får barn på en videregående uddannelse.

Fødselsklip som far

Som far kan du søge om 6 fødselsklip. Du kan først få fødselsklip fra den måned, barnet er født. Når du søger, skal du via spoc.sdu.dk sende følgende til SU-kontoret:

  • Kvitteringsiden fra minSU.dk
  • Fødselsattest/personattest på barnet eller faderskabserklæring med myndighedspåtegning
  • Hvis du er gift med moren, er det tilstrækkeligt at dokumentere det forventede faderskab ved at vedlægge en kopi af vandrejournal og vielsesattest.

Bemærk! Du kan i løbet af perioden ændre dine fødselsklip til noget andet (hvis du f.eks, har valgt dobbeltklip, og du i stedet for ønsker enkeltklip) – du kan dog tidligst ændre på dine fødselsklip fra den måned, hvor du kontakter os.

På su.dk finder du specifikke oplysninger om dine muligheder, når du får barn på en videregående uddannelse.

Har du måske ret til barselsdagpenge mens du får SU? 

Du kan læse mere om barselsdagpenge her

Er du adgangskursist?

Er du adgangskursist, og går du på en ungdomsuddannelse, skal du søge om fødselsrater. Læs mere på su.dk ”Du får barn på en ungdomsuddannelse”. Du kan enten få udbetalt fødselsrater som enkeltklip eller dobbeltklip, eller i en kombination.

Forsørgertillæg, når du modtager fødselsklip

Du kan ikke få ”ekstra tillæg”, når du modtager fødselsklip, heller ikke hvis du har et barn i forvejen. Læs afsnittet ”forbehold” på su.dk.