Skip to main content
Campus

Identitet, information og debat: En SDU-avis

Københavns Universitet har “Uniavisen” og Aarhus Universitet har “Omnibus”. Mangler Syddansk Universitet en SDU-avis, der kan skabe identitet, højne informationsniveauet og styrke debatten blandt ansatte og studerende på SDU? Det mener Casper Sylvest, der er medlem af Universitetsrådet og lektor i historie på SDU.

Af Helle Rieltoft, , 09-03-2020

Har vi brug for en universitetsavis

Casper Sylvest, medlem af Universitetsrådet og lektor ved historie på SDU, har stillet forslag til, at SDU bør have sin egen universitetsavis. Forslaget har Casper Sylvest fremsat i Universitetsrådet. RUST har mødt Casper Sylvest og forhørt sig nærmere om baggrunden og visionen for at fremsætte forslaget. 

Som det første spørger RUST om, hvorfor SDU har brug for en universitetsavis. Til det svarer Casper Sylvest: 

Jeg synes, det er enormt vigtigt, at vi kontinuerligt og i fællesskab kan drøfte, hvad universitet er og bør være - at vi på tværs af studerende, medarbejdere og ledelse kan dele med hinanden, hvad det vil sige at være på SDU og være en del af SDU. Jeg savner et mere dynamisk universitet, med større samhørighed, mere levende dialog og debat. En universitetsavis kan netop være med til at skabe identitet og samhørighed, højne informationsniveauet og styrke dialogen mellem alle på SDU. Man har lignende publikationer på landets to største universiteter: Københavns Universitet har ‘Uniavisen’ og Aarhus Universitet har ‘Omnibus’” forklarer Casper Sylvest og fortsætter: 

Der er masser af ting, vi skal forholde os til i takt med, at samfundet udvikler sig, og som universitet skal vi samtidig agere på de nye ønsker og forventninger, der måtte være til undervisning, faglighed og uddannelsesmiljøer. Jeg mener, at sådanne emner er yderst vigtige at diskutere i fællesskab. Vi mangler et åbent fællesrum i form af et medie, hvor vi kan stille spørgsmål”.

Casper Sylvest
Casper Sylvest, medlem af Universitetsrådet og lektor i historie, SDU

Behovet er voksende

Er der mere behov for sådan en publikation nu end tidligere?

Ja, mener Casper Sylvest og forklarer, der er sket ting på SDU i løbet af de seneste år, som ville have været gavnlige at have haft diskuteret i en potentiel universitetsavis. 

Gennem mit virke i Akademisk råd på humaniora og i Universitetsrådet de sidste par år har jeg flere gange bemærket, at der er en tendens til, at afstanden øges mellem den øverste ledelse, og de der befinder sig i undervisningslokalerne, på kontorerne eller i laboratorierne. Måske er denne tendens en del af en større udvikling. Der er kommet større krav til universiteterne, og der har været større usikkerhed - blandt andet angående vores finansiering”.

Casper Sylvest fremhæver desuden SDU’s projekt ‘Vores verdensmål’, der blev søsat sidste  sommer som et eksempel på en beslutning, der er taget oppefra, og hvor der forud for beslutningen har været for lidt dialog. 

I forbindelse med SDU’s seneste valg, mener Casper Sylvest også, at det ville have været nyttigt med en universitetsavis:

I efteråret var der valg på SDU - både til en række organer på studentersiden men også til universitetets bestyrelse. Når man ser på Københavns ‘Uniavis’ og Århus’ ‘Omnibus’, er det meget tydeligt, at disse publikationer understøtter den demokratiske process i den forstand, at der var artikler om de forskellige kandidater, praktiske oplysninger om valget og opsamlende artikler om hvem, der har vundet valget. På SDU har informationerne derimod været meget sparsomme. Jeg tror, de færreste studerende og medarbejdere ville kunne svare på hvem, der havde vundet valget til bestyrelsen. Men jeg tror faktisk heller ikke, at jeg vil sige, at de rigtig har haft muligheden for at finde svaret, og det er der, det egentlige problem ligger. Det er altså endnu et argument for, at vi skal have en universitetsavis”.

Et debatforum eller den debat udelukkende over et socialt medie opfylder ikke behovet

Casper Sylvest, medlem af Universitetsrådet og lektor i historie, SDU

Kriterier til universitetsavis

I det skriftlige forslag, som Casper Sylvest har indsendt til Universitetsrådet, fremhæver Casper Sylvest, at der er en række væsentlige forhold, som en universitetsavis på SDU må leve op til. Publikationen skal for det første være en SDU-udgivelse, der tilstræber at repræsentere og tale til hele SDU. For det andet skal publikationen være redaktionel uafhængig af ledelsen og levere saglig og upartisk journalistik. Endelige bør publikationen være offentlig tilgængelig og tilskynde til en åben og fri debat. 

Casper uddyber: “Det er formålet med en universitetsavis, at den er mere end “bare” et debatforum. Det er nødvendigt, at SDU stiller sig bag publikationen, hvis det skal give mening, og at der bliver leveret journalistisk bearbejdet indhold for at oplyse og skabe indsigt. Et debatforum eller debat udelukkende over et socialt medie opfylder ikke behovet. Forslaget indebærer, at SDU handler aktivt for at fremme debatten, dialogen og samhørigheden på universitetet”. 

Hvordan skal uafhængighed af ledelsen sikres? 

Gennem et bladudvalg der sikrer bred inddragelse og dialog blandt repræsentanter for hele universitetsbefolkningen. Desuden skal bladudvalget lægge den redaktionelle linje. Redaktionen på universitetsavisen skal være ansvarlige over for bladudvalget”, svarer Casper Sylvest og tilføjer

“‘Uniavisen’ på KU har organiseret sig på lignende vis”.

Debat er noget der skal kultiveres

Casper Sylvest mener også, at en universitetsavis skal sigte efter at være debatskabende. Men kan en ny universitetsavis få flere til at debattere? 

Jeg synes, det ville være ærgerligt at fravælge en universitetsavis på baggrund af antagelsen om, at der nok ikke er nogen, der gider at debattere” siger Casper Sylvest og gør opmærksom på:

I øjeblikket er der meget få muligheder på SDU for at debattere på tværs af fakulteter eller mellem medarbejdere og studerende. Som en studerende bemærkede: Hvis vi vil debattere, må det blive i Politiken eller i Berlingske, hvilket jo egentlig er rigtig skørt! Og når vi ikke engang har muligheden for at debattere, så er det klart, at vi heller ikke har en veludviklet kultur for at debattere. Det er en praksis, der skal kultiveres”

Casper Sylvest er ikke nervøs for, at universitetets studerende og medarbejdere ikke vil deltage i debatten. SDU er en videnstung institution med mange engagerede studerende og medarbejdere, og der er jo masser af relevante spørgsmål og emner at tage fat på - alt fra spørgsmål af national uddannelsespolitisk karakter til emner som institutdysten.

Vi har et problem med dialog og informationsstrømme på universitetet

Casper Sylvest, medlem af Universitetsrådet og lektor i historie, SDU

Hvad med de eksisterende publikationer 

RUST føler det nærliggende at spørge, hvad der skal ske med SDU’s eksisterende publikationer, eksempelvis Ny Viden og RUST, hvis SDU også skal have en universitetsavis?

Det er meget vigtigt for mig at fastslå, at mit forslag om en universitetsavis på SDU i udgangspunktet ikke indebærer nogen konsekvenser for andre udgivelser. Jeg ønsker jo netop, at vi kommunikerer mere - ikke mindre” siger Casper Sylvest.

Magasinet Ny Viden er primært rettet mod aftagere uden for SDU, og jeg synes på mange måder, at Ny Viden er en vigtig kommunikationskanal. RUST er også en vigtig publikation - det er alletiders, at studerende har mulighed for at skrive til og for andre studerende. Men ingen af disse to publikationer opfylder de behov, som jeg mener, en universitetsavis for hele SDU kunne opfylde”.

I første omgang et principielt spørgsmål

Casper Sylvest fremsatte første gang forslaget om en universitetsavis på SDU i Universitetsrådet i juni 2019, og forslaget blev atter taget op i Universitetsrådet i september 2019. Ledelsens opbakning til forslaget har dog været begrænset, omend der var enighed om et behov for bedre information og muligheder for dialog. Casper Sylvest fremhæver, at han er ærgerlig over, at der er blevet brugt så meget energi på at identificere de eventuelle problemer ved at implementere en universitetsavis: 

Der har været meget fokus på, hvad det koster, om der kunne komme en dårlig artikel, og hvad der ellers kunne være af implikationer. Jeg kunne godt tænke mig, at man i stedet for anerkendte, at en universitetsavis principielt vil være en rigtig god ide, og at vi har et problem med dialog og informationsstrømme på universitetet. Hvis man så brugte tilsvarende mængde energi på at finde ud af, hvordan vi positivt kunne løse de praktiske foranstaltninger, så tror jeg, vi kunne komme rigtig langt”. 

Casper Sylvest tilføjer: “Jeg har forsøgt at parkere de praktiske spørgsmål, såsom om universitetsavisen skal være en hjemmeside, om det skal være en fysisk udgivelse, og hvad det skal koste. Det er vigtige spørgsmål som vi må og skal afklare, når vi er enige om det principielle”.

Med en universitetsavis ville ledelsen få en klar kommunikationskanal, hvorigennem de aktivt ville kunne inddrage, forklare og debattere nye strategier og visioner for universitetet.

Casper Sylvest, medlem af Universitetsrådet og lektor i historie, SDU

Ligger lige til højrebenet for FN’s verdensmål

Casper Sylvest påpeger, at forslaget om en universitetsavis på SDU er et nærliggende tiltag i forbindelse med SDU’s projekt ‘Vores verdensmål”.

Verdensmål nr. 16 handler jo netop om inddragende og gennemsigtige institutioner. Det ville være oplagt netop at stræbe efter at blive en institution med nogle informationsstrømme, der på bedre vis lever op til det verdensmål nr. 16, og med en universitetsavis ville SDU bedre kunne sikre transparens og adgang til information”,  forklarer Casper Sylvest.

Med en universitetsavis ville ledelsen få en klar kommunikationskanal, hvorigennem  de aktivt ville kunne inddrage, forklare og debattere nye strategier og visioner for universitet. Desuden ville man kunne videregive en masse praktisk information til universitetsbefolkningen - eksempelvis om adgangsforhold til universitetet. Jeg kan kun se en universitetsavis som en fordel. For en moderne ledelse synes jeg, at det er helt naturligt at indgå i den her form for dialog og drage nytte af en sådan informationsstrøm, som en universitetsavis kan tilbyde”. 

Det undrer derfor også Casper Sylvest, at ledelsen ikke umiddelbart bakker op om forslaget. Casper Sylvest ser ikke finansieringen som et argument imod en universitetsavis: 

SDU er en stor offentlig institution med et stort budget. Hvis man virkelig ønsker at højne informationsniveauet, samhørigheden og gøre noget aktivt for en levende debat, så er jeg overbevist om, at vi også godt kan løse den økonomiske del af det. Sammenholdt med vores øvrige udgifter til kommunikation er det ikke en uoverstigelig udgift. Og så er der jo alle fordelene.” 

Hvad så nu? 

Casper Sylvest forklarer at på trods af, at hans forslag har mødt begrænset opbakning fra ledelsen, har forslaget til gengæld mødt stor opbakning fra andre - blandt andet fra studerende, det tekniske-administrative personale og rigtig mange videnskabelige kollegaer. Casper Sylvest fortæller endvidere, at SDU’s rektor Henrik Dam har lovet at komme med et udspil, som svar på Casper Sylvests forslag om en universitetsavis.