Skip to main content
På campus

Guide: sådan overlever du cykelparkeringen på SDU

Her er tre råd til, hvordan du overlever cykelparkeringen ved hovedindgangen til Syddansk Universitet i Odense.

Af Emmely Lisius Norlander Smith, , 19-05-2019

Foto: Colourbox

Sporarbejdet, der lige nu hærger hovedindgangen foran Syddansk Universitets campus i Odense, forventes færdigt til efteråret, og til den tid vil cyklister atter kunne færdes frit og sikkert på cykelparkeringspladsen, der længe har været præget af anarki. RUST har her samlet tre råd til, hvordan du overlever de sidste fire måneder i helvede.

1. Medbring myslibar(er).

Snacks er altid godt, når man skal vente. En myslibar eller to kan være det, der redder dig fra sultedøden, når du mandag eftermiddag med stigende desperation leder efter din cykel i virvaret af flade dæk og forslåede ringeklokker. Var det ikke her i nærheden, jeg stillede min cykel??!!! tænker du, mens sveden løber ned ad nakken.

Sæt dig ned min ven, og spis en mysli. Det hele skal nok gå.

2. Hav cykelhjelm på. Altid.

Hvis du er klog nok til at bruge cykelhjelm, er du også klog nok til at indse, at det ikke er nok at have den på, når du cykler. Nej. Tag din cykelhjelm på, allerede inden du træder ud ad dørene til uni og ind på slagmarken. Og tag den aldrig af. Der hersker anarkitilstande klokken 14 på en mandag eftermiddag, når hundredvis af frihedshungrende studerende forsøger at få fat i deres cykler, der alle ligger væltede oven i hinanden. Don’t go unprotected. Du risikerer at få et styr i hovedet.

3. Gå aldrig alene.

”I get by with a little help from my friends…” sang The Beatles, og de havde ret.

Det er en farlig verden, og endnu farligere hvis du betræder den alene. Gå aldrig ud på cykelparkeringspladsen uden selskab, hvis du kan undgå det. Du får måske brug for hjælp, når du indser, at din cykel ligger nederst i bunken af faldne cykler, er viklet ind i tre cykelstyr og desuden har tabt cykelkæden.

”Hvorfor sker det her for mig?!” snøfter du, men din ven tager dig i hånden.

Sammen får I løftet alle cyklerne, viklet din cykel fri fra styr og sat kæden på igen, så du kan komme hjem.

Du smiler til din ven, og taknemmeligheden strømmer igennem dig. Du havde aldrig klaret den alene.