I krydsfeltet mellem ingeniørvidenskab og humaniora

Imens vi andre fortsat lod sommerferiehjernerne ligge i blød, deltog 17 kursister i det splinternye sommerkursus “At sætte historier i spil”. Kurset har i høj grad, gennem fokus på manuskriptudvikling til computerspil, formået at forene ingeniørstuderende og humaniorastuderende.

Af Helle Rieltoft, , 03-10-2019

En unik oplevelse

Oliver Wolter Nielsen, der studerer læring- og oplevelsesteknologi på SDU, var sammen med Laura Gregersen, der studerer medievidenskab på SDU, to af de studerende der deltog i sommerkurset “At sætte historier i spil”. Oliver, Laura og de øvrige kursister arbejdede i løbet af kurset sammen om at udvikle prototyper til computerspil. Både Oliver og Laura fortæller efterfølgende, at kurset har givet dem en oplevelse, de ikke ville være foruden.

At sætte historier i spil

Ideen bag kurset

Tanken bag sommerkurset “At sætte historier i spil” var at lære deltagerne om manuskriptudvikling til computerspil. Med andre ord havde kurset et tosidet formål, idet kurset sigtede efter at lære humaniorastuderende, med interesse for manuskriptudvikling, at forstå de særlige udfordringer, der kan være forbundet med at skrive manuskripter til computerspil. Samtidig sigtede kurset efter at lære ingeniørstuderende, med interesse for computerspilsudvikling, at bruge manuskriptets narrativer aktivt i designprocessen af computerspil.

Sommerkurset “At sætte historier i spil” udspringer af et tidligere afholdt seminar i manuskriptudvikling til computerspil, som oprindeligt var et forsøg på at bygge bro mellem spil- og filmbranchen på Fyn. Sidenhen er konceptet blevet raffineret - og endda blevet til et ECTS-point-berettiget kursus! Den 12. august 2019 kunne SDU, i samarbejde med den Fynske Spilfabrik og FilmFyn, slå dørene op til sommerkurset: “At sætte historier i spil” og byde 17 tilmeldte kursister velkommen - heriblandt Oliver og Laura.

Noget andet end almindelige forelæsninger

Oliver og Laura fortæller begge, at sommerkurset “At sætte historier i spil” adskiller sig fra de almindelige forelæsninger på universitet: Stemningen har i højere grad været afslappet og uformel. Samlingspunktet var interessen for computerspil, og man har i særlig grad kunnet fornemme engagementet og entusiasmen fra både underviserne og de øvrige kursister. Foruden en teoretisk del bestod kurset også af en praktisk del. Visionen var at lære kursusdeltagerne at implementere deres teoretiske viden i praksis. Laura fortæller: “Vi fik virkelig mulighed for at dygtiggøre os, og samtidig var underviserne klar til at hjælpe os undervejs i processen. Jeg synes, det har været fedt at kunne bruge sin viden, føre den ud i livet og skabe et reelt produkt. Det har været den vildeste følelse at stå med slutresultatet i hånden - et spilbart computerspil"

I løbet af kurset var kursisterne endvidere på virksomhedsbesøg hos Den Fynske Spilfabrik: “Her fik vi indblik i, hvordan man starter og driver sin egen spilvirksomhed. Det var en rigtig god oplevelse, og det har endda inspireret mig til at undersøge mulighederne for at starte min egen virksomhed med hjælp fra Den Fynske Spilfabrik”, fortæller Oliver.

 

Det har været fedt at få nogle input fra folk, som er vant til at tænke i nogle helt andre baner end os humaniorastuderende

Laura Gregersen, studerende på medievidenskab SDU

I krydsfeltet mellem humaniorastuderende og ingeniørstuderende

Særligt det tværfaglige arbejde mellem humaniorastuderende og ingeniørstuderende har fyldt meget i undervejs i kurset. Laura forklarer, at det har været suverænt at arbejde sammen med ingeniørstuderende fra oplevelses- og læringsteknologi: “Jeg valgte helt bevidst at danne gruppe med nogen fra oplevelses- og læringsteknologi. Det har været fedt at få nogle input fra folk, som er vant til at tænke i nogle helt andre baner end os humaniorastuderende".

Men det tværfaglige kan også være udfordrende - i hvert fald til en start - påpeger Oliver: “For pludselig skal man til at tage stilling til, hvem der bedst varetager de forskellige ansvarsområder. Men da det først var kommet på plads, så var det fedt at kunne udveksle viden og evner”.

Den daglige leder af Den Fynske Spilfabrik, Fleur Bernburg, har oplevet kurset som en succes i forhold til tværfagligt samarbejde og progressivitet, idet hun udtaler: “Der er tale om et kursus, der bygger bro mellem humaniora og de tekniske fag, og som samtidig bevæger sig ind på et medie, der ofte overses på universitet: Computerspil. Der gør i mine øjne kurset til en lille solstrålehistorie”.

Men helt ærligt: I sommerferien?!

For de af os der måske er en smule skeptiske over for ideen om at bruge vores dyrebare sommerferie på at studere, som vi gør til hverdag, så har RUST spurgt Oliver og Laura, om de en anden gang ville bruge deres sommerferie på at studere.

Oliver beretter, at kurset for ham har været en meget positiv oplevelse, som han gerne gør igen. Oliver har tidligere deltaget i andre sommerkurser og forklarer, at det, han særligt holder af ved at deltage i sådanne kurser, er: “Jeg kan godt lide at have det samme kursus hver dag i en kortere periode, hvor man bare møder op og fortsætter, hvor man slap i går. Det faglige sætter sig også bedre fast, da man arbejder intensivt med det i flere uger i træk. Man får også et tættere sammenhold med de andre studerende og underviserne, hvilket gør at introverte personer har nemmere ved at deltage i faglige fællesdiskutioner, som gavner alles indlæring”.

Også Laura er begejstret efter at have deltaget i sommerkurset: “Jeg holder utroligt meget af min sommerferie, men jeg må indrømme, med hånden på hjertet, at jeg har fået en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden”. 

At sætte historier i spil

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies