Skip to main content
Kultur

Anmeldelse: En roman om kvinders livsvalg

Dette forår havde Malou Aamund sin forfatterdebut med romanen Maria om kvinders livsvalg. RUST har læst romanen og anmelder den for jer læsere, så I kan vurdere, hvorvidt den skal på sommerens læseliste.

Af Frederikke Malling, , 25-06-2020

Malou Aamund er kendt som administrerende direktør for Google her i Danmark, men i marts udgav hun sin første roman Maria og debuterede dermed som forfatter. 

Med denne roman vil Malou Aamund sætte kvinders rolle på arbejdsmarkedet i forgrunden med de normer og krav, som der er fra omgivelserne.

Maria

I romanen skildres to forskellige kvinders liv og skæbner på baggrund af deres livsvalg. Romanen starter ved kvindernes 40-års fødselsdage, hvor vi herefter rejser gennem deres liv fra barnsben, op gennem teenageårene til voksenlivet. 

Maria og Maria er to moderne kvinder i deres bedste alder, der skal jonglere karriere og familie. Til trods for dette er de to kvinder med meget forskellige skæbner. I romanen følger vi kvinderne gennem afgørende valg, kærester, børn og karriere. 

Romanen er inddelt i to dele, hvor vi følger én Maria i hver del. I Maria skildres der derfor to forskellige fortællinger, men med flere lighedspunkter.

Familiemennesket Maria

I første del følger vi Maria gennem helt afgørende vendepunkter i hendes liv. Romanen skildrer Maria som barn, hendes konfirmation, hendes teenageår og hele vejen op til hendes voksenliv med ægteskab og børn.

Udover familielivet og det svære ægteskab bliver det centrale også Marias karriere med søgen efter et godt job.

Vi følger Maria gennem skift og vigtige tidpunkter i hendes liv med ægteskabet på både godt og ondt, svigt, karriere og udfordringerne med børn og familie. Altså skildres det moderne moderskab.

Karrierekvinden Maria

I samme dur følger vi den anden Maria i anden del af romanen. I denne del skildres en moderne kvinde, der ikke ønsker børn, men i stedet fokuserer på sin karriere indenfor reklamebranchen. 

Dette bliver en karriere fyldt med udfordringer for Maria. Da hun tiltræder en større og vigtigere rolle på jobbet, må hun ifølge sig selv lægge empatien på hylden og blive mere hårdnakket og konsekvent. Hun skal altså opføre sig som en mand og lægge sine kvindelige instinkter væk. 

Maria bliver gravid til trods for, hun ikke ønskede børn. Dette bliver et udtryk for, hvordan Maria ikke kan undslippe biologien. Her falder den moderne fremstilling og skildring af kvinders livsvalg i dag til jorden.

Maria ønsker ikke børn, og havde romanen holdt fast ved dette ønske, var hensigten i højere grad nået, men da hun alligevel bliver gravid og får børn træder romanen et par skridt tilbage, og Maria underlægges biologien og forventningerne til kvinden.

Kvinders livsvalg

Maria og Maria er to moderne familie- og karrierekvinder, der skal forsøge at få det hele til at gå op i en højere enhed, men for begge mislykkes det, og de lever et mere eller mindre ulykkeligt og problemfyldt liv.

Romanen har derfor til hensigt at sætte fokus på problemstillingerne for ligestillingen i dag og forsøger på forskellig vis at fremstille disse kvinder og deres samspil mellem familie, karriere og ægteskab, men dette slår fejl på flere områder.

To sider af samme sag

Romanen formår at skildre kvinderne på både godt og ondt gennem deres livsvalg og vendepunkter. På mange måder kan de fleste i mere eller mindre grad nok sætte sig ind i nogle af de tematikker, der skildres, da romanen skildrer de helt store valg og øjeblikke i ens liv såsom sit første job, starten på en uddannelse, den første kæreste, at flytte hjemmefra osv. 

Romanen viser to sider af samme sag, nemlig kvinder på arbejdsmarkedet med de udfordringer og problematikker, der kan medfølge. Dog går mange af de samme pointer igen i de to dele af romanen. I stedet kunne man blot have fokuseret på den ene del af romanen og folde denne mere ud. Hvor man tror, at anden del skiller sig ud med en kvinde, der virkelig sætter karrieren først, falder dette til jorden, da hun alligevel ender med at få børn og skal have dette til at gå op med sin karriere.

En roman ikke efter hensigten

Maria er en hyldest til en kvindeverden, hvor der både skal være plads til karriere og børn – eller i hvert fald et forsøg på det. For kvinderne er egentlig meget klassiske og traditionelle, hvor karrierekvinden skal opføre sig som en mand for at komme frem og til trods for hendes valg om ingen børn, så sejrer biologien over hende, og moderskabet bliver uundgåeligt.

Samtidigt ser vi i den første del en kvinde, som har det sværere på jobbet og ikke kan sige fra, hverken overfor mænd på arbejdet eller derhjemme og bliver derved underkuet af det modsatte køn.

Hensigten med en skildring af kvinders forskellige livsvalg og -syn er aktuel og moderne, men lykkes ikke helt efter hensigten. Det er dog en en læsning værd, fordi den sætter tanker i gang omkring sine egne livsvalg, og hvor disse i sidste ende bærer hen.