Merit

Hvis du vil søge merit

Har du gennemført en uddannelse, dele af en uddannelse eller måske blot bestået et enkelt fag, skal du søge om at få faget/fagene medregnet som del i din nye uddannelse. Det kaldes merit.

Det gælder også, hvis du har bestået en eksamen, som ikke er en del af din nuværende uddannelse, men som du mener, kunne erstatte et fag på din uddannelse.

Det er den enkelte uddannelsesudbyder, dvs. studienævnet for den pågældende uddannelse på SDU, som beslutter, om du kan få merit. Hvis du ønsker at søge om merit, bør du derfor søge vejledning dit kommende studies vejledning. Link til mitstudie.

 

Hvornår skal du søge merit?

Generelt gælder det, at du skal søge om merit, hvis du har bestået eksamen i tilsvarende fag på en anden uddannelse, en anden uddannelsesinstitution eller i udlandet. Det kunne f.eks. være fag fra en sygeplejeuddannelse, som du kan bruge på sundhedsvidenskab, eller det kunne være et semester, som du har gennemført på et udenlandsk universitet.

Du kan dog ikke få merit for fag fra samme uddannelse, f.eks. hvis et fag eller et fagligt indhold går igen i både dit centrale fag og i dit tilvalg. I det tilfælde skal du kontakte dit studies vejleder  for at høre om dine muligheder for fritagelse og valg af andet fag i stedet.

 

Når du skal søge om startmerit

En meritgodkendelse kræver:

  1. At alle oplysninger vedrørende faget er tilgængelige for universitetet.
  2. Du skal kunne redegøre for, hvor meget kurset eller kurserne tæller i ECTS-point.
  3. Du skal også kunne redegøre for indholdet af kurserne og argumentere for, hvorfor det er relevant for den uddannelse, du søger optagelse/er optaget på.

 

Kontrol af merit

Ansøgte meritter kontrolleres løbende, for at sikre at den indsendte dokumentation er valid og korrekt.

 

Forhåndsmerit

Hvis du overvejer at følge et kursus eller et fag sideløbende med din uddannelse – altså kurser eller fag som ikke er en udbudt del af din uddannelse (det kunne f.eks. være ved et andet universitet, eller på en anden uddannelsen på SDU), og du ønsker, at dette skal indgå i din uddannelse, er det vigtigt, at du søger om en forhåndsgodkendelse. Ansøgningen skal søges på forhånd – altså inden du begynder på kurset eller faget, da du ellers ikke kan vide dig sikker, at kurset eller faget må indgå på din uddannelse. Det er dit studienævn, som behandler ansøgningen.

Imødekommer studienævnet dit ønske, skal du gøre en af de følgende ting:

  • er der tale om et kursus eller et fag på et andet universitet, skal du kontakte universitetet for at blive tilmeldt. Du finder oplysninger herom på det andet universitets hjemmeside.
  • er der tale om et kursus eller fag på SDU, skal du sende forhåndsgodkendelsen til Registrering & Legalitet via SPOC. Du vil herefter få lov at følge kurset som det man kalder intern gæstestuderende, såfremt der er ledige pladser, og du opfylder eventuelle adgangskrav. Studerende ved SDU vil modtage svar via deres studentermail.

Hvis du ønsker at tage hele dit tilvalg på en anden institution, skal du ligeledes søge om forhåndsgodkendelse. Kontakt dit studie for yderligere vejledning.

 

Praktik og merit

Et praktikophold vil ofte kunne give merit, hvis opholdet vurderes at være relevant for den pågældende uddannelse. Du kan læse mere om praktik og merit på Karrierecentrets sider om praktikophold.

Du kan også kontakte SDU International for mere viden om udlandsophold.

 

Du kan klage over en meritafgørelse

Hvis du ikke er enig i en meritafgørelse, har du mulighed for at klage over studienævnets afgørelse. Der vil stå i din meritafgørelse, hvordan du klager.

Hvis du vil klage over den faglige vurdering, skal du indbringe klagen for et meritankenævn, hvorimod klager over retlige forhold, skal indbringes til rektor. Du vil finde en klagevejledning i din meritafgørelse.

 

Har du brug for hjælp?

Kontakt Registrering & Legalitet hvis du har spørgsmål til ovenstående regler. Det kan du gøre via spoc.sdu.dk eller telefon 65501059 på hverdage mellem kl 10-14.

Kontakt Studenterservice  hvis du har spørgsmål om SU, Optagelse, SDU international, Syddansk Elite, Efter/videreuddannelse, SPS og andre services på SDU.

Kontakt vejledningen på dit studie hvis du har brug for specifik viden knyttet til dit studium f.eks. viden om din studieordning eller hvis du skal skrive en dispensationsansøgning. 

Kontakt Studie- og trivselsvejledningen hvis du har brug for  vejledning omkring generelle forhold på dit studium såsom studieteknikker, trivsel eller udfordringer med at finde ud af hvem du skal kontakte for at få hjælp og vejledning. 

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies