På Campus

Karakterer betyder meget for de studerende

Signe og Maya studerer begge på SDU i Odense, hvor eksamensperioden venter lige om hjørnet. Selvom de har ret forskellige forhold til karakterer, så er det klart for dem begge, at karakterer er forbundet med mange følelser.

Af Frederikke Malling, , 07-05-2020

Foråret er kommet, sommeren er så småt på vej, og dette er også ensbetydende med eksaminernes kommen. For de fleste er sådan en eksamensperiode en stresset tid, hvor man for alvor skal vise, hvad man kan.

RUST har interviewet to studerende om deres forhold og tanker om karakterer, hvor de begge også kommer med hver deres forslag på et alternativ til karaktererne. 

Signe er 25 år og læser til hverdag kandidat i Virksomhedskommunikation med specialisering i dansk. Maya er 23 år og er i gang med sin bachelor i Dansk, hvor hun netop er ved at færdiggøre 4. semester.

For de to studerende er eksamensperioden ofte præget af stress og pres, fordi de godt ved, at der kommer et tal ud på den anden side, som viser, om de har præsteret godt nok. For dem er karakterer nemlig noget, der fylder og som ofte kan fremkalde både stress og ubehag.

Karakterer fylder meget

Mange studerende har nok på den ene eller anden måde et forhold til sine karakterer, om det så er, fordi man går meget op i dem, eller fordi man har valgt, at de ikke skal fylde for meget.

Både Signe og Maya er i hvert fald ikke i tvivl om, at de til en vis grad går op i deres karakterer. Til det siger Signe blandt andet: ”Ja, jeg ville nok lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke gjorde”. 

Ifølge hende har hun godt nok aldrig være en 12-tals-pige, men fortæller at hun begyndte at gå op i karaktererne, efter hun startede på universitetet. Signe påpeger, at det var en interesse, der opstod, fordi uddannelsen var noget hun gik op i og interesserede sig for. 

Anderledes forholder det sig for Maya, som ifølge sig selv går meget op i sine karakterer:

Ja, jeg må erkende, at jeg går rigtig meget op i mine karakterer, og det betyder nok også lidt mere, end hvad det burde

Maya, Danskstuderende

For Maya skyldes det, at hun har et konkurrencegen, som hun dermed også overfører til uddannelsen, hvor hun altid vil gøre sit bedste. Derudover pointerer hun også, at når hun har gjort et stort stykke arbejde, så synes hun også, det er vigtigt, at dette afspejles i karaktererne.

Til forskel for Signe, har interessen for karakterer fyldt siden gymnasiet, hvortil hun kommenterer: ”Det er så indlejret i mig”.

Der er følelser forbundet med tallet

Signe oplever, at der kan være mange følelser forbundet med karaktererne, men for hende er det noget, hun mest oplever i eksamensperioderne: ”Op til eksamen kan jeg godt blive virkelig nervøs og stresset, fordi man godt er klar over, at der kommer et tal på den anden side”, sådan fortæller Signe, der også pointerer, at selvom nervøsiteten fylder, så er det sjældent, at hun bliver decideret ked af det.

Signe fortæller, at i og med hun kender sig selv bedre her på kandidaten, så er hun også klar over, hvis der er noget, hun har mere svært ved, og at hun på den måde i højere grad kan stille sig til tåls med sine karakterer. Dog understreger hun også, at hun jo alligevel godt kan blive skuffet sommetider, hvis hun synes, at tallet er dårligt. 

Modsat oplever Maya, at der næsten kun er negative følelser forbundet med eksamen for hendes vedkommende. Til det siger hun: ”Der er faktisk næsten kun negative følelser forbundet med det, fordi når jeg ønsker at få de høje karakterer, så bliver jeg aldrig helt tilfreds med min indsats. Jeg synes også, at jeg under eksamensperioderne er helt vildt presset, fordi jeg går så meget op i karaktererne, så sætter jeg mig selv op til næsten kun at kunne fejle”.

Maya påpeger, at hun inderst inde godt er klar over, at det med karakterer ikke skal betyde så meget. Ifølge hende, bliver hun selvfølgelig glad for et 12-tal, men som hun også påpeger, så er det en glæde, der hurtigt forsvinder igen, luften siver hurtigt ud af ballonen, udtrykker hun.

Medstuderendes påvirkning

”Vi kommer fra forskellige studieretninger, så der vil altid være noget, som nogle ved bedre og omvendt”, sådan fortæller Signe.

Signe oplever ikke, at hendes studiekammerater går meget op karaktererne på den måde, at man snakker om det og sammenligner sig. Dog oplever hun, at det er meget tydeligt, at folk er nervøse til eksaminerne. 

”Jeg har også oplevet, at folk har grædt, hvis de har fået en karakter, de ikke ønskede, eller hvis de har dumpet, det oplever jeg altså tit”, sådan uddyber Signe og pointerer, at folk ofte er meget nervøse, hvis de ikke har fået læst godt op eller har svært ved faget. 

”Jeg tror, det er de færreste, der kan sige, at de overhovedet ikke går op i karakterer, jeg tror alle i nogen grad går op i det, der er bare nogle, der er bedre til at trække på skuldrene af det” fortæller Maya.

Selvom hun er ret overbevist om, at de fleste i et eller andet omfang går op i deres karakterer, så tror hun også, at det er en mindre procentdel af hendes medstuderende, som går meget op i deres karakterer. Ifølge Maya må alle engagere sig på en eller anden måde, hvor hun fortæller, at nogle studerendes forventning til sig selv nok bare er at bestå, til det uddyber hun: ”Det er den bedste forventning at have, så kan du næsten kun blive overrasket”. 

Ifølge Maya spidser det hele dog til ved eksaminerne: ”Alle sidder med frygten for at dumpe”. Maya oplever klart nervøsitet til eksaminerne, men samtidigt føler hun også en frigørelse ved at kunne sidde sammen med sine medstuderende og italesætte den stress og det pres, som de alle har oplevet eksamensperioden igennem.

Maya oplever, at der kan være mange forventninger og sammenligninger studerende imellem, fordi der ofte er en forventning om, at man fortæller sin karakter, når man kommer ud af eksamenslokalet: ”Det er uundgåeligt, at der ikke er et sammenligningsforhold, for det er der”.

Bestået/ikke-bestået-eksaminer


”Jeg kan mærke, jeg ikke har så høje ambitioner, hvis det bare er bestået/ikke-bestået”, dette mener Signe, som oplever, at hun ikke dygtiggør sig i lige så høj grad ved disse eksaminer, fordi hun i princippet kun behøver at præstere et 02. Hun påpeger, at hun jo altid gør sit bedste, men at hun ikke tager disse eksaminer lige så alvorligt, som når der er karakterer. Dog mener hun, at der ikke er lige så meget stress på, når det er bestået eller ikke-bestået.

Signe fortæller, at hun også har oplevet, at medstuderende er blevet sure og skuffede over eksaminer, der blot var bestået/ikke-bestået. Samtidigt påpeger hun, at noget af konkurrencen ville forsvinde, hvis alle eksaminer blev bestået/ikke-bestået, og at det på en måde kunne give en form for ro:

Hvis det bare  var bestået/ikke-bestået , ville man ikke opleve på samme måde, at der var nogle, der var dygtigere end andre

Signe, Videnskabskommunikation 

På en lidt anden måde oplever Maya også forskel mellem eksaminer med karakterer, og dem som er bestået/ikke-bestået: ”Jeg kan mærke, at de eksaminer som er bestået/ikke-bestået, de er et mentalt pusterum for mig”.

For hende bliver det lidt et frikvarter for det her karakterræs, hvor noget af stressen og presset går en smule væk for en tid. Hun uddyber: ”Karakterræs er 100% noget, jeg arbejder med, for det er ikke meningen, det skal fylde så meget, og jeg tror eksaminer, der er bestået/ikke-bestået, er supervigtige for mig, for ellers tror jeg, jeg ville være alt for defineret af det der tal”. 

Maya pointerer dog også, at hun ville være ked af, hvis alle eksaminer blev bestået/ikke-bestået, fordi det dermed er svært at vurdere, hvor god man er. Hun mener, at hun også har brug for den her anerkendelse af, at hun har gjort det godt, som hun netop kan få gennem karaktererne.

Dygtighed som følge af karakterer

Ifølge Signe er karaktererne med til, at de studerende presser sig selv og dygtiggør sig, så på den måde mener hun, at dygtighed godt kan hænge sammen med karaktererne. Hun tilføjer: ”Ja, de har jo en betydning for, hvor dygtig man er som studerende, selvom man nok godt ved, at det er erhvervserfaringen, der tæller på arbejdsmarkedet”. 

Signe oplever samtidigt, at sådan noget som en mundtlig eksamen kan være styret af tilfældigheder: ”Selvfølgelig har man læst op på tingene, hvis man får en god karakter, men det er også lige så meget, fordi man har sagt det, som underviseren gerne ville høre”. Ifølge hende afhænger det også af, at man selvfølgelig har læst op på sin teori og dygtiggør sig. Samtidigt tror hun på, at man også er drevet meget af lyst og interesser, hvis man er god til noget, og at dette også har en indvirkning. 

”Paradoksalt nok mener jeg, at karakterer ikke nødvendigvis afspejler dygtighed, karakterer er bare noget, der fylder meget for mig, men samtidigt ved jeg også godt, at man ikke behøver at have fået gode karakterer for at være dygtig til det, man laver. Det er jeg meget bevidst om”, sådan udtrykker Maya det, og ifølge hende er der ikke noget direkte lighedstegn mellem gode karakterer og dygtighed.

Alternativer til karakterer

Ifølge Signe og Maya indebærer karakterer både gode og dårlige egenskaber, så spørgsmålet er, om der måske findes et alternativ til karaktererne, som både bevarer selvdisciplinen, men samtidigt også mindsker stressen og det karakterræs, som stadig eksisterer hos enkelte.

Signe kunne godt forestille sig, at der kunne være flere skriftlige eksaminer: ”Så skulle man gøre alle eksaminer skriftlige i stedet for mundtlige, føler jeg personligt. De skriftlige er ikke lige så angstprovokerende, fordi man ikke behøver sidde der fysisk, der er ikke nogen, der observerer og ”overvåger” én”.

Ifølge hende kunne det måske skabe mere ro omkring eksaminerne, fordi man er hjemme i sine vante omgivelser. Men samtidigt tror hun også på, at man bliver bedre til eksaminer med tiden: ”Jo flere gange man går til eksamen, jo bedre bliver man til det”, hvortil hun tilføjer: ”Man er bedre forberedt på, hvad der kommer til at foregå”. 


”Det ville jo være totalt ideelt, hvis man kunne få mere feedback og evaluering. Det er jo der, du lærer af det”, for Maya ville løsningen i højere grad være mere feedback, dog ville hun helst kombinere karakterer og feedback, for dermed både at vide, hvor man ligger niveaumæssigt, men samtidigt kunne udvikle sig.