Folkemødet 2019

Er det værd for studerende at tage på Folkemødet?

Bertel Haarder kaldte det for en politisk Roskilde Festival. Det foregår på den dejlige ferie ø, der er kendt for rundkirker og troldedrengen Krølle-Bølle. Dets primære formål er at styrke det danske demokrati gennem dialog mellem borgere, politikere og erhvervslivet. Det er selvfølgelig Folkemødet, der tales om.

Af Rasmus Woo Johansen og Sebastian Stork, 25-06-2019

Foto: Rasmus Woo Johansen

Folkemødet har eksisteret siden 2011, hvor det nu har sunget på sit niende vers. RUST har i den anledning taget til Folkemødet for at undersøge, hvorvidt det er værd for studerende at deltage i den politiske festival. For er demokratifestivalen mere end blot en fest for politikere og lobby-organisationer, som den før er blevet kritiseret for? RUST giver dig her nogle grunde til, hvorfor du som studerende skal tage til Folkemøde 2019.

Bornholm, Bornholm, Bornholm

Nu har du taget hele turen fra Odense i bil til den svenske by Ystad for så derefter at stige på en færge, der ikke er bleg for at teste dine brækreflekser gennem Østersøens blå bølger. Mens du sidder på færgen, tænker du tilbage på dengang, du gik glip af folkeskolens obligatoriske lejrtur til Nexø. Lige siden har du ligget søvnløs over alt det, du er gået glip af, hvilket skal indfries inden længe.

Du er nu ankommet til Solskinsøen, men når du nu alligevel har trodset ukendt farvand og fremmede land, hvorfor så ikke bruge tiden på at udforske hele øen? Samlet set varer Folkemødet jo blot fire dage, og når man nu har afsat halvdelen af sin SU på at transportere sig selv derover, så kan man da lige så godt bruge Folkemødet som en undskyldning for at opleve Hammershus, Jons Kapel og Helligdomsklipperne. Danmark har jo fra naturen side fået en helt uvurderlig gevinst. Fyn og Jylland og Sjælland og Lolland-Falster og så ikke mindst: Bornholm! Bornholm! Bornholm!

Random viden pakket ind i debatter

Folkemødet har debatter nok til at mætte dig i flere måneder. Det kan tilmed være svært at finde rundt i det virvar af debatter om klima, sundhed og FN’s verdensmål. Folkemødet er heldigvis fulgt efter den moderne teknologi og har ikke sparet den uundværlige applikation til din smartphone væk. På denne kan man danne sig et godt overblik over de forskellige aktiviteter, hvor man netop her finder de små perler af  tilfældige debatter.

Debatterne bidrager til rigtig meget random viden, og hvis man er en af dem, der går og spørger sig selv om, hvorvidt litteratur kan gøre mennesker mere empatiske, eller hvor meget det koster, for at Danmark omstiller sig til 100 procent grøn energi (spoiler alert: 150 kroner per person hver måned), så er Folkemødet i hvert fald ikke det værste sted at være.

Få afløb for din indre stjernekigger

Så er det med at finde kikkerten og autografbogen frem, for Folkemødet vrimler med kendisser, hvor end du drejer hovedet. Udover at være et mekka for danske politikere, kan du være sikker på at rende ind i et kendt ansigt eller to, der også er taget til Bornholm for at underholde eller moderere den brede palet af debatter.

Man kunne blandt andet opleve alt fra seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, som leverer brandvarme satiriske nyheder, til diverse politikere, der får løst deres problemer gennem sommerfugleterapi af Hella Joof.

Desuden har vi her på RUST ladet os fortælle, at Hella Joof kom på idéen til sommerfugleterapi, som tager udgangspunkt i digtsamlingen ”Sommerfugledalen”, under en god hvidvinsbrandert med en veninde.

Ingen festival uden musik

Det er nok ikke helt fair at sammenligne Folkemødet med Roskilde Festival eller Smukfest, der smider navne som Britney Spears og Rollings Stones på deres program. Men selvom musikken måske ikke er i højsædet på Folkemødet, snyder de dog ikke publikum for en kunstner eller to. Til dette års Folkemøde kunne man blandt andet høre Østkyst Hustlers, Pede B. og mange flere. Og nå ja, så var det vist nok noget med, at Morten Østergaard og Tommy Ahlers blandt andre debuterede som discjockeys ved Techteltet, hvor sidstnævnte crowdsurfede til Ecuador!

Uden tvivl er det ikke kun en festival med mange debatter, så hvis du har lyst til at tage din veninde op på skulderene, mens I skråler løs til ”Han får for lidt”, så er der også rig mulighed for det ved Folkemødet.

Den endelige dom

Der oser af god stemning på Folkemødet og med over 3000 aktiviteter, er man selv skyld i, hvis man går og keder sig. I værste fald kan man gå på merchandise jagt, hvor det er muligt at score sig selv en mulepose, et par kuglepenne eller en notesblok, så man i hvert fald har udstyret i orden til næste års semester.

Modsat andre festivaller koster det ikke noget at deltage i begivenhederne i Allinge. Så man skal ikke være bange for, at man skal leve af havregrød resten af  måneden på den bekostning. Dog skal man både have tranporten og overnatningen i mente som den primære udgift, medmindre man har tænkt sig at svømme til Bornholm og sove i det fri. Inden du bliver fristet af den idé, skal det siges, at der er omtrent 88 kilometer fra Ystad til Bornholm. Derudover skal du nok gøre op med dig selv, om du har tiden til at tage på Folkemødet, da det ligger lige midt i eksamensperioden.

Men hvis du trænger til et pusterum og har lyst til at opleve en anden type festival, eller hvis du for den sags skyld har lyst til at opleve alt det, som solskinsøen har at byde på, så er Folkemødet klart værd at opleve.

Hvis du vil se, hvad RUST oplevede på Folkemødet 2019, kan du gå ind på SDU's Instagram og blive inspireret til din (måske) kommende tur til Folkemødet.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies