Hold på SDU Fitness: Yoga

Dybt nede i SDU’s kælder kan man finde ro og fokus i en hektisk hverdag. SDU Fitness tilbyder nemlig holdet Yoga, som hjælper dig med at holde hovedet koldt samt at styrke din krop og udholdenhed.

Af Frederikke Malling, , 13-11-2019

Det er en tidlig og vinterkold mandag morgen. Undervisningen forude er ikke blevet forberedt, morgenmad er der ikke noget af, kaffen er kold og vanterne er forsvundet. 
Sådan en mandag er vi nok mange, der kan nikke genkendende til. Sådan så min morgen i hvert fald ud, da jeg sidste mandag måtte slæbe mig ud af sengen alt for tidligt og tage af sted mod SDU.

Kl 9.15 var jeg klar i Dynamic Studio hos SDU Fitness, hvor halvanden times Yoga ventede forude. 
Selvom det var en mandag morgen, var vi fjorten mennesker, der var mødt op, og holdet var dermed fyldt.

Holdets forløb

Vi fandt alle en yogamåtte og et tæppe og satte os klar i en cirkel rundt om instruktøren, hvor timen startede roligt ud med en meditativ øvelse. Vi skulle lægge vores fokus på vejrtrækningen og lade alle andre tanker forsvinde. Med den øvelse var hovedet renset, og kroppen var helt afslappet og klar til halvanden time med yoga. 

Herefter gik vi nemlig i gang. Vi startede ud med at lave en række solhilsner, som er en sekvens af forskellige yogaøvelser. Solhilsnen blev gennemgående for timen, og alle de andre yogaøvelser blev inkluderet i en solhilsen, så vi altid vendte tilbage til samme udgangspunkt. 

Senere i timen blev vores kroppe udfordret yderligere med mere komplicerede øvelser. Øvelserne var bl.a. med til at styrke vores udholdenhed, så vi kunne stå i de udfordrende stillinger i lang tid. Derudover var øvelserne med til at give nogle gode stræk i forskellige muskler, så man gik derfra med en mere løsnet og bevægelig krop. 
I øvelserne var der god mulighed for at udfordre sig selv, men man kunne man også sagtens tage den mere med ro og lave nogle andre og lidt lettere øvelser.

Afslutningsvis, efter god udstrækning og udfordring af kroppen, vores udholdenhed og musklerne, var det tid til at komme tilbage til vores fokus og vejrtrækning. 
Lyset blev slukket, og vi lagde os alle ned på vores måtter med et tæppe over os. Vi skulle igen rette vores fokus mod vejrtrækningen og forskellige dele af kroppen. I denne øvelse fokuserede vi på at mærke kroppen, hvad den gjorde, og hvordan den føltes. Øvelsen var en god måde at få lukket ned for nogle tanker og blot fokusere på kroppen efter yoga. 

Ro i en presset hverdag 

I en stressfyldt hverdag med deadlines, fyldte kalendere og mange forpligtelser giver Yoga tid til at fordybe sig, mærke efter og fokusere på sig selv. 
Efter halvanden times yoga er kroppen løsnet, og man har fået sat tankerne en smule på standby. Derudover bliver kroppens udholdenhed udfordret.
På dette hold er der også plads til udvikling, da man netop har mulighed for at udfordre sig selv yderligere eller skrue lidt ned. 

SDU Fitness tilbyder med dette tid halvanden time, hvor man styrker sin krop, finder sin indre ro og sit fokus. 

Uanset om man er til styrketræning, dødløft og lungees, håndbold eller lange løbeture langs vandet, så tror jeg på, at Yoga kan give alle noget. Med en hverdag, der nogle gange løber alt for stærkt, så giver Yoga rum til at komme lidt ned i gear i hvert fald bare i halvanden times tid.

Yoga ligger mandage kl 9.15 og onsdage kl 16.15, så hvis du er klar til fordybelse og træning af din udholdenhed, så meld dig til!

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies