Skip to main content
Underholdning

20 ting du kan lave med dine bedste studiebuddies under COVID-19

Er du ved at gå bananas af at være socialt begrænset på grund af COVID-19? Så læs med her. RUST har samlet inspiration til, hvad du og dine bedste studiebuddies kan lave sammen online.

Af Helle Rieltoft, , 08-05-2020

Ring dine bedste buddies op med videoopkald og…

  1. Spis morgenmad sammen. 

    Start dagen på en god måde - nemlig sammen. 

    Desuden kan I hjælpe hinanden med at komme op og ud af fjerene, hvis I har en aftale om at spise morgenmad sammen.

  2. Start en madklub.

    Måske havde du en madklub før COVID-19. Hvis ja, så overvej hvorfor den ikke skulle kunne fortsætte online?

    Hvis du ikke havde en madklub inden COVID-19, så er det på tide at få en.

    I kan eksempelvis sende opskrifter på jeres livretter til hinanden, og aftale at I hver især laver Nannas livret, som I spiser sammen over et videoopkald onsdag kl. 18:00. 

  3.  Lav vin- og/eller ølsmagning.

    Der findes adskillige guide på internettet, om hvordan I laver jeres egen vin- eller ølsmagning. Aftal på forhånd hvilke(n) vin eller øl I vil smage, køb dem hver især og nyd dem sammen over et videoopkald!

    I kan eventuelt aftale, at I hver især finder lidt viden om de(n) pågældende vin eller øl som I skal smage på. 

  4. Leg gæt-et-dyr!

    Legen går ud på følgende: Du tænker på et dyr og din ven skal forsøge at gætte, hvilket dyr du tænker på. Din ven må kun stille ja-eller-nej-spørgsmål. Din ven kan eksempelvis spørge "lever dyret i Danmark?" eller "har dyret pels?". Når din ven har gættet hvilket dyr, du tænker på, kan I bytte roller.

    Legen kan desuden varieres i ét væk - man kan nemlig også lege “gæt-en-fyr” eller “gæt-en-kendt”. 

    Og skal man til eksamen i anatomi, så kan man jo passende lege “gæt-en-muskel”!

  5. Spil brætspil!

    Spil eksempelvis Bezzerwizzer eller Catan over et videoopkald.

  6. Leg gæt og grimasser.

    Overvej desuden hvilke andre festlege, der kan leges over et videoopkald. Eksempelvis “Kapsel”, “To løgne og en sandhed” og måske “Stopdans”?

  7. Hold spa-dag!

    Behold morgenkåben på, læg ansigtsmaske, tag fodbad, læg neglelak, drik hvidvin og spis jordbær. 

  8. Lav små træningssessioner for hinanden. 

    Man kører nemt fast i sin egen kedelig målsætning: “20-armbøjning-om-dagen”. Team i stedet op med et par af dine kammerater, og lad det gå på skift, hvem der sammensætter en lille online træningssession, som I andre kan følge med i over et videoopkald.

  9. Lav en mini-træningskonkurrence.

    Team op med din træningsmakker over et videoopkald og sæt jer et mål. Eksempelvis: Lær at stå på hænder. Tjek op på hinandens udvikling et par gange om ugen og følg med i, hvilke fremskridt I hver især har opnået.
     

  10. Læs højt for hinanden

    Højtlæsning er super undervurderet. Det er mega hyggeligt og hvorfor ikke dele glæden ved en af dine yndlingsbøger sammen med dine gode venner?

  11. Læs sammen

    Lav jeres egen lille online læsesal - I behøver ikke tale sammen hele tiden, nogen gange er det bare rart at se at andre også arbejder - eller har problemer med samme!

  12. Lær noget nyt sammen.

    Har du en kammerat, der er god til at hækle, strikke, male warhammers, lave surdej, lappe en cykel eller noget helt sjette? Afhold små workshops over et videoopkald med dine kammerater og få lært noget nyt. 

  13. Arranger at møde nye mennesker.

    Det er svært at møde nye mennesker, når man skal være hjemme. 

    Men hvorfor ikke introducere to af dine gode venner for hinanden over en kop online-kaffe? Det kan for eksempel være dine bedste studiebuddie og din barndomskammerat eller din yndlingskollega og din søster? 

    Kender du nogen singler eller er du selv single, så ville en online blind-date måske være en oplagt ide?

  14. Leg “Den store bagedyst”.

    Team om med dine kammerater og bag hver især en kage. I kan følge med i bageriet hos hinanden over et videoopkald. Hvis I har lyst kan I lave kategorier, som I kan give hinanden point i, eksempelvis: “bedste anretning”, “tidsforbrug” og “skarpeste snit”. 

  15. Hold filmaften

    Vælg en film, start den samtidig, og ring hinanden op med videoopkald. Så kan I kan følge med i hinandens reaktioner undervejs i filmen.

  16. Gå i teateret sammen.

    I kan blandt andet finde og streame udvalgte teaterforestillinger gratis på Det Kongelige Teaters hjemmeside. 

  17. Overrask dine venner med en god quiz.

    Det kan eksempelvis være en musikquiz, en quiz over de fjollede ting, I har sagt i tidens løb, eller det kan være en quiz om noget I skal til eksamen i.

  18. Gro noget sammen.

    Trænger du til nye grønne planter i stue eller gør en af dine venner? Klip en stikling af en af dine stueplanter, sæt den i vand og aflever den på din ven eller venindes dørtrin. Måske har din ven en stikling at bytte med? 

    Over videoopkald kan I følge med i, hvordan jeres nye stueplanter klarer sig. 

  19. Træn efter “You-go-I-go”-princippet

    Du og din træningsmakker vælger en øvelse og et antal repetitioner - eksempelvis 10 armstrækkere. Din makker tager først én armstræk, så tager du én. Derefter tager din makker to armstrækker, og så tager du to armstrækkere, så tager din makker tre armstrækker og så videre… indtil I når 10. 

  20. Ryd op sammen.

    Det kan være kedeligt at rydde op - særligt hvis man er ene om det. Klar oprydningen sammen over et videoopkald.

20 ting du kan lave med dine bedste studiebuddies under COVID19