Skip to main content
Kultur

Klimaet skal reddes i fællesskab

Christel Louisa Burrett er frivillig i Den Grønne Studenterbevægelse i Odense. Hun tror, at fællesskab er nøglen til at bremse klimakrisen.

Af Emmely Lisius Norlander Smith, , 24-04-2019

Foto: Brian Kenn Baltzar

Christel Louisa Burrett bestiller en latte med havremælk på Den Smagløse på Vindegade i Odense. Valget om at blive veganer startede med at handle om dyrevelfærd, fortæller hun, da jeg spørger ind til havremælken. Men nu handler det i højere grad om klima. Jeg bestilte først og med mælk fra en ko, fordi jeg ikke lige tænkte over, at der er et alternativ. 

Vi sætter os ved et brunt træbord et stykke væk fra baren. Solen skinner gennem vinduerne og oplyser den nussede café. Det er varmt i dag, bemærker Christel, og det bekymrer hende. For er det meningen, at det skal være sommervarmt i april? 

Christel er 21 år gammel og læser medicin på 2. semester på Syddansk Universitet. Derudover er hun frivillig i Den Grønne Studenterbevægelse i Odense. Her hjælper hun blandt andet til med at styre bevægelsens Facebookgruppe, holde forbindelsen med afdelingerne rundt om i landet, arrangere events og samarbejde med andre grønne organisationer. Bevægelsens hovedformål er at ruske op i politikerne og tilskynde til politisk handling.

Klimakampen er et ungdomsoprør

Christel tænker på klimakrisen hver dag.  

”Jeg er ramt af en fuldstændig gennemgribende frygt for klimakrisen og dens konsekvenser. Men jeg har besluttet, at jeg hellere vil gribe til handling end lade mig lamme,” fortæller hun.

Den Grønne Studenterbevægelse (DGSB) opstod i København og er et initiativ startet af studerende fra forskellige videregående uddannelsesinstitutioner. Bevægelsen har cirka et år på bagen og er for alle, der vil gøre en indsats for at redde klimaet. DGSB’s Facebookside har over 6,7 tusinde følgere, og bevægelsen har fået megen opmærksomhed i medierne og blandt politikerne. Christel tror, det er en forudsigelig reaktion på, at så mange unge går sammen om en fælles sag. Der er da også mange, der sammenligner klimakampen med ungdomsoprøret, der fandt sted i slut tresserne.

”Det er helt vildt motiverende at se, hvor meget der sker netop nu. Folk er ved at vågne. Men det skal også være nu, hvis vi skal nå det,” siger hun. 

Og de unge har da også grund til bekymring. I april søsatte over 4000 videnskabsfolk en appel, hvor de tilskyndede hurtig klimahandling og tilkendegav, at de unge klimastrejkende har ret, når de siger, at fremtiden hænger i en tynd tråd. 

Og varmen, vi nød godt af i sommer? Den havde aldrig været mulig, var det ikke for global opvarmning, fastslog en ny undersøgelse ifølge Politiken i samme måned. 

Hvor er de frivillige?

I København nyder Den Grønne Studenterbevægelse massiv opbakning; bevægelsen holder blandt andet workshops, strejker og klimapåmindelser foran Christiansborg hver torsdag. Men det samme gælder ikke for afdelingen i Odense. Selvom de får masser opbakningen udefra – de har nogle hundrede følgere på deres Facebookside – skorter det med frivillige. Lige nu er det faktisk kun 3-4 frivillige, der holder hjulene i gang. 

Det er svært at kæmpe om folks tid, bemærker Christel. For det er jo langt hen ad vejen det, det handler om. Alle i Den Grønne Studenterbevægelse er frivillige, og det er nemmere bare at like og dele på Facebook og så scrolle videre end rent faktisk at sætte tid af til bevægelsen. 

Noget andet, der kan være skyld i, at afdelingen i Odense mangler frivillige, er, at klimakrisen er så stor og uhåndgribelig en udfordring.

”Mange frivillige hos os har været passionerede, men fordi det er så alvorligt et emne, får man hurtigt munden for fuld og brænder ud,” fortæller Christel. 

Selv har hun sommetider været nødt til at trække sig netop for at undgå at miste gnisten.  

Klimakrisen skal afværges i fællesskab

Christel tror, at de fleste unge er bekymrede, men at få ved, hvad de skal gøre med bekymringen. Og det er her, fællesskabet kommer ind. For det er rart at være fælles om det uhåndgribelige og bekymrende. I fællesskabet finder man nemlig troen på, at problemet kan løses. Og så er der magt i fællesskabet, for medmindre man er Greta Thunberg, så er det altså bare nemmere at skabe opmærksomhed om et problem, ifald man er mange, der råber højt. 

”Når det gælder global opvarmning, er det vigtigt at indse, at man ikke behøver gøre det hele helt alene. Klimakrisen skal løses i fællesskab,” fastslår Christel. 

Men når jeg spørger Christel, om hun virkelig tror på, at klimakrisen kan løses, udbryder hun ikke det rungende ”ja!”, jeg havde forventet komme fra en, der bruger flere timer om ugen på at kæmpe for klimaets redning. 

Hun ville sådan ønske, hun kunne svare entydigt ja, men Christel er ikke sikker på, at det er muligt at sætte en stopper for krisen, selv hvis al CO2-udledning stoppede i dette øjeblik. Såfremt vi får fart på, kan vi måske forhindre, at den eskalerer, tror hun. 

”Jeg bliver så træt, når jeg tænker på, hvor langsomt det går. Danmark har viden og ressourcer til at være bedre, end vi er nu,” sukker hun.  

Christel tror, det kræver klimalovgivning, hvis opgaven skal løftes. Det går ikke at lade så stor en byrde hvile på den enkeltes skuldre, for så sker forandringen ikke hurtigt nok. Det er svært for mange at vælge at omlægge livsstilen helt, hvad hun mener, det kræver. Hvilket er helt forståeligt.

”Som enkeltperson kan man hurtigt komme til at føle, at man er den eneste, der gør en indsats, og at man står helt alene og uden resultat. Så selvom om man selvfølgelig bør arbejde på at ændre sine vaner og motivere andre, så tror jeg, at forandringen skal ske oppefra,” siger hun.

Netop derfor er hun frivillig i Den Grønne Studenterbevægelse. Men hun håber, at der snart kommer flere frivillige til. Klimakrisen virker nemlig langt mere håndgribelig, når man forsøger at løse den i fællesskab.