Menu

Databeskyttelse på SDU

Grafik om databeskyttelse

Persondatabeskyttelse

SDU behandler hver dag oplysninger om et stort antal studerende. Hvis du er indskrevet som studerende på SDU, behandler og registrerer vi altså dine data. Universitetet følger derfor lovgivningen om databeskyttelse, som skal sikre, at dine persondata ikke misbruges, og at du ved, hvem der behandler oplysninger om dig - og til hvilke formål.

Databeskyttelsesrådgiver

SDU har en databeskyttelsesrådgiver (DPO), som kan rådgive dig som studerende om lovgivning og regler for databeskyttelse. Du kan kontakte databeskyttelsesrådgiver Simon Kamber via email til dpo@sdu.dk , hvis du har spørgsmål til, hvordan vi behandler dine personlige oplysninger. 

Privatlivspolitik

SDU behandler og registrerer oplysninger om dig, hvis du er indskrevet som studerende.

Anvendte paragraffer

Når vi registrerer dine personoplysninger, skal SDU som dataansvarlig efter reglerne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven informere om dine rettigheder i forbindelse med behandlingen af oplysningerne.

SDU registrerer og behandler personoplysninger med hjemmel i databeskyttelsesforordningen, særligt artikel 6, artikel 9 og artikel 10. Persondata i forskningsprojekter registreres med hjemmel i databeskyttelsesloven § 10.

Behandling og opbevaring

SDU behandler dine persondata fortroligt. Dine personoplysninger vil blive behandlet og opbevaret i universitetets sagsbehandlingssystemer. Når der ikke længere er brug for oplysningerne, til det formål de er indsamlet til, vil de blive slettet eller arkiveret i SDU’s journalsystem.

Videregivelse af oplysninger

Dine oplysninger vil ikke blive videregivet til andre uden, at du bliver informeret herom, medmindre universitetet er forpligtet til at videregive oplysningerne til andre offentlige myndigheder.

Indsigtsret

Generelt kan du som registreret person når som helst rette henvendelse til Syddansk Universitet med henblik på at få kopi af de oplysninger, som findes i Syddansk Universitets systemer. Undtaget herfra er personoplysninger, som indgår i forskningsprojekter og opbevares af SDU.

Berigtigelse af oplysninger

Hvis du som registreret person mener, at der er registreret forkerte oplysninger om dig, kan du bede universitetet om at berigtige oplysningerne. Det vil sige, at universitetet retter oplysningerne eller noterer, at oplysningerne er forkerte og registrerer de rigtige oplysninger.

Som registreret person har du krav på, at den dataansvarlige ser bort fra oplysningerne indtil det er afgjort, hvilke oplysninger, der er rigtige. Som registreret person har du også krav på, at universitetet ikke bruger oplysningerne, hvis der ikke længere er behov for dem.

Indsigelse

Som registreret person har du ret til at gøre indsigelse mod behandlingen af dine oplysninger, dog undtaget hvis universitetet behandler oplysningerne som led i et forskningsprojekt.

Samtykke

Hvis SDU har indhentet et samtykke fra dig til at behandle dine oplysninger, vil du til enhver tid kunne tilbagekalde samtykket. Universitetet kan derfor ikke fortsætte med at behandle oplysningerne efter samtykket er trukket tilbage.

Klage til Datatilsynet

Som registreret person kan du klage over behandlingen af dine oplysninger til Datatilsynet dt@datatilsynet.dk.

Hvis du som studerende behandler persondata

Som studerende må du gerne behandle persondata i forbindelse med opgaver på dit studie. I den forbindelse betragtes du som privat dataansvarlig, og det er derfor dit eget ansvar at behandle de indsamlede data korrekt.

Læs mere på Datatilsynets hjemmeside.


Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies