På campus

Studerende krænkede over kæmpe fallos skulptur foran hovedindgangen

Medlemmer af studieforeningen ”Ligestillede Studerende Danmark” har indberettet en klage til Syddansk Universitets bestyrelse over den 19 meter høje søjle ved SDU’s hovedindgang. Foreningen mener, at søjlen forestiller en kæmpe fallos og symboliserer en forældet mandschauvinistisk tankegang, der ikke hører hjemme på et moderne universitet.

Af Mads Vikkelsø, , 01-04-2019


Ordet ”fallos” stammer fra græsk og er et udtryk for det mandlige kønsorgan.

”Vi mener, at Jørn Larsens søjle foran hovedindgangen er et forældet og mandschauvinistisk symbol, der er blevet sat op i en tid, hvor kvinder ikke var velkomne i universitetsverden. Det er krænkende, at de studerende skal møde et så stærkt symbol på patriarkatets dominans. Vi frygter, at det skræmmer kommende studerende væk.” lyder en del af klagen indsendt af foreningen Ligestillede Studerende Danmark.

Talsperson Ziggi Kari Jønsson fra afdelingen tilknyttet Syddansk Universitet udtaler følgende:  

Flere medlemmer af vores forening, som er studerende på SDU, har givet udtryk for, at de føler sig krænkede over det voldsomme fallossymbol, de skal konfronteres med hver morgen. Vi håber derfor, at bestyrelsen på SDU vil lytte til os og fjerne eller supplere denne forældede kunst med noget mere moderne. Gerne noget, der udligner denne kønsulighed.”

Søjlen er et kunstværk af billedkunstneren Jørn Larsen. Den er lavet af blankpoleret sort granit og pyntet med dynamiske linjer, som er hans vartegn. Det er ikke det eneste kunstværk af Jens Larsen, som pryder SDU. Du vil finde mange af hans dynamiske værker rundt på SDU’s gange og atriumgårde.

Der er sågar udgivet en hel bog om søjlen og dens frembringelse, fra tanke til handling. På de første sidder i bogen kan du læse, at søjlen repræsenterer en koncentration af en stræben mod en højere anerkendelse, som er forskningens inderste væsen.

Denne fortolkning af søjlens symbolik kan foreningen Ligestillede Studerende Danmark slet ikke identificere sig med. Ziggi Kari Jønsson udtaler:

”Jeg synes, det er grotesk, at vi stadig i dagens Danmark skal indordne os patriarkatets indoktrinerede tankegang og undertvinge os det forskruede kvindesyn, som søjlen er sådan et entydigt bevis på.”

SDU’s bestyrelse har i en skriftlig kommentar skrevet følgende til RUST’s henvendelse.

”Vi tager den indberettede klage meget alvorligt og vil se nærmere på sagen til det kommende bestyrelsesmøde. Efter mødet vil vi melde ud, hvad vi agter at gøre.”

Bestyrelsen ønsker ikke at kommentere yderligere om sagen.

Det er dermed endnu uvist, hvad der skal ske med søjlen af Jørn Larsen. Hvis det viser sig, at det ikke er muligt at fjerne den, er foreningen for Ligestillede Studerende Danmark kommet med deres bud på en løsning; de mener, der skal kompenseres for de mandschauvinistiske signaler, som søjlen sender. Derfor skal der skabes ligestilling ved at sætte et kunstværk op ved siden af, som giver et mere feministisk indtryk.

Foreningen har selv fundet et kunstværk, som de mener kan leve op til disse værdier.

”Det bedste ville selvfølgelig være, hvis søjlen blev fjernet, men hvis dette ikke kan lade sig gøre, mener vi, at et kunstværk, der sender nogle feministiske værdier, kan kompensere for de patriarkalske værdier, som så længe har skæmmet hovedindgangen. Vi forestiller os, at kunstværket Pi-Chacán kan leve op til dette, og SDU burde anskaffe dette eller et lignende,” udtaler Ziggi Kari Jønsson.

Kunstværket blev verdenskendt i 2014, da en udvekslingsstudent fra Amerika sad fast inde i skulpturen og måtte have hjælp af redningsfolk for at komme ud.

Indtil bestyrelsen på SDU har fundet en løsning, anbefaler Ziggi Kari Jønsson, at man dækker søjlen til, så den ikke udretter mere skade, end den i forvejen har gjort. Derudover bekendtgør hun, at de studerende fra foreningen Ligestillede Studerende Danmark vil demonstrere foran hovedindgangen fra i morgen klokken 8 for at sende et tydeligt signal til bestyrelsen på SDU.

”Vi bliver ved, indtil ledelsen har fundet en ordentlig løsning på problemet,” lyder den sidste kommentar fra Ziggi Kari Jønsson, der sammenligner søjlen med et kæmpe dickpic. Og hvem har lyst til at cykle det i møde hver morgen?