Skip to main content
Kultur

RUST's gode idéer til en coronavenlig julefrokost

Fiskefilet med remolade, sildemadder i lange baner, for mange snaps og gode minder med venner og familie plejer at være en fast bestanddel af julemåneden. Men 2020 har tydeliggjort, at plejer er død, og at vi nu skal være kreative og finde på alternativer til den traditionelle julefrokost. RUST giver dig en række gode idéer til en utraditionel og coronavenlig julefrokost.

Af Frederikke Malling , , 17-12-2020

Er det okay at tage til tante Odas juletræsarrangement? Eller er det i orden at tage til fest med et par kammerater fra studiet? 

Gennem foråret, sommeren og efteråret har vi skulle tage stilling til ufatteligt mange dilemmaer, og der bliver kun flere og flere jo mere vi nærmer os juledagene. For mange er julen propfyldt med traditioner, arrangementer og hygge med unge som gamle.
Men i år bliver vi nødt til at tage stilling til, hvilke og hvor mange arrangementer vi kan tillade os at deltage i. Og dette gælder i høj grad også de mange julefrokoster december igennem.

1. Julefrokosten under åben himmel

Den første idé, som vi fra RUST kommer med, er at rykke den årlige julefrokost ud under åben himmel. Selvfølgelig skal man stadig ikke samles en helt masse mennesker, men det er mere coronavenligt og forsvarligt at ses udendørs, hvor der er frisk luft. 

Tag derfor nogle lune luffer på, den tykke vinterjakke og fyld termokanden med varm gløgg, det gør det lidt hyggelige og lunere at være udendørs i længere tid. Hold en god gammeldags picnic, og varm jer på en snaps. På den måde kan den traditionelle julefrokost stadig bevares under andre og måske endda hyggeligere forhold.

2. Gode gamle Zoom

Vi kan hurtigt blive enige om, at Zoom ikke er den hyggeligste platform, men det er nu engang en af de bedste muligheder for stadig at kunne afholde årets julefrokoster.

Hvis du derfor også er i minus på festlighedskontoen, så inviter venner og familien på besøg over Zoom eller Facetime. Lav eventuel maden sammen, men hver for sig.

Dette er den oplagte mulighed for at være sammen og have det sjovt, men hver for sig. I kan stadig skåle, tale om stort som småt og hygge jer.

3. Den lille, men hyggelige julefrokost

I mange uger har vi nu fået tudet ørerne fulde med, at vi altså kun må ses med max ti mennesker og inden for den samme boble.

Dette blev i særdeleshed alvorligt, da Mette Frederiksen og hele hendes hold endnu en gang valgte at lukke landet ned. Dette gør, at julefrokosten i år må bestå af de nærmeste i din boble. 

Inviter derfor din roomie eller en af dine nære på en hyggelig og intim julefrokost kun jer to. Selvom man er få, kan man stadig gøre meget ud af det, lave lækker mad og hygge sig.

Dette er måske ikke julefrokosten, som du kender den, men måske det kunne gå hen og blive særdeles hyggelig alligevel.

4. Fællesskab og samvær i nye former

Siden foråret er det blevet ganske tydeligt, at fællesskab har mange former, og at fællesskab og samvær snildt kan bestå til trods for afstand.

Åbn døren til kollegieværelset eller vinduet ud til gården sammen med dine naboer og lav en fælles skål, ønsk hinanden god jul og godt nytår på afstand.  På den måde kan I fx være mange på kollegierne, der er fælles om en julefrokost eller en juleskål, men hver for sig. Dermed består fællesskabet og følelsen af samværet i denne underlige tid, på trods af at vi ikke kan være sammen med dem, som vi måske plejer.

5. Din helt egen julefrokost

Alle julens traditioner er ofte indbegrebet af fællesskab og samvær med dem, vi elsker, hvilket er to af de ting, som vi i år skal skrue ned for. Derfor kan det være oplagt at bruge dette som en mulighed for bare at være sig selv lidt i år. 

Denne jul kan være det år, hvor du i stedet fokuserer på at hygge om dig selv og nyde dit eget gode selskab. Hold derfor en julefrokost helt for dig selv, og sæt pris på, at du helt selv kan bestemme, hvad der skal serveres til din julefrokost, og hvilken julefilm der skal køre på fjernsynet. 

Alenetid er ikke noget, vi i særlig høj grad forbinder med juletiden og julefrokosten, men i år er der netop mulighed for at prøve noget nyt og fokusere noget mere på sig selv.

Glædelig jul fra RUST

Måske har du allerede valgt at aflyse julefrokosten i år og givet op på denne, fordi den i år ikke kan blive, som julefrokosten plejer.
Eller måske har du valgt at holde en hel traditionel julefrokost på trods af restriktioner og truslen fra Covid-19.

Uanset hvad håber vi fra RUST, at du måske kan finde inspiration i vores idéer til en alternativ julefrokost, eller finde på en unik idé selv. 

Hvorom alting er, ønsker vi fra RUST alle vores læsere en glædelig julefrokost i dette underlige år.